17 Pygmies – science fiction og musikken

17 Pygmies’ døsige fortolkning af den progressive rock i deres Celestina-trilogi er lidt af en manddomsprøve at gennemføre.

Celestina er en kærlighedshistorie rodfæstet i middelalderen med inspiration fra et nutidigt trekantsdrama – lokaliseret i et futuristisk, sci-fi miljø – tilsat musik og koncepttænkning fra 70’erne. Den medfølgende libretto er svært læsbar. Frontmand Jackson Del Rey er heldigvis en bedre formidler af sit fascinerende foretagende 17 Pygmies, end han er til at skrive science fiction. Morgenfrisk sættes han i stævne på en telefonforbindelse til Californien. Her lukker han op for sluserne til et interview, der runder konceptets historie, musikbranchen i internettes skær, litteratur for og om børn, og endeligt, futuristiske, og klassiske film.

La Celestina

Jeg er ingen stor læser af science fiction eller anden skønlitteratur. Det er, som om (om)verdens mange distraktioner har ødelagt den fordybelse, det kræver at blive draget ind i en bogs univers. Jeg opgav at sætte mig ind i, hvad de tre albums så at sige itonesætter. Er det mon grunden til, at jeg ikke føler mig så tiltrukket af Celestina?

»Ja og nej,« siger en morgenfrisk Jackson, og uddyber: »Havde jeg ikke skrevet nogen af historierne, ville jeg mene, at man stadig kunne lytte til albummet og stadig få en god oplevelse ud af det og en fornemmelse af, hvad jeg prøver at fortælle. Men det hjælper at have læst historien, for jeg prøver at tage musikken derud, hvor det faktisk er filmmusik til en film, der aldrig er lavet. En slags bagvendt proces, hvor musikken er lavet før filmen.«

Filmen, Jackson hentyder til, er den imaginære film, der opstår i hovedet på lytteren. Han har selv sin idé til den indre film, men lader det være op til lytteren at billedliggøre sin egen cinematografi. En væsentlig location er dog det ydre rum.

»Jeg synes, rummet er et virkeligt smukt sted. Jeg kigger på billederne derfra, og de trodser den vildeste forestillingsevne. Men på samme tid er rummet så uendeligt farligt. Vi burde slet ikke være der. Det er et vakuum, og kommer du for tæt på solen, bliver du brændt op. Det er et fjendtligt miljø for menneskeheden. Det er den menneskelig trang til at udforske de sorte huller, opdage nye galakser og så videre, jeg prøver at lave til en historie.«

Men det er også en kærlighedshistorie?

»Ja, det er! En af de virkeligt interessante begivenheder i mit liv var, da en af mine slægtninge på min mors side af familien lavede noget slægtsforskning for en fire-fem år siden. Min mors forældre kom dengang fra en del af Østrig, der nu tilhører Polen. Byen, de kom fra, er væk nu, da den blev udslettet under krigen. Intet er tilbage. Vi troede, vores rødder gik tilbage til Østrig, og alt videre slægtsforskning endte sammen med den udslettede by. Men den omtalte slægtning på vores mors side lykkedes med at forske videre, og det viste sig, at vi faktisk kommer fra Spanien.«

»Derfor udviklede jeg en stor interesse, jeg ikke tidligere havde haft, for spansk kultur. Her lærte jeg om bogen La Celestina. Det er virkelig en fantastisk bog. Den er skrevet i slutningen af det 15. århundrede, men er alligevel utroligt moderne. Det er ikke til at forstå, at nogen har kunnet skrive den på den tid. Den er et alternativ til de ideer, Shakespeare senere skrev om, i form af en tragikomedie. Hos Shakespeare så man sjældent mødet mellem tragedien og komedien. Det har sikkert forvirret og imponeret folk dengang.«

Trekantsdrama

Jackson Del Rey lægger ikke skjul på sin begejstring for det oprindelige forlæg og beretter om endnu en inspiration til, at fortællingen blev til  science-fiction:

»Der var en interessant historie i avisen om astronaut, der hed Lisa Nowak. Hun blev del af et trekantsdrama med to andre astronauter, hvilket skabte et stort rod herovre. Hun endte op med at køre 24 timer i streg fra Californien – eller noget – hele vejen til Florida, hvor den astronaut, hun havde set sig gal på, var. Hun prøvede at storme sig vej igennem rumbasen, men blev selvfølgelig tilbageholdt. Det rablede for hende. Vi taler om astronauter, der skal håndtere rumfartøjer! Så her er vi, et halvt årtusinde senere, og folk kæmper stadig med de samme problemer. Så på baggrund af det fik jeg idéen med at sætte La Celestina op i rummet. Ikke alene er det et surrealistisk scenarie – det er mere end realistisk. Det skete næsten. Forestil dig de tre i et rumskib, helt alene! Hvad kunne der ikke ske?«

