Kalenderen siger hårdnakket 2012, og det er efterhånden 10 år siden, at indietronicaen havde sin storhedstid med Lali Punas Scary World Theory, The Notwists Neon Golden og Hoods Cold House. Det faktum synes dog på ingen måde at være til hinder for danske Altmodischs kunstneriske udfoldelser. Allerede med debut-ep’en tilbage i 2009 omfavnede gruppen ukritisk et tidsbillede af årtusindeskiftets elektroniske indiescene og undgik ikke helt at tendere pastichen, og efter en fuldlængdedebut i samme boldgade overrasker det ikke, at gruppen trofast står ved de vemodige forbilleder på andet album, Watches Fall Asleep.
Således er opklippet elektronik, melankolske lydflader, køligt klokkespil og Hans-Christian Pommersgaards inderlige vokal endnu blandt de vigtigste drivkræfter i Altmodischs tristesseprægede univers. Trods den genkendelige grundstemning har københavnernes lyd dog gennemgået en mærkbar udvikling siden den to år gamle debutplade. Pommersgaard er mindre forknyt i sit vokalarbejde og indtager navnlig i pladens instrumentalt afdæmpede passager en mere substantiel rolle, end man har været vant til. Ikke desto mindre har lydsiden på Watches Fall Asleep som helhed fået et nøk mod det mere fyldige, hvor især brugen af analoge instrumenter som violin og klaver træder frem og giver store dele af pladen en tæt lyd og en iørefaldende og ofte temmelig poleret klang.
Et nummer som “The Complexity of Your Mind” opbygges eksempelvis om et hoppende violintema, som dominerer mellem Pommergaards strofer, der er mikset helt frem i lydbilledet. Det er catchy – ja, faktisk decideret poppet – for selvom musikken indeholder mange lag og et virvar af virkemidler, gør produktionen den temmelig knastfri, og det er nummerets klassiske vers-bro-omkvæd-struktur og det fremtrædende vokalarbejde, som bliver sangens omdrejningspunkt.
Det samme gør sig gældende i de knapt så udadvendte skæringer, der ganske vist ikke har samme instrumentelle alsidighed, men i stedet antager form af sjælere med vokalen i centrum. Titelnummerets instrumentalside er næsten udelukkende elektronisk, men de hakkende samplinger holdes så langt nede i lydbilledet, at de aldrig for alvor viser kløer af Pommersgaards Weltschmerz. En tendens, der er gennemgående for mange af numrene, og som ikke undgår at blive en kende tyngende for helhedsindtrykket. Altmodischs sans for den gode melodi fornægter sig heldigvis sjældent, men i mindre iørefaldende numre som “Bells and Morning Light” eller titelnummeret undgår det fortrolige tonefald ikke at tippe over til at blive en kende omklamrende i det lige vel anonyme lydbillede.
Når bandet på den anden side afmåler inderligheden i de rette doser, formår de til gengæld at afsætte de for genren helt rette vemodige stik i brystet. “Drive You Mad” er til en start mere tilbageholdende end pladens øvrige materiale, og det er for en gangs skyld næsten nødvendigt at spidse ører for at opfange nummerets drivkraft i det diskrete trompetspil a la Efterklangs Parades under Pommersgaards her decideret rørende falset. Det skrabede lydbillede vækker øret blandt de mange elektronikflader og skaber et smukt og stemningsfuldt lille opbrud. Det er ånde på en vinterrude, vand der drypper fra istapper eller – med andre ord – Det Elektriske Barometer-patos, når det er allerbedst.
Men det er efterhånden et stykke tid siden, at jeg var 14 og trofast Barometer-lytter, og Watches Fall Asleep formår ikke helt ofte nok at vække nostalgien i mig. Altmodisch har mange fine virkemidler i luften, og når de spilles op mod hinanden på rette vis, er musikken både klangfuld, iørefaldende og melankolsk. For ofte skruer bandet dog lige vel hårdt på samtlige inderligheds- og effektparametre, og det trætter i længden. En lidt kortere udgivelse med udelukkende stærke numre, økonomisering med virkemidlerne samt et større fokus på at yde øret modstand gennem produktionen, og jeg havde ikke tøvet med at gå i teenage-tristesse over Watches Fall Asleep.
