Pop Revo 2012, 18.05.12-19.05.12, Voxhall + Atlas, Aarhus

Pause Play Play Prev | Next

Af Anna Møller og Signe Palsøe

Pop Revo kører efterhånden på niende år med Smash! Bang! Pow!s indiefabrik som vitalt centrum, af hvem man får de lettere dirigerende anvisninger i programpamfletten: ’Dine nye yndlingsbands’. I grunden herligt, man ikke længere skal tage stilling til noget som helst selv, men bare får serveret sine nye yndlings-et-eller-andet og så passivt kan tage imod tonerne på sølvfadet.

I år et Pop Revo med et umiddelbart ret stærkt line-up, en Factory Floor-aflysning ligesom sidste år og en overvægt af de musikalske tendenser, der ligger øverst i den alternative musikverden.

I arkitekturen taler man om historicisme eller eklekticisme, når man taler om den arkitektoniske strømning, der efterligner stilarter fra tidligere tider. Tænk Københavns Rådhus eller Vor Frue Kirke i Århus. I arkitektur kaldes perioden også ’stilforvirringen’ og betegner dermed også en helt afgørende detalje i differentieringen mellem at emulere og at simulere noget, nemlig det nok så fortærskede begreb autenticitet. Det handler om at være ægte og oprigtig i sin efterligning, og det er her, fredagens bands skal gøre sig. Enormt stærke referencer til især musik fra 70’ernes psykedeliske klangfarver, 80’ernes metalliske maskinerock og 90’ernes nedbrydende punk/grungeæstetik. Blander man paletten, får man Pop Revos egentlige første dag.

(AM)

Fredag

Errors, 19.30, Atlas

Næsten ligegyldigt hvilket navn man hiver ud af Pop Revos program, vil man kunne argumentere for, at den pågældende kunstner vil være bedst tjent med at spille et stykke ud på aftenen. Errors havde fredag fået den til tider utaknemmelige opgave at skyde festivalens hovedprogram i gang, og selvom fremmødet på Atlas egentlig var ganske pænt allerede klokken 19.30, syntes hverken band eller publikum helt at være på det stadie, hvor Errors’ postrock- og synth-fusion ville gøre sig allerbedst.

Errors force i forhold til bands med en mere klassisk tilgang til postrocken er nemlig, at de øjensynlig har humor. De traditionelle opbygninger og mønstre af trommer og guitar overdænges med svulstige elektronikeskapader og uforskammede heltesynth-soli i en grad, så det er svært ikke at lade sig overbevise af charmen ved deres univers. Det fungerede da også upåklageligt, da bandet åbnede med “Tusk” fra deres nyeste album Have Some Faith in Magic – et nummer med en catchy melodilinje, hvor bandets vekslen mellem analog og digital instrumentering var velafbalanceret og forfriskende.

Det er dog ikke alt Errors materiale, der er lige så indsmigrende, og efterhånden som koncerten skred frem, undgik skotterne ikke at fremmane et mætningspunkt. Når trommerne blev tilpas dominerende, eller de tre på scenen lod deres lyd falde i math-kligende eller helt krautede, pumpende folder, blev øret i perioder udfordret – en klædelig afveksling, der gjorde de efterfølgende vildt tykke laserorgier mere kække og indbydende. Ikke desto mindre var opbrud som disse lige vel fåtallige til at undgå en snigende monotoni, der nok havde været lettere at overse, hvis klokken havde passeret midnat, band såvel som publikum havde fået lidt mere inden for vesten, og stemningen generelt var til at svinge med lyssværd.

(SP)

Cloud Nothings, 20.30, Voxhall

Selvom Cloud Nothings på deres seneste album, Attack on Memory, har afstikkere ind i længerevarende, apatiske postpunk-sektioner, er det trods alt den korte, slagkraftige og til tider grungede punksang med en velskruet melodi, der kendetegner bandets virke. Umiddelbart et friskt navn i programmet til at følge op på Errors’ mere langvarige opbygninger. I realiteten et noget anderledes bekendtskab end man kunne have forudsagt ved blot at lytte til deres udgivelser.

