For første gang på den polske festival oplevede man, at arrangørerne i den grad havde fejlvurderet et bands tiltrækningskraft – der var simpelthen ikke plads til at nyde Kim Gordon & Ikue Mori under ordentlige forhold, medmindre man på bøllefacon maste sig ind i mængden. Og med så udfordrende musik, er det afgørende, at forholdene er udholdelige.
Men all right, denne slags musik ville heller ikke fungere på andet end en lille scene. For det var en koncert, hvor fokus lå lige så meget på det visuelle udtryk som på musikken. Ikue Mori sad hengemt bag sine computere, mens hun styrede både de syrede billeder, som blev kastet op på scenen, og de dystre, elektroniske toner. Marionetter, voodoodukker og ravne blev flittigt brugt i forskellige farver, mens Gordon traskede dovent rundt på scenen, slæbende på sin guitar.
Klokkespil og glitterlydende elektroniske toner akkompagnerede den tunge guitarstøj, som kunne lyde som alt fra enorme vingesus til hvinende overstyrede skrig. Gordon var som i trance, mens hun råbende besteg sin forstærker eller placerede sin guitar i forlængelse af bandets visuals. Tunge, tilfældige støjpassager blev bygget op og pillet ned igen, og når det gik rigtig hårdt for sig, blev publikum ramt af et tungt elektrobeat samtidig med et dundrende stroboskoplys forvrængede lysbilledet.
Hele koncerten forløb uden pauser, skel mellem numre eller nogen form for mærkbar rytme. Det ville muligvis fungere, hvis oplevelsen havde været af den mere intime slags, men i det fyldte, ildelugtende festivaltelt, hvor man skulle kæmpe for at få glimt af scenen, og med et Malk-de-Kojn-på-Arena-agtigt mareridt udenfor, med folk så langt øjet rækker, faldt det krævende og kompromisløse avantgarde musik til jorden. Da man endelig havde fundet sig til rette og kunne begynde at flette sig selv ind i det mystiske univers, duoen forsøgte at skabe, viste det sig, at koncerten kun skulle vare 30 minutter. En underlig appetizer på en verden, som man følte var både interessant og enorm, men som man altså aldrig fik rigtig fik lov til at udforske.
hej srk.
jeg oplevede på ingen måde teltet eller atmosfæren på den måde, du beretter her. der var også en del andre koncerter på Experymentál-scenen hvor der var lige så mange folk. det synes jeg egentligt er en styrke ved OFF!, at publikum tager imod den musik i langt højere grad end danske festivaler.
jeg ved ikke, om du var der i starten af koncerten? de første ti minutter var jo præget af problemer med Gordons gear, særligt pedalerne, hvor der sad en tekniker på scenen hos hende. derefter proklamerede hun i mikrofonen, at hun ville spille a. helt uden pedaler og b. et totalt improviseret show. det er i dét lys, at koncerten skal ses. og i det lys er det vel ikke så usædvanligt kun at spille 30-40 minutter og ikke at spille efter normal sangstruktur.
alt det bedste!