Spillemændene: Spillemandsbogen EP

Jeg har fået fingre i en fantastisk plade. Dansksproget. Og totalt uforudsigelig.

Den har ellers ligget i en aflåst konvolut i over en måned, fordi jeg frygtede det værste. Bare navnet, Spillemændene, giver mig urolige ben og islandsk sweater-svedeture. Og frygt for at blive låst inde i et psykotisk kollektivs fælles kiste med tøj.

Indrømmet, det er fordomme. Der findes også fantastisk folkemusik, bl.a. Bob Dylan og Woody Guthrie. Men på en eller anden måde er det, som om genren er blevet sat i bås med den mest kedelige del af 60’erne og 70’erne, hvor alting rimede på energikrise og atomfri zone(terapi), så jeg frygtede, det var noget med violin og muselmænd på dåse.

Men så her til morgen åbnede jeg konvolutten. Og ud falder en utrolig flot bog med booklet med tekster og ting og segl med garn på. Det er gennemført flot.

Jeg tror ikke, det er med vilje, men mit Itunes nægtede at give numrene danske navne. Jeg kunne i stedet vælge mellem 2 engelske. Jeg valgte den første, jeg lytter således til nummeret “Are U With Me” af bandet Color, mens jeg hører “Man kan ikke bare stå og se på jorden går under”. En genial Verfremdungseffekt. Jeg er rystet.

Og bliver ikke mindre rystet, da jeg ser gruppens videoer. Her er det ikke forsangeren, der optræder, men kvinder og børn, der mimer Nicolai Elsbergs malmfulde røst. Det virker virkelig fint og er med til at cementere et billede af uhygge: Intet er, hvad det giver sig ud for. Og folkeminderne er vågnet og begyndt at sive ind over vores normalitet.

Pladen er produceret af den allestedsnærværende Nikolaj Nørlund, og måske er han i virkeligheden vore dages Gustav Winckler, altså som producer. Winckler udgav en mængde fantastisk musik ud over sin egen, bl.a. Povl Dissing, som Spillemændene behørigt nævner som forbillede eller inspiration. Jeg kan sagtens komme på flere. Men mindre the National, mere Tindersticks. Der er den samme slendren og tro på stemmen som fortæller og bænk. En enorm soliditet simpelthen.

Spillemændenes forsanger er dog helt sin egen. Som en muteret ost i Riberhus Saltmine. Nej, altså som en velhængt, hul egetræs stamme, der giver sig til at synge. Stemmen tilhører Nicolai Elsberg, og hold kæft, en dyb røst, den mand er udstyret med.

Der er en ildevarslende alvor og ondskabsfuld udspørgen i Spillemændene, som på deres debut-ep virker aldeles troværdig. Åbningsnummeret lyder næsten som Klichés Supertanker. Der bygges ikke op, der er en motor fra starten under synthesiser og trommer, og det er godt, der ikke er så meget fikumdik.

Det er meget in at beskrive livet gennem naturen. Men Spillemændenes tekster er ret kolde og konstaterende, og det kan jeg godt li’. Der er en kuldslået kølighed, når det konstateres, at når livet er slut, så er det sgu slut: »Det, der gi’r mening for dig, gi’r ikke mening for andre end dig.« Så kan vi lære det.

Jeg kan godt lide, at denne danske Leonard Cohen har flere knaster i stemmen. Der er en yngre, mere faretruende glød på spil. Men der er også mærkelige tekster, og i det hele taget kan Spillemændene godt li’ knudrede, ikke særligt mundrette historier.

Sangen om Mosekonen er et fint nummer. I en hel anden stil end Klichés. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men jeg mistænker sangeren for at synge for langsomt. Det er som en ep, der kører for langsomt, så billederne og fortællingerne kan stå mere klart.
Men hvilke fortællinger? Det virker som cut-ups af gamle folkesagn og erindringsglimt, fremført i busser undervejs til plejehjemmet. Det er skide interessant. Hør f.eks: »På mit rehabiliteringscenter gør mine medmen’sker, ikke som jeg siger. Hvad skal jeg sige? Jeg har overlevet Auschwitz, men kan stadigvæk ikke pille en appelsin.«

Jeg er vild med slutningerne. En slags dum-dum-kugler for enden af en snoet margueritrute. Ikke trække det i langdrag. Et billede eller to, en persontegning, rygterne om denne person og så slut. Jeg er også ret vild med teksternes kantede og umulige, meget mundtlige forløb. Det er, som om der sidder sætninger fast i et Johannes V. Jensen-agtigt afløb, mens der siges noget andet. Eller som om der gås op af en meget gammel mørnet trappe, mens der gås ud i nutiden i selve sangteksten.

Jeg er i tvivl om, hvem der har skrevet de her tekster. Men måske er det lige meget. Måske er det netop folkedybet og folkesangens hvisken og tisken i krogene på torvet, der er de her sanges fortælling. Torvet, som findes endnu, men for længst er blevet udkantsdanmark, tømt for knallerister og træmænd. »De kalder ham Træmanden nede i byen, på torvet, på caféen, på gaden og oppe på Borgen.«
I det hele taget er “Træmanden” tæt på at være en parodi. Der er faktisk også noget Thomas Winding på mescalin her. Det bliver ikke mindre uhyggeligt af musikkens Barnaby-krimi-sav.

Pladen slutter med det fine og tyste nummer med den alt andet end tyste titel “Kernetræsvinduerne i Aldersro”. Man mærker, vi er i en tid, hvor titler godt må være lange og krogede og rumme ting, der egentlig ikke hører sammen, nemlig folketroens helgener og så Ikea og god smag. Og hvor er det bare fedt, når Elsberg konstaterer: »Nu ved jeg, hvad kernetræsvinduer er.« Den her beskrivelse af et møde med en helgen ud af kernetræsvinduer i aldersro. Den her sammenstilling af (hipt) interiør og kvalitetsprodukter og så det, vi ikke ved, det mystiske der omgiver os. Det giver nogen virkelig fine lysninger i sproget, af alle de ord, der omgiver os, og som vi måske tager for givet, selvom de måske er farlige og fulde af troldkvinder og børn med hule rygge. Fem numre er måske ikke en herregård, men Spillemændenes debut-ep er en satans flot og ildevarslende ødegård.

Det er smag og behag, om man behøver nævne “Kongens fald” af Johannes V Jensen for at være spillemand i dag. Men det viser måske tiden meget godt – det er in – at være digter – literaturvidenskabelig velfunderet – gerne lidt traditionalist – vi skal helst tilbage før 1940 – og musiker på én gang. Musikken skal være moderne, og teksterne skal være moderne, men bevidstheden skal emme af viden om danske kanon-klassikere. Fem munkekutteklædte mosebryg for spillemændenes debut. Det er et superinteressant møde. Og hurra, hvor er der grøde i dansk sangskrivning.