Plader

Bjergtaget: Velkommen til EP

Skrevet af Kaspar Pedersen

Dansksprogede Bjergtaget lader med autenticitet sin egen dør slå ind af intuitive kræfter og gør sig fortjent til en plads på den nyere danske folkscene.

Bag Bjergtaget står troubadouren Stephan C. Krabsen, og med sin debut-ep byder han velkommen til sig selv i form af fem farverige og fængende skæringer, hvis tilblivelse producer Andreas Lassithiotakis (som også er bassist i Den Fjerde Væg) får en betragtelig del af æren for.

Krabsen skriver på dansk, og Velkommen til byder på moderne folk krydret med eksperimenterende og til tider progressive elementer. Produktionen er varm og rå i sin lyd, og åbningsnummeret, ”Sang uden ord”, kommer veloplagt fra land drevet af en akustisk, dronebundet guitar i selskab med snurrende kontrabas, fodtramp og fingerknips. Gennemgående for alle arrangementerne er det, at Krabsens guitar er i front og styrer både dynamikken og det instrumentale tema. Det medvirker til, at man, selv når der er fuldt ensemble på med både kor, bas, trommer og tangenter, ikke mister forbindelsen til det solovirke, som er udgangspunkt for projektet. Isolerer man Krabsen fra det øvrige lydbillede og ser ham som soloartist, står guitarudtrykket faktisk undertiden stærkere end vokalen (som også vakler lidt i sin intonation).

Teksterne drejer sig om en nysgerrig søgen i det underbevidste, hvis uhåndgribelighed kan skabe både forvirring og forandring. For nogle kan det kræve træning, mod og overvindelse at lytte til de indre signaler, men for Krabsen er det naturligt tillokkende (måske endda bjergtagende?) at give slip og lade intuitionen råde for således at blive ført nye steder hen. Dette afspejles også i musikken – især ved, at førstesinglen ”Lader tiden visne” samt ”Underlige toner” langsomt og ulmende bygges op fra et nærværende vokaludtryk til instrumentale passager af henholdsvis vidtløftig og energisk karakter. I sidstnævnte sang bliver både kunstner og lytter »grebet af de underlige toners leg,« som først involverer intentionel fejlintonering i vokalen for dernæst at føre til skæve taktart-skift og rytmiske kontraster. Mere taktfast bliver det dog i den iørefaldende ”Ingen går igennem regnen”, hvor det lyriske tema dog stadig fastholdes: »Ingen går igennem regnen uden at ville noget / blive til noget / blive våd,« lyder omkvædene skiftevis i denne sang, som – foruden New Orleans-jazz-rytmikken i verset – næsten går hen og bliver helt Badly Drawn Boy-agtig.

Ep’en afsluttes med en stille kærlighedssang (”Med dig”), som kredser om drømmebilleder og leder lytteren blidt tilbage til den vågne virkelighed. Som på flere af de andre numre gør Krabsen undervejs brug af falsetsang, hvilket sammen med guitarspillet må siges at være et af hans karaktertræk. Teknisk og udtryksmæssigt når det ikke Jeff Buckley-referenceberettigede højder, men at dømme efter undertegnedes afslappede tæer er der ingen grund til alarm.

Velkommen til er et helstøbt, kreativt og autentisk debutudspil fra en sangskriver, der tydeligvis ikke kommer direkte fra sengekanten. Trods Krabsens nuancerede helhedsudtryk er det ikke vokalen, der står stærkest, men han kommer vældig godt til sin ret ved at udfolde sig i bandsammenhæng.

Dansksproget musik har i de senere år genvundet sceneplads og startet en bølge, som stadig er frisk, og som Bjergtaget skal være mere end velkommen til at hægte sig på.

★★★★½☆

1 kommentar

  • Klart et af mine farvorit ablums i år, og det bedste dansksprogede musik jeg har hørt i årevis.

Leave a Reply