Tre numre blev det til på de omtrent 40 minutter, der var til rådighed. Med afsæt i den hoppende “Stay Useless” og den efterfølgende og endnu mere frejdige “Fall In” opbyggede bandet ganske vist outroer og instrumentalpassager af en temmelig omfattende varighed – de ellers korte numre taget i betragtning. Det var dog først ved tredje skæring, “Wasted Days”, at manipulationer af lydfladen gik fra at være virkemiddel til decideret omdrejningspunkt for koncerten. Omkring 25 minutter dedikerede bandet til postpunkforvrængninger, feedbackeksperimenter, sjældne små strejf af groovy guitar-mønstre og generelt en ambition om at få lyden til at dundre og hvine så meget, som det nu kunne lade sig gøre.

Det var overraskende. Det var bestemt punk og en for genren oplagt fuckfinger til publikum og deres forventninger. Var det fedt? Nej, det var det sgu ikke rigtig. Cloud Nothings lydlege blev aldrig så detaljerige, afvekslende, brutale, apatiske eller på nogen som helst anden vis insisterende, at de kunne retfærdiggøre at eksistere på bekostning af bandets glimrende sangmateriale. De små tre kvarter blev således et møde med et band, som holdt fast på at understrege deres no nonsense-attitude gennem en trist stiløvelse frem for gennem noget gedigen musik.

(SP)

Samling, 21.30, Atlas

Factory Floor har igen i år aflyst deres koncert på Pop Revo, men det betyder ikke meget, når det syv mand store orkester Samling fra Sverige indtager et ekstremt vellydende Atlas.

Første nummer, ”Fåglarna kvittrar” fra När mullret dövar våra öron blir vi rädda (2011), synes at videreføre den ekstreme basgang, som Cloud Nothings gentog gennem sidste halvdel af deres sæt. Hvor Cloud Nothings kørte ekstremiteten helt ud både i baslinjens øredøvende placering og evig gentagelse i lydbilledet, så åbner Samlings bløde og simple basgang op for skrøbelig svensk lyrik og sidenhen udsyrede guitaranslag, tamburin og bongotrommer. Hen imod slutningen af koncerten endda fuldendt med headbangende bongotrommeslager. Cylindertrommerne starter også andet nummer, ”Aldrig sätta sig på tvären”, og bekræfter min første og umiddelbare forbløffelse: Det er ekstremt, hvor mange detaljer af den lagdelte psykedeliske rock, der når publikum. Lyden er fuldstændig eminent og rammer den mildt sagt retrobløde tamburinrock perfekt. Alle syv musikere fremstår med et pænt ord også retro – forstået på den måde, at de alle er af typen ’klip-nu-håret-og-få-et-rigtigt-arbejde-Benny’ komplet med klassisk hippieoverskæg og glad, glad attitude.

Hvor Cloud Nothings brød ned, bygger Samling op og virker, som om de alle sammen er helt tossede med at spille koncert og generelt er ret fulde af kærlighed. Sammenligningen med Dungen er naturligvis besnærende nær, blot har Samling umiddelbart en endnu større forkærlighed for rock fra 60’erne og 70’erne.

Den forkærlighed viser sig også i begyndelsen af Samlings sidste nummer, ”Anna”, der åbner med rytmiske træk på en guiro – folkeskolens musiktimes ’franskbrød’ og afsluttes i et harmonisk og gentagende samspil, hvor de sympatiske svenske musikere ikke lader til at kunne trækkes fra scenen. Klart aftenens højdepunkt i min bog.

(AM)

The Soft Moon, 22.30, Voxhall

Luis Vasquez’ enmandsprojekt-gone-kvartet The Soft Moon går på kvart i elleve på en røgfyldt og sparsomt oplyst Voxhall-scene. Gentagelser bærer den synthtunge maskinerock fremad, og mørk bund mod skinger vokal hypnotiserer og fastholder – som i ”Total Decay” fra sidste års ep af samme navn. Universet er dystert pulserende og smittende uden ofte at efterlade indtryk af deciderede melodiske forlæg.

Som på Atlas er lyden så ekstrem god, at man som københavner bliver mildt sagt jaloux på det aarhusianske musikpublikums muligheder for en god og vellydende koncert. Naturligvis opfører deltagerne på Pop Revo som publikum sig også noget nært eksemplariske med Voxhalls ophængte påmindelser om, at man er kommet for at høre musikken, ikke andres ligegyldige snak, som retningslinje.