Hvervekampagne

Det er vigtigt at skille sig ud i 2012, når der skal udgives albums. Det fysiske format er ikke helt dødt. Som en opmærksom person engang sagde, kan man ikke signere en mp3-fil. De tre håndlavede Celestina-albums er udformet som forseglede kuverter med opfundne, menneskeligt symboliserende stjerneformationer på forsiden. Indeni findes Jackson Del Reys science fiction-historie. Dette har virket, da han samtidig har kontaktet et tusindtal af bloggere på verdensplan, hvor mange af dem især har været begejstrede for den attraktive, fysiske fremtoning. Jackson sætter det hele ind i et større perspektiv:

»Det er lidt sjovt, for det er efterhånden det tredivte år for os som band, hvis man fraregner en pause på sytten år, hvor jeg skred!,« griner Jackson, med roligt overskud og fortsætter:

»Jeg har stadigt stolte minder, tilbage til starten af firserne, hvor det at finde fans til ens musik og finde en samhørighed med sit publikum var… hvis det skete… magisk. Der var ikke noget afsætningssted for vores musik. Det eneste, man kunne gøre, var at lave en plade og sende den til så mange radiostationer, som man kunne. Meget mere kunne man ikke gøre.«

Collegeradio

På det tidspunkt legede 17 Pygmies ikke med de progressive ideologier, men var snarere et genrekonfust, surfinspireret indieband at dømme ud fra debuten, Jedda By The Sea (1984). Jackson har følgende udsagn om denne tid:

»Da jeg startede ud, var der ikke rigtig nogen collegeradio. Jo, den var der, men ingen havde rigtig sat prædikat på indierocken. Ingen vidste, det var en genre, ingen vidste, at der var en gruppe mennesker, der var interesseret i den type musik. Det var meget klike-agtigt. Ingen kunne forudse det katapultere ud i mainstreamen.«

Vejen til et pladeselskab i indiemiljøet var tornet og ikke med genrefællernes ubetingede opbakning, når der blev skrevet kontrakt.

»Af alle i verden hvordan kunne Sonic Youth så skrive kontrakt med Geffen Records!?!,« siger Jackson med datidens foragtende tone. »Hvordan kunne sådan et prestigiøst band dog skrive kontrakt med det pladeselskab!«

Internettet

»I dag sender jeg tusind emails ud, hvilket for de fleste er virkelig kedeligt, og ingen forstår det nok, men jeg kontakter hver enkelt, som skulle jeg sende et brev til dem. Fordi jeg er fascineret af det! Jeg sender et brev ud i cyberspace, og Jacob ringer tilbage!«

»I dag ville de fleste helst kunne trykke på en knap for at nå ud til tusind emailmodtagere. Det lyder underligt, men det ville jeg aldrig gøre, for jeg ville misse en stor del af værdien af udbredelsen af min musik.«

Internettet er ikke blot et afsætningssted for 17 Pygmies’ egen musik, fortæller Jackson Del Ray:

»Jeg har lært så megen ny musik at kende på den måde. Det er helt bestemt ikke en ensrettet vej. Jeg tager mig tid til at kigge på folks sider. Jeg tager mig tid til at lære dit navn, og se hvad du kan lide af musik. Jeg er oprigtigt interesseret.«

Jackson Del Rey har meget at takke det teknologiske fremskridt for.

»Det er magisk, og hvor kom det fra? Det er sjovt at se på folks hjemmesider – jeg har et dagjob, så jeg gør det kun om aftenen – men det er fascinerende, hvad de lægger på blogs, hvordan de kan interagere med hinanden. Facebook, email og alle de ting, der ikke eksisterede dengang. Det er fantastisk så hurtigt, det er gået. Man sendte pladerne med posten, og man bad til, at der var nogen, der ville sætte albummet i rotation. Så sad man ved telefonen og undrede sig over, om de ville ringe tilbage. Det kunne tage uger, men måske måneder, før der skete noget. Nu sker det hele så hurtigt, næsten øjeblikkeligt.«

Hype og buzz

Men er anmeldelser proportionelle med en stigende interesse i bandets musik?

