»What’s in a name?« spørger Julie i Shakespeares klassiker “Romeo og Julie”. For ville rosen ikke dufte lige så dejligt, selvom den gik under et andet navn?
Man skal tro på numerologi for at mene, at en navneforandring kan ændre drastisk på tingenes tilstand. Ikke desto mindre har den engelske indiepopgruppe Lulu and the Lampshades forladt deres navn og taget et nyt til sig: Landshapes.
Men er det ikke ligegyldigt, om gruppen hedder det ene eller det andet? Ikke helt. Lulu and the Lampshades’ navneskift er nemlig ikke kun en overfladisk ændring i bandets udtryk udadtil. Det er en markering af et musikalsk hamskifte.
Det er ikke et nyt fænomen, balladen om bands og navneskift: U2 startede som The Hype, Radiohead hed engang On a Friday, danske War blev til det endnu mere danske Vår og Prince er i dag et forknudret tegn, der ikke engang findes på mit tastatur. Et navneskift giver for et band ny plads at lege på, nyt kreativt rum. Og mon ikke Lulu and the Lampshades havde brug for netop dette, da de besluttede sig for at prøve lykken med det mere kondenserede og metaforiske Landshapes.
Deres nye plade, Rambutan, taler i hvert fald for teorien. Det førhen forholdsvist letbenede band har fundet nye græsgange i mere melankolske, dvælende og organiske lydlandskaber. Og dét med held. Landshapes synes i hvert fald at være en gruppe med en del mere kant og seriøsitet end sin forgænger.
Rambutan er ikke den type plade, der ved første lyt sidder fast i hjernen. Den strækker sig ikke for at nå sit publikum, men stamper stædigt på sit ståsted, indtil lytteren vender øret i dens retning. Til gengæld er det tydeligt, at bandet har gjort sig umage med den lyd, de præsenterer for den tålmodige lytter.
Pladen indledes af den ironisk nok temmeligt langsomme “Racehorse” – et af pladens mest fængende numre. Der er især noget dragende over verset med den organiske molpentaton-melodi og de enkle, tonegentagende guitarfigurer.
Herfra udvikler pladen sig til gengæld ikke ret meget. Niveauet fra første nummer er højt, og det bliver sådan set også holdt, men det er tydeligt fra starten, at Lampshades ikke vil tage os med på musikalsk rejse. Snarere vil de tvinge os til at dvæle ved det sted, de selv står. Der er ikke noget revolutionerende over Rambutan, heller ikke noget særligt overraksende. Feist har ikke levet forgæves, heller ikke Fleet Foxes, og har man lyttet lidt til især førstnævnte, kender man allerede historiens forløb.
Det irriterer også en smule, at bandet ikke er bedre til at runde deres numre af. Det bliver alt for ofte en grød af kedelige vokalarrangementer, som er hørt skarpere, renere og mere kreative før. Numrene mangler identitet, og det afspejler sig i, at de bare glider ud i hinanden i stedet for at stå som selvstændige stykker musik. Et eksempel på dette kan man høre på “LJ Jones”, der musikalsk ikke er ret meget mere spændende end sin titel.
Dermed ikke sagt, at stilskiftet fra Lulu And The Lampshades til Landshapes ikke har været tiltrængt. Landshapes er mere naturligt, eksperimenterende og klart mindre poppet end Lulu & co., og gruppen lykkedes rigtig fint med den nye lyd. Rambutan er en flot førsteudgivelse, og bundniveauet for sangene på pladen er højt. Til gengæld er der også kun få sange, der virkelig formår at hæve sig over det høje bundniveau.
Der er plader, der åbner éns øjne musikalsk. Plader, der bliver hængende i éns bevidsthed i månedsvis. Vigtige plader, der skiller sig ud fra mængden, fordi de har tyngde. Rambutan er bestemt værd at bruge tid på. Men den er stadig mere et trin på Landshapes’ karrierestige, end det er et højdepunkt.
