Et godt og grundigt gammeltestamentligt tekstunivers og en tilsyneladende konceptuel fascination af planter er grundstenen for Mechanical Birds alternative folkrock på deres nye udspil, Bitter Herbs – det første i fuld længde fra de seks danskere. Tilføj en velvoksen og idérig instrumentering, der blandt andet tæller sitar, violin, fløjte og diverse percussion, og en vellykket symbiose af psychrock, folk, viser og etnisk klingende musik. Bitter Herbs er med andre ord et vidtfavnende og imponerende album fra de seks danskere, ført an af Jacob Brixen, der har tekst såvel som musik på samvittigheden.
Rent dynamisk kommer sekstetten hele raden rundt i løbet af de 11 sange. Titelnummeret slår en psychet tone an, hvor orgel, fløjte og guitarsolo sætter deres overbevisende præg på en ellers enkel guitarfigur. Det rocker godt og grundigt og kunne være soundtracket til en film om en flok desperadoer forskanset et sted ude i ørkenen – you get the idea. Nummeret udgør, sammen med ”The Incredible Sadness”, albummets mest umiddelbare momenter. Sidstnævnte er en fin popsang, som jeg levende kunne forestille mig blive et lille sommerhit på radioen. Alle de påkrævede elementer er i hvert fald til stede. Nummeret er af samme grund nok det, der stikker mest ud på albummet. Men det gør ikke noget. Det er tværtimod ganske behageligt.
Andre numre er mere afdæmpede. ”Silvery Coffer” og ”Esau” er begge bygget op om akustisk guitar og bæres smukt af sted af luftige vokaler og en underliggende melankoli, der heldigvis aldrig bliver alt for udpenslet. Strygere og fløjter bidrager sporadisk og tilføjer nogle meget fine nuancer til musikken. Det er både poetisk og overbevisende, og måske er det egentlig i dette element, bandet gør sig bedst.
”A Lilac Scent” viser med al tydelighed, at vokalerne er en af Mechanical Birds helt store forcer. Brixen er simpelthen en fænomenal sanger, og især når han synger duet med Sarah Hepburn, er det ofte lige før, de små hår i nakken rejser sig. Det er utroligt flot, når de to sangere klinger sammen, som det eksempelvis også er tilfældet i omkvædet på ”Caravan”, albummets afslutningsnummer. Det alene burde være nok til at få enhver musikelsker til at klappe i sine små hænder.
Der er faktisk kun to numre, som jeg synes retfærdigvis fortjener et par formanende ord med på vejen. ”Seven Valleys” og ”Like Almond” lider nemlig begge under det lidt ærgerlige faktum, at de lyder alt for meget som noget, David Eugene Edwards kunne have revet ud af ærmet til en 16 Horsepower-plade – dette i en grad, så jeres kære anmelder nær havde fået kaffen galt i halsen, første gang han hørte det! Det er den sammen karakteristiske vanvidsstemning, der dyrkes – 100 procent, og det trækker desværre ned, for det virker selvsagt uoriginalt at lægge sig så tæt op ad en så distinkt lyd. Bitter Herbs er et hamrende seriøst udspil, der i min optik viser, at bandet er i stand til at tage livtag med genrens største navne. Netop derfor er det så ærgerligt, at de her falder igennem og lægger sig direkte i slipstrømmen af forbilledet. Men det er heldigvis enlige forseelser, for de øvrige ni skæringer er langt mere originale og udviser stor forståelse for genrens virkemidler, som formidles mesterligt.
Hvis der er nogen som helst retfærdighed til i verden, er Mechanical Bird på den direkte vej ud af den danske undergrund og ind i de professionelles rækker; det fordrer et album af denne standard simpelthen. Sangene er virkelig velskrevne, og udførelsen er der ikke en finger at sætte på. Og med gruppens to vokalister i front bliver udtrykket tæt på fuldendt. Herfra skal gives et anerkendende klap på skulderen og luftes et ønske om at se bandet træde helt ud af idolernes skygger – sker det, kan der formentlig lægges et par ekstra U’er til karakteren på næste udgivelse.
