Duoen, der opstod som The Girl on Death Row af Psyched Up Janis’ aske, og som har opbygget solid succes – både i Danmark og i Guds eget land – med deres stilede støjrock og dreng/pige-duetter, har nu 10 års jubilæum. Tillykke, Raveonettes. Jubilæet fejres dette efterår med udgivelsen af duoens sjette fuldlængdealbum, Observator.
Siden sidste års anmelderroste Raven in the Grave, har de to hovedrolleindehavere haft nok af udfordringer og prøvelser. Det første gælder nok mest Sharin Foo, der trådte ind på en ny type scene og blev verdenskendt i Danmark som dommer og musiklærer i TV2-programmet Voice, hvor hun vender tilbage til skærmen lige efter udgivelsen af Observator. Prøvelserne har derimod mest været Sune Rose Wagners. For et år siden fik han en diskusprolaps, der bl.a. resulterede i, at bandet aflyste en planlagt turné. Siden har han haft en hård rekonvalescens, der førte både druk og depression med sig. Observator skulle være en del af helbredelsen og blive til i Foos nye hjemby, Los Angeles, hvor Wagner kunne nyde godt af vestkystens friske luft.
Men sådan gik det ikke. Trods tidligere lovsange til hende, som “Ode to L.A.” fra Pretty in Black, viste Los Angeles sig at være en utaknemmelig muse. I stedet blev det, der satte gang i Wagners sangskrivning, en tur til Hollywood, hjem til New York og så alligevel i sidste ende lidt L.A. i form af indspilninger i Sunset Sound Studios, hvor The Doors – som Wagner har lyttet meget til det seneste år – indspillede flere album. Og Observators ni numre endte med at blive indspillet på syv dage.
Observator er ikke så poppet som Pretty in Black eller den Thomas Troelsen-producerede In and Out of Control, ikke så festrocket som Whip It On, og ikke så melankolsk støjende som Raven in the Grave. Hvor den seneste plade havde en mere eksperimenterende sangopbygning, er Raveonettes nu tilbage til den klassiske vers-omkvæd-vers-sangskrivning og synes at lande på en gylden middelvej mellem støj og pop. Det gælder f.eks. første nummer, ”Young and Cold”, der i stedet åbnes med Foo og Wagners duet, der fungerer upåklageligt, især når de synger tostemmigt, og Foo finder de høje toner på denne fine, lille sag præget af akustisk guitar og med et helt nyt instrument for Raveonettes: klaver.
Klaveret går igen flere steder, men træder kraftigst igennem på førstesinglen “Observations”. Det giver en dyster grundtone, der underbygges af en hviskende vokal kun fra Wagner. Nummeret har en meget fin vekslen mellem det spinkle klaver og 70’er-guitarerne. Faktisk minder stemningen og den længselsfulde, plagede guitar om Wagners eget nummer “They’ll Come for Me” fra Psyched Up Janis’ urimeligt undervurderede Hi-Fi Low Life fra 1999. I stedet for »Take me somewhere I never thought I’d be«, er det nu »Take me on a night drive and take me home again«. Ligesom forlægget er “Observations” et dragende nummer, der også er albummets absolut bedste. Derfor er det en velvalgt single, selvom det ikke er særlig repræsentativt for albummet.
Observators bedste numre er de tre første, der rundes af i en let tone af Sharin Foo på “Curse the Night”, hvor hun synger med musestemme i en sødlig, melankolsk sang, hvor den igen støjløse guitar vrider sig som en stemme i duet med Foo om poppens uudtømmelige tema: »I wanted you / you didn’t want me.« Et tema, som de fleste af albummets numre handler om. Overskriften ‘Ulykkelig kærlighed’ afsløres allerede fra første nummer, hvor duoen i kor synger: »I get a shiver from broken hearts.«
Men ofte bliver lyrikken for simpel. F.eks. i den på alle måder letbenede “Enemy”, når Foo synger »Staring at a picture of someone I love / We had to part, now you’re gone«, bliver det så fladt som en udtrådt skosål; jeg kan lide dig, du kan ikke lide mig, nu er du væk, jeg er trist.
Efter de tre første, stærke numre falder niveauet også musikalsk. I forhold til Raveonettes’ store bagkatalog er nogle numre under duoens niveau; især den usammenhængende ”Sinking with the Sun” og ”Downtown Option”, hvoraf sidstnævnte er blandt de numre, der ender med at køre i ring i gentagelser. Det er som at være fanget i en rundkørsel, når melodien og teksten »all the boys have gone downtown« gentages, og man tror, at pladen har sat sig i hak. Det samme er tilfældet med »you hit me, I’m down« i sidste nummer og »I’m the enemy« i ”Enemy”. Det virker uinspireret og er ligeledes uinspirerende at lytte til. Som min GPS engang sagde: Kør ind i rundkørslen, og tag første frakørsel på højre hånd.
Med seks album, en række ep’er, omfattende turnéer og et soloalbum, har Raveonettes i løbet af sit første årti været et meget produktivt band. Dog kunne duoen med fordel skrue lidt ned for kvantiteten og op for kvaliteten. Trods “Observations” og et par andre stærke numre er der også for mange ligegyldige, som er under duoens gennemsnitsniveau, og som lyder som en anelse ringere udgaver af allerede hørte Raveonettes-numre. Efter min mening kunne duoen have gemt fem numre herfra i skuffen og først udgivet dem, når de havde fem-syv mere af samme kvalitet. Måske var jubilæet for stor en motivationsfaktor til at få albummet hurtigt færdigt. Dog er det tilsyneladende stadig kun Gud, der kan kreere et mesterværk på syv dage.