»Oh yeah, vi ser det hele tiden! Jeg kan fortælle dig, at der er én ting, der ikke har ændret sig i musikbranchen. Det er de to typer, i gåseøjne, promotion. Der er hype, og der er buzz. Hype er alt det, du siger om dig selv. Derfor siger man ‘Don’t believe the hype’. Man snakker bare om sig selv, så hype er ingenting. Du kan hype dig selv dagen lang. Jeg kan sende tusind emails, jeg kan sende en million emails, men hvis ingen kan lide, hvad jeg sender, får man ikke meget respons, og hvis man gør, bliver det en meget negativ respons. Buzz sker, når du sender noget til nogen, og de fortæller det videre. Du prøver at få folk til at snakke om dig – bag din ryg, groft sagt. Det er, hvad der gør musikindustrien så interessant.  Du hører noget, og du køber det. Du går ikke i biografen, ser en film, og bagefter siger ‘Øj, det var en god film, jeg vil gerne betale for billetten’. Det er den eneste industri, jeg kender til, hvor det er en fordel, at der bliver snakket bag din ryg. Når et passende antal folk fortæller det videre til deres venner, og så videre, så er det buzz. Når en anmeldelse udkommer, har den to virkninger. Den ene er medieeffekten, hvor man har kommunikeret ud til læserskaren, og den sekundære er folk, der omtaler anmeldelsen. Det er her, buzzen opstår. Man ved ikke, hvad man gjorde, for at alle begynder at snakke om en.«

»Der er visse magasiner, der over de sidste par år har skrevet om os, og vi pludselig får flere emails fra folk, bestillinger, flere hits på vores hjemmeside, flere albumdownloads, flere streams på Spotify. Så det har en effekt. Det er fascinerende at se det tage form som en slags virus, vi prøver at påføre dig, som du inficerer andre med. Vi kalder det Pygmania!«

Jubilæum

17 Pygmies er ingen vårharer og kan i år fejre 30 års jubilæum som band, selvom gruppen havde en mellemliggende orlov på 17 somre. Koncepttrilogien Celestina, der har taget over fire år at lave, er i sig selv lidt af en bedrift, men et jubilæum er vel på sin plads?

»Næste skridt er et nyt album«, beretter Jackson og forklarer, at de i juni samledes for at lave de indledende forberedelser, men at stilen fra Celestina bliver bibeholdt. Dog ikke på ét fældende punkt:

»Det er mit band, og alligevel fortæller mine bandmedlemmer mig, at jeg har forbud mod at skrive noget som helst i tre fjerdedele på det næste album! Fire fjerdedele eller syv ottendedele, jeg ved ikke, hvad det bliver, men de har fået kvalme af valsen, så det får jeg ikke længere lov til!«

Mere jubilæumsagtigt – og overraskende – er det, at bandet skal ud at optræde på de skrå brædder igen:

»Vi har kontakter til folk i Italien, Holland og England. Vi planlægger et par shows. Tro det eller ej. Det er ikke noget, der sker særligt ofte. Jeg indrømmer åbent, det har noget at gøre med mig. Det er svært at få mig op på en scene, alle de andre synes at nyde det, bare ikke mig. Men vi gør det!«

Jackson har dog så meget at være glad for omkring sin nuværende situation med bandet, at sceneskrækken blot må betragtes som en hurdle, der kan overvindes. Han synes, bandet har nået et højdepunkt med Celestina III og endelig har udrettet noget særligt. I den trediveårige karriere har han ikke oplevet noget lignende. Jubilæet har dog været afbrudt af en 17 år lang pause, hvor 17 Pygmies helt holdt sig fra musik.

Samlerobjekter

Bandet gik dog ikke i glemselen i denne mellemliggende periode. På eBay kan man købe 17 Pygmies‘ lp’er og cd’er til noget nær små formuer. Og på RateYourMusic får bandet ret så favorable viseringer i skudsmålsbogen. Så må tiden vel næsten være moden til at genudgive det tidlige materiale?

»Tja, måske…,« siger Jackson, og kommer i tanke om den originale Hatikva EP, som de lavede for »mange, mange år siden.«

Lidt i stil med deres mere moderne email-filosofi fortæller Del Ray, hvordan de modtog 1000 sort-hvide albumcovers fra trykkeriet og selv farvelagde dem. Således fik Hatikva fra 1983 sin kulør. Et interessant, men også dyrt, samlerobjekt – hvis man kan finde det.

