Synd og Skam: Lad mig falde ind til dig

Jamen, jeg er nødt til at ævle lidt, før jeg kan komme til selve anmeldelsen.

I kommentarsporet til liveoptagelsen af “Op af dine lår” fra Jazzhouse i marts kan man lige nu læse to kommentarer. Den ene skriver kategorisk: »Det er et af de bedste danske bands idag. Ingen tvivl,« mens den anden skriver »det lyder rimelig ringe… Han har da ikke en tone i livet.«
Uanset hvor meget Synd og Skam deler musikvandene, så er Af Med Hovedet-kollektivets guldfugl i mine øjne interessant af følgende årsager, lad os bare starte fra en ende af.

1. Dels som en helt konkret genoplivning af en punkromantisk og lyrisk (musik)scene, der havde sin storhedstid i start-80’erne, og som vel mere var et miljø flankeret på den ene side af digtere som Michael Strunge, den besofne FP Jac og den unge Søren Ulrik Thomsen og på den anden af de allertidligste punkbands som No Knox og Sods. En afgørende forskel på den scene før og nu er Af Med Hovedets tilsyneladende manglende politiske islæt, der snarere er erstattet af et kropsligt og konkret fokus ispundet den næsten dadaistiske vildskabsimprovisation, som f.eks. prægede No Knox.
Genoplivningsseancen tager sit afsæt i Synd og Skams tekster. Den skæve og følsomme og deforme lyrik på ep’en Blafret ør af kjoler er mildt sagt noget af det mest velskrevne i nyere dansk musikhistorie. Og det er inklusiv samtlige minimalpoetisk sprængte plader af Under Byen. Husk bare på teksten til den langsomt sårbare “Bruce”, hvor forsanger Asger Hartvig synger hen over en på samme tid melankolsk nedadstræbende og kaotisk boblende baggrund:

“Jeg er usikker på / her er en følelse af træt / hud og blod / og hvad et bjerg / ud af meget lys. /
Trængt i omfattende frihed / blafret ør af kjoler / vuggende bevægelser. / I din mund en utrolig / varm varme.”

Ja, det var så første årsag, lad os bare fortsætte i den dur.

2. Dels som en kulmination på det store fokus på noget naturligt, ubearbejdet og frit, der gennemsyrer mange kunstplatforme i øjeblikket. Litteratur og musik søger selvfølgelig i adskillige retninger, der følger hinanden parallelt, men en overskyggende tendens lige nu synes at være en venden tilbage til en oprindelsestilstand, en søgen efter éns indre barn. Noget uberørt og naturligt. Som hele DIY- og lo-fi-bølgens pendant til en overproduceret og autotunet popverden, der gennemsyrer alle mainstream-platforme, og som det paradoksale i en insisteren på det naturlige i en verden, der stort set ikke indeholder nogen oprindelig natur længere. I og for sig en naiv utopi, men den er særdeles smittende. Hvem vil ikke gerne være det glade naturbarn hele tiden og hoppe rundt med maling under fodsålerne uden bekymringer?
Af samme årsag synes en del lyttere, jeg har snakket med om Synd og Skam – for det er virkelig et samtaleemne, der kan få sindene i kog og lovprisningerne til at flyde uhæmmet – at sammenligne dem med en flok børn, der sidder i en rundkreds nede i Rudolf Steiner-sandkassen og slår på hver deres spand af genbrugstræ. Fuldstændig uden styring og talent og i sidste ende topmålet af latterligt. Det er nu at overdrive, synes jeg. Ro på. I sidste ende er det bare musik, ikke et manifest. Jeg tvivler på, at Synd og Skam laver musik af provokation, men snarere fordi de ikke kan lade være.

Sammenholder man de to opstillede eksistensberettigelser med den nyudgivede halvdel af Synd og Skams dobbelte debutalbum – anden del kommer til efteråret – så, ja, falder Lad mig falde ind til dig en anelse igennem på første kriterium. Til dels. Asger Hartvigs særegne vokal, der bar lyrikken på debut-ep’en, får selskab af Sposts forsanger, Jonas Okholm, i to numre, og især pladens indledende fuga i A-mol er præget af Okholms maniske rablen. Der af uvisse årsager fik mig til at tænke på sidste linje i salige Humleriddernes “Malerhjerne”: »Du bor sgu da på Rødhavevej.« Måske er det den snøvlende alkoholsløvhed, hvem ved.

Anyway, Okholms delvist udechifrérbare lyrik er mere opløst fragmentarisk i gentagende ligegyldigheder end i kropslig vedholdenhed og store, svulmende følelser. Som en skidefuld Broby-Johansen i et lettere udflydende øjeblik rent stofligt. Der taber Synd og Skam noget af deres særegne i mine øjne.

Derimod har kollektivet fra Svendborg i indledende og afsluttende nummer bevæget sig med større skridt over mod det ustyrede og frie, som andet kriterium berørte. Det langsomme titelnummer og “Flyver fugle” agerer derimod højdepunkter på den korte plade. Her lander det skizoide messingskib anderledes sikkert, da både melodi, det ømme tekstunivers og til dels Asger Hartvigs nye mere – ja, hvordan skal man sige det – afslappede måde at synge på i et fælles skub sætter skibet i søen. I den søvnige “Lad mig falde ind til dig” synger Hartvig sådan helt tilbagelænet: »Varmen damper fra din hud / se ind i de øjne / jeg kan se / du kan se mine ben syre til.« Det er også ret godt.

Men altså, de to opstillede argumenter for eksistensberettigelse handler jo mest om Synd og Skam som tendens, siger du. De skriver god lyrik, ja, men de er også bare fede, fordi de varsler eller ligefrem er bannerførere for et nybrud på musikscenen. Og hvad så med musikken i sig selv? Hvad med det fænomenololololgiske? Hvad med de konkrete sange, trompeterne og de skæve toner? Jo. Hør nu. Der, hvor Synd og Skam for alvor henter deres gods, er, når de holder sig til de skønne og på en og samme tid The Birthday Party-punkede og dybt længselsfulde melodier, de har skrevet. Det gør de sjældent live, indrømmet. Dér ender det nogle gange oftere i gøgl, der er mere absurd teater end god musik. Og sagen er, at melodierne bare er skarpere skåret på Blafret ør af kjoler.

Nu er jeg færdig med at ævle.