Få kunstnere formår alene med stemmen at fylde stuen med varme og nærvær, så man føler sig i selskab med sin bedste ven. Phosphorescent alias Matthew Houck er en af dem, der kan. Vokalmæssigt minder han om countrymusikkens grand old man, Willie Nelson, som kan det samme. Houck udgav da også hyldestalbummet To Willie i 2009.
Når Houck synger, er det, som en varm ørkenvind varmer din hud og hvisker dig i øret. Du lytter intenst og transcenderer denne verdens genvordigheder. Stemmen er konstant på grænsen til at knække over, udstråler tvivl og usikkerhed, men fortæller dig samtidig, at det nok skal gå alt sammen. Du overlever og bliver modstandsdygtig som den kaktus, der i det tørreste klima kan undvære vand i ugevis.
Muchacho er Phosphorescent sjette album, og faktisk var han efter at have været på en 18 måneder lang turné med sin forrige plade i tvivl om, hvorvidt han overhovedet havde flere albums i sig som Phosphorescent. Han var begyndt at lege med ambientmusik og overvejede at udgive den under et andet navn. Men så gjorde en personlig krise, at han skulle finde et nyt sted at bo, og pludselig begyndte sangene til Muchacho at tage form. Han tog guitaren på nakken, rejste til Yucatán-halvøen i Mexico og indspillede numrene. En uge senere rejste han hjem igen og fandt et nyt sted at bo i New York.
Hos Houck er der ingen jagt på tidens trends. Han er historiefortæller fra det virkelige liv, og Muchacho fremstår som et samlet værk, hvor første nummer, “Sun, Arise! (An Invocation, An Introduction)”, og sidste nummer, “Sun’s Arising (A Koan, An Exit)”, hænger sammen. Det varmer en gammel musikromantikers hjerte.
Selvfølgelig er der numre, der stikker ud. Singleforløberen “Song to Zula” er smuk som en solopgang. Med ekko på den simple bas og slæbende trommer fortæller Houck historien om den svære kærlighed i et poetisk og letforståeligt sprog. På toppen ligger keyboards og samplede strygere og skaber flow i den lange fortælling.
Utrolig smuk er også “A Charm/A Blade”, der har pedal-steel i vers og et medrivende omkvæd med mariachi-trompet og honky-tonk-klaver. Det omkvæd vil få selv en paralyseret til at rejse sig fra kørestolen og danse.
Et noget anderledes nummer er “Right On/Right”. Det er en spøjs og stilfærdig slags funk med psykedeliske keyboards og dæmpet guitar, der farer rundt som en støvsuger, der rydder op efter festen.
Muchacho er altså en god skive med mange højdepunkter, og Houcks stemme bærer rigtig meget igennem. Men når det er sagt, går der dog indimellem lige rigeligt meget country i den. Eksempler på det er “Terror in the Canyons” og “Muchacho’s Tune”, der begge lugter lidt for meget af kokasser og hestepærer.