En anden grund til de høje priser kan findes i det kuriosum, at bandet ikke rigtigt gad at genoptrykke pladerne, når de blev udsolgt.

»Dengang var vi mindre sammen, end vi er i dag. Vi havde ingen struktur, og det er til at grine af i dag. Vi trykkede 1200 eksemplarer af et album, løb tør og kiggede spørgende på hinanden; skulle vi trykke nogle flere? Det var nærmest, som vi besluttede os for, at det ville vi ikke. Vi er færdige, lad os gå videre til noget andet. Og så lavede vi en ny plade.«

Selvom 17 Pygmies gik hen og blev lidt af et underligt kultband, ærgrer det Jackson lidt at de ikke gjorde mere for at udbrede deres musik.

»Captured In Ice (1985), der – ærlig talt – er et af mine mindst foretrukne albums, solgte 2500 eksemplarer på tre dage. Vi genoptrykte det aldrig! Rhino Records, den berømte pladebutik i L.A., havde plakater med os i vinduet. Rhino solgte de 150 eksemplarer alene på en uge. Indehaveren fortalte mig, at det havde intet band gjort før og kom med en masse råd: Gør dit, gør dat, skriv kontrakt med et major label.«

Masser af succes

17 Pygmies lyttede ikke til det gode råd, men set i bakspejlet er det det, der har formet bandets identitet, påpeger Jackson, og drejer samtalen ind på hele succesbegrebet. Man skal spørge sig selv, hvad man vil med succesen og lave sin egne definitioner af succeskriterier.

»Man kan virkelig blive fanget i alt det nonsens. Man skal sætte sine egne rammer. Om det er at lave et album, færdiggøre en trilogi. Hvad driver dig til at gøre disse ting? Det er et godt spørgsmål at stille sig selv. Om og om igen.«

»Det er fint, når bands bliver succesfulde, så længe det er deres mål. Vil du gå op scenen og være Bret Michaels, Mötley Crüe, Celine Dion… Jeg mener, så længe Celine Dion vil være Celine Dion, og hun vil spille hver aften på Cesar’s Palace, foran en bunke fulde, hvide mænd, er det fedt… Så længe hun vil det.«

Barnet i boblen

Hvis 17 Pygmies er kultband, der har opnået det ønskede niveau succes, så er den aspirerende forfatter bag Celestina knap så heldig stillet i sin vorden som børnebogsforfatter. Han har flere  børnebøger på repertoiret, men forlagene har ikke villet udgive nogle af dem. Underligt, når de har finurlige titler som Horton eats The Who eller omhandler en fireårig pige, der blæser en tyggegummiboble og flyver væk i den.

»Hele bogen handler om, hvordan alle følger hende og prøver at få hende til at komme ned. Hun vil ikke, og der foregår et værre cirkus på jorden for at få hende ned igen.«

Ligesom med Lisa Nowak, der stormede rumbasen i Florida og gav inspiration til Celestina, overgår virkeligheden igen fantasien. Nogle år efter Jackson skrev bogen om pigen i boblen, udspillede der sig i de amerikanske medier en lignende historie.

»Der var den her underlige historie om en fyr, der meldte sit barn savnet. Han havde lavet en varmluftsballon, der lignede en ufo, og han hævdede, at hans søn var kravlet ind i ballonen og fløjet væk. Medierne troede, at barnet var inde i ballonen, så i 24 timer kunne man bogstaveligt talt tænde for fjernsynet og se ballonen svæve over USA! Man kunne ikke bare skyde den ned, for der var et barn inde i den. De ventede på, den ville lande et sted og fulgte den fra helikopter. Wow… Det lyder bekendt. Det sjove – da den endelig kom ned – var, at barnet manglede. Barnet havde, i gåseøjne, gemt sig i en lade. De her folk var fra Idaho eller noget i den stil. Senere viste det sig, at faderen var en komplet whack, der havde iscenesat det hele blot så han kunne få sit eget reality tv-show.«

Musikterapi

Jackson griner forundret over, hvordan hans historie blev til virkelighed med et endnu mere surreelt twist. Interessen for at være kulturformidler – også overfor børn – ligger helt tilbage til tiden omkring debutpladen Jedda By The Sea.

