Springet fra at have været bandmedlem til at stå på egne ben som solokunstner er ikke altid let og ligetil. Musikhistorien gemmer på flere eksempler, hvor uheldige bandmusikere har forsøgt sig med den hårde branche alene. Sommetider med aldeles ubehagelige konsekvenser.
Kirstine Stubbe Teglbjærg (herefter KST), der i 11 år stod for den let genkendelige vokal i dreampopbandet Blue Foundation synes dog ikke at få problemer med dette. Tværtimod vidner hendes solodebut, Hamskifte, om, at hun har fundet sit eget ståsted og lagt fortiden bag sig. Et vellykket hamskifte, om man vil.
Den nye plade er, modsat KST’s tidligere udgivelser, på dansk. Heldigvis. For det nyfundne, dansksprogede univers giver pladen en særlig poetisk karakter og passer samtidig fint med det organiske lydbillede, vi også bliver præsenteret for – f.eks. gennem brug af manipulerede reallyde. Og hvor Blue Foundation ofte flirter med shoegaze og triphop, kigger KST langt mere i retning af dansksproget folk-singer/songwriting, som vi hører hos Under Byen eller hos en sangerinde som Julie Maria, hvis vi trækker lidt af poppen fra.
Hamskifte er ikke nogen nem plade at give sig i kast med. Den kræver noget af lytteren, fordi den er så håbløst indadvendt – »genert og uendeligt bleg,« som KST selv synger i “Lysvæld og sol”. Til gengæld er der bonus til den standhaftige lytter.
Selv havde jeg lyttet til Hamskifte over en uges tid, uden at den berørte mig synderligt. Jeg syntes, at den var for tænkt og for introvert. Og selvom teksterne var på dansk, følte jeg mig slet ikke ramt på samme måde, som jeg før har følt mig ramt af dansksproget musik: C.V. Jørgensens’ “Amor og den sidste pil” (Tidens Tern, 1980), “Fri som fuglen” af TV2 (En dejlig torsdag, 1987) eller for den sags skyld Christian Hjelms “Scenen skifter nu” (Før vi blev lette, 2012). Jeg nævner i flæng.
Sådan havde jeg det, lige indtil en tilfældig dag hvor jeg havde sat pladen på, imens jeg var ude at gå en tur. Jeg havde ikke set det komme. Men da jeg var nået til fjerde nummer, førnævnte “Lysvæld og sol”, ramte det mig simpelthen. Lige i tårekanalen. »Du dufter af mynte og hav. Jeg er genert og uendeligt bleg. Du ser helt ind i mig. Åndeløs. Uskyldig. Afgrundsdyb.«
Det ser måske banalt ud på skrift. Men det er simpelthen formidlet så fint og forløsende, og KST’s svage, sårbare vokal er en positiv medspiller her. Alt bliver så dejligt udramatisk, næsten underspillet, når hun siger det. Hun lyder som en blanding af en lille pige, der nynner vuggeviser, og min mormor, når hun synger salmer i kirken. Jeg skal ikke kunne sige præcis hvorfor, men det virker bare.
Når alt dette så er sagt, fungerer skæringerne på Hamskifte klart bedst som enkeltnumre. Som helhed bliver det hurtigt trættende med de ret højspændte musikalske arrangementer, den hviskende og evigt ømme vokal og de meget sansemættede og intense tekster. Det bliver simpelthen for meget af det gode, og resultatet bliver, at numrene tager energi fra hinanden. Dermed ikke sagt, at man ikke skal anskaffe sig hele pladen. Men lyt til numrene hver for sig i stedet for at lade dem drukne i helheden.
Måske kunne KST have ladet stilheden spille en endnu større rolle på Hamskifte. Givet plads til flere ordløse øjeblikke. Jeg synes f.eks., at instrumentalnummeret “Under isen” har rigtig meget berettigelse på en plade som denne, fordi den giver os som lyttere et pusterum, hvor vi selv kan gøre os tanker om det, vi hører, frem for at få det hele serveret gennem reflekterende lyrik.
Det giver god mening at forsøge at kaste sig over KST’s første soloudgivelse. Jeg kan forestille mig, at det for nogle kunne blive en næsten meditativ oplevelse at lytte til. Uanset hvad skal der lyde applaus for et smukt hamskifte fra bandmedlem til solokunstner. Det er ikke altid, at det går så let og ligetil.