»Vi fik en forespørgsel fra en skole for udsatte børn helt tilbage i 1984-85. En af de ansatte havde købt Jedda By The Sea, og han spillede den for børnene. Hver uge spillede de en ny plade, eller noget i den retning, og han sagde, at Jedda By The Sea havde den mest utrolige effekt på dem. De blev siddende og bare lyttede. Det skete ikke med andre plader, så de blev ved med at spille den, til rillen på pladen var nedslidt. Så vi blev ved med at sende kopier af pladen, så de kunne spille den for børnene. På et tidspunkt glemte vi at sende en plade, ikke af ond mening, men så skrev den ansatte bønfaldende tilbage, at børnene virkelig havde brug for pladen. Vi sendte dem så fem eksemplarer og hørte aldrig fra skolen igen!«

Tilgængelighed

17 Pygmies har selv udnævnt den omtalte plade som en klassiker i deres pressematerialer. Som forklaret tidligere var der ingen interesse i at genoptrykke pladen. Den findes dog på diverse downloadplatforme, men via bandets facebookside linker de til en blog, hvor den kan downloades gratis. Et lidt overraskende initiativ, eller hvad?

»Åh, nå ja… Jeg har stadig lidt kontakt med de gamle bandmedlemmer, og jeg sagde til dem: ‘Fra fra mit synspunkt er det arkivmateriale. Hvis I er interesseret i det, fint. Er I ikke interesseret i det, også fint.’ Jeg ser det ikke som noget, jeg har noget ønske om at tjene penge på. Det er mere en slags dokumentation. Jeg ringede dem op og sagde: ‘Vi kan gøre to ting. Vi kan gøre et stort ståhej ud af det eller vi kan gøre musikken tilgængelig for dem, der vil have den. Jeg spurgte, om de var okay med det. Det var de, og vi sælger fra tid til anden stadig musik. Vi tjener nok et par hundrede dollars om året på vores musik.«

Det er jo ikke meget i 2012-penge. Jackson har også en anden forklaring på, hvorfor bandet ikke er en indbringende forretning.

»Vi udgiver det meste af vores musik gratis, og det er vi rigtig glade for.«

Tretrinsraket

I folkeskolen, tilbage i midthalvfemserne, havde vi et tema om science fiction. Dette blev rundet af med en matiné i form af klassikeren Blade Runner. Samtlige klassekammerater gabte sig igennem den langsomme film, og først da læreren bagefter gennemgik synopsis, kunne jeg se glimt af filmens åbenbare kvaliteter. I 2012 hører jeg for første gang Vangelis’ soundtrack til filmen, der øjeblikkeligt bliver et højt rangerende album blandt mine absolutte favoritter. Med Jackson Del Reys interesse for science fiction hører jeg, om jeg bør gense filmen også på trods af en generel aversion mod genren.

»Det er sjovt, du bringer Blade Runner på bane. Svaret er ja, for øvrigt.«

Det bliver en lidt lang udredning, inden Blade Runner bliver nævnt igen. Men emnet er noget, der optager Jackson meget, og turen går passende forbi Celestina igen.

»Hver del af Celestina repræsenterer en forskellig periode inden for science fiction film. Der er tre perioder, science fiction fans inddeler filmene i. Celestina I hører ind under det, man kalder ‘The Silver Age’. Når man ser Jens Lyn eller Buck Rogers, så var alting sølvfarvet. Fremtiden var sølv, rumskibene var sølv.«

En mulig grund til sølvfarven som symbol på fremtiden var, at den på datidens monokrome fjernsynssæt kunne skille sig ud blandt de grå toner. Da der så kom farver i fjernsynene, skulle man tro, at den næste periode inden for science fiction blev kaldt noget mere kulørt. Jackson kan berette noget lidt paradoksalt.

»Vi kommer til en milepæl, jeg synes, er reflekteret i Celestina II – nemlig, da Rumrejsen 2001 udkom. Og pludselig sagde alle, vent lidt, fremtiden bliver ikke sølvfarvet. Fremtiden bliver hvid. Alt bliver hvidt. Dengang snakkede man om ‘hvid teknologi’. Og grunden til det var, at vi var utroligt bekymrede for bakterier i rummet. Hvis alt var sølvfarvet, var det umuligt at se dem. Så alt skulle være hvidt, så man kunne se, at de havde dette rene, antiseptiske miljø.«

Jackson bedyrer, at Celestina II er et hvidere, barskere, koldere, mere kalkuleret album end Celestina I. Det går væk fra halvtredsernes forsølvede romantik over til Rumrejsen 2001s billedliggørelse af det uendelige, kedelige, men særdeles farlige kosmos.

»Tag dig agt for HAL-robotterne«, griner Jackson lystigt og går videre til Celestina III. Dette album hører ind under begrebet ‘retrofitting’. Et retning inden for sci-fi, der går imod de to tidligere farvedominerede overbevisninger.

‘Retrofitting’ betyder i daglig tale, at man tager noget eksisterende, forstærker det og dermed gør det klar til kommende modstand. For eksempel at sikre en gammel bygning mod jordskælv. I science fiction dækker begrebet over det, man kender fra nutiden sat i futuristisk perspektiv. Dette bringer os tilbage til Blade Runner – filmen, der satte det hele i gang.

»Blade Runner er en visualisering af Los Angeles og en masse ting, vi kender i dag. En af de berømte scener er den med taxaen, der ligner en taxa, men er en flyvende taxa.«

Blade Runner nedbryder ikke det kendte, men opbygger det derimod, pointerer Jackson, og giver dermed sit besyv med på filmens eksistensberettigelse.

»Så skal du se Blade Runner? Fandme ja! Og soundtracket, det er killer! Jeg elsker det!«

Hæve slagskibe

Lettere symbolsk holdt 17 Pygmies en pause på 17 år, hvor Jacksons interesse for at spille musik næsten forsvandt helt. Han ønsker ikke at komme det nærmere. Bandet vendte tilbage i 2007, men det var et soloprojekt, der tændte flammen igen.

»En anden af mine store passioner er stumfilm. Jeg havde set Panserkrydseren Potemkin, som jeg mener, den dag i dag, stadig er en af de bedste film nogensinde lavet. Lavet i 1925 af et mine store idoler, Sergei Eisenstein. Jeg læste om filmen i anledning af dens 80 års jubilæum, at Eistenstein håbede, nogen hvert tiende år ville skrive et nyt lydspor. Han mente, at de billeder han havde lavet, var universelle, men at musikken ikke ville modstå tidernes gang. Derfor håbede han, at nogle ville lave et nyt lydspor hvert tiende år. Nu har filmen 80 års jubilæum – jeg skriver ny musik, tænkte jeg.  Jeg havde fjollet lidt rundt med nogle af mine venner, men jeg havde ikke rigtigt lavet noget musik. Det var det første projekt, der havde rigtigt interesseret mig i alle de år.«

I 2006 udkom Jackson Del Reys udgave af  Panserkrydseren Potemkin med særdeles favorabel omtale. Resultatet blev vist på en håndfuld filmfestivaler i USA.

Det blev dog påpeget, at et andet internationalt navn også havde lavet en fortolkning. Noget, som Jackson ikke opdagede i processen.

»I 2004 blev Pet Shop Boys bestilt til at lave 80 års jubilæumslydsporet. De opførte værket i Europa nogle gange henover årene. Det fik de en masse opmærksomhed på. En af mine venner sagde, hey, de stjal din idé. Nu var det ikke min idé til at begynde med, haha.«

Jackson mener dog ikke, at Pet Shop Boys var opgaven voksen.

»Jeg vil ikke være spydig, men jeg er virkelig skuffet over deres lydspor. Havde de bare læst det, Eisenstein prøvede at gøre og sige med sin film. Hvis man læser om Eistensteins gennemgang af filmen, noterne fra filmningen osv., kan man med garanti høre, at ingen af de to Pet Shop Boys nogensinde har læst noget af det. Hvis de gjorde, ignorerede de det i hvert fald. Nogle dele er okay, men jeg ville virkelig ønske, at nogle med mere respekt for Eistenstein ville have haft højere prioritet til denne opgave. Det er bare min mening.«

Isabel

En god times tid i selskab med Jackson Del Rey har passeret,og det er på tide at ringe af. Nogle sidste ord på falderebet.

»Nu er vi  jo fanget i det her science fiction univers for tiden, så vi plejer at slutte vores interviews af med det stadigt berømte, og stadigt anvendelige citat: Live long and prosper!«

Efter interviewet, der sluttede med Mr. Spocks berømte citat, har bandet lavet en opfølger til Celestina-trilogien. Historien og lyden går igen på albummet Isabel, der bliver den første i en serie af tre. Albummet kan downloades via Pledgemusic, hvor pengene så vil gå til at få trykt albummet på CD.