Det lidt ældre nummer ”Parallels” fra 2010 er endnu mere cirkulært og hypnotisk udsyret og efterhånden kan Voxhalls mange pånks ikke holde sig tilbage – der MÅ dannes et moshpit. Og det bliver der også, formentlig under nummeret ”Repetition” fra Total Decay-ep’en. Fra scenens kant og helt op til olietøndebordene omdannes de første rækker publikum til en energifyldt og modsatrettet biomasse, der skubber og maser og griner til de skærende synthlinjer, bløde trommer og evigt repetitionsbas.

The Soft Moon spiller også på tirsdag på Loppen i København.

(AM)

Swearing at Motorists, 23.30, Atlas

Okay, det passede faktisk ikke, at Dave Doughman – den ene halvdel af Swearing at Motorists – havde mistet trommeslager Joseph Siwinski et sted i Aarhus og derfor var trådt på scenen alene og forsinket. Selvom det ubemandede trommesæt bag ham nok støttede hans fortælling, var Doughman alene på tour med Swearing at Motorists’ materiale.

Det vidste langt størstedelen af publikum dog ikke, da klokken nærmede sig midnat på Atlas, og den slackede Dougman hev guitaren frem. Og heldigvis for dét – koncerten med den amputerede version af Swearing at Motorists var nemlig i langt mindre grad en opslugende musikalsk oplevelse end et virkelig sjovt møde med en fyr, som publikum havde alverdens sympati for og på al tænkelig vis ønskede at hjælpe godt igennem koncerten på egen hånd.

Ikke overraskende fremstod sangmaterialet noget anderledes i hænderne på Dougman alene. Distortion-pedalerne og 90’er-slackerrocken var der ikke mange spor af, og det var numre med en temmelig lang gennemsnitsvarighed, som Doughman guitarloopede og sang sig igennem. De tragikomiske fortællinger om livets nedture komplimenterede de tilsvarende monologer, som amerikaneren skød ind mellem sine musikalske indslag, og selvom musikken var ganske glimrende, var den på ingen måde koncertens omdrejningspunkt.

Det var til gengæld det overmåde underholdende oneman-show i Doughman, der under påskud af, at alting var en kende tilfældigt og helt anderledes end planlagt, ravede rundt efter snakkende publikummer, skålede, holdt foredrag og hev halvdelen af salen på scenen. Den slags, der normalt kan ødelægge en hvilken som helst koncertoplevelse. I Swearing at Motorists tilfælde var det dog det helt rette greb på et musikalsk materiale, der hurtigt kunne komme til at syne noget amputeret, og Doughman var den helt rette person til at udføre det underholdende stunt.

(SP)

Deathcrush, 00.30, Voxhall

Deathcrush. Navnet på en Mayhem-sang fra 1987 og navnet på norsk no-wave-støjrocktrio fuld af riot-følelse. Man kunne skrive: Skærende guitarstøj møder energi- og tempofyldt melodik i en amputeret destruktionsfascination. Plus lækre stænger.

Man kunne skrive: At anvende sin seksualitet på den måde, som Deathcrush gør på scenen, kan foranledige til adskillige fantasier i et mørkt koncertrum. Ikke bare fantasier af den åbenlyse slags, men fantasier om at lægge sine knoglede hænder omkring den spændstige hals på en blond, norsk guitarist og klemme til, indtil der ikke kommer et eneste spjæt mere ud af den krop, der har vredet sig foran én den sidste halve time.

Det er sjældent, jeg bliver decideret aggressiv af at gå til koncert – jeg har faktisk aldrig oplevet det før. Men Deathcrush – eller Deathcrotch, som man kunne fristes til at omdøbe trioen – er muligvis det mest øretæveindbydende liveband, jeg nogensinde har oplevet. Det overdrevede seksuelle og selvsmagende sceneshow taler i mine øjne ned til sit publikum i en grad, der ikke kan andet end at opfordre til fysisk vold og som forklejner det ellers umiddelbart gode musikalske forlæg. For Deathcrush skriver – så vidt jeg kan komme frem til – udmærkede noiserocknumre, der er tilpas nedbrydende og smadrede uden at bevæge sig over i hverken det rent punkede ødelagte eller metal-opbyggende. Et nummer som ”Lesson #2 (For Cliff Burton)” byder eksempelvis på masser af tung bas og distortionpedal, monoton kvindevokal og relativt simple trommer og er beskidt og næsten-catchy i al sin destruktionsherlighed.

De to kvindelige musikere i bandet kører imidlertid klicheen ’åhr hvad, en kvinde med en guitar er bare vildt sexet’ helt derud, hvor det bliver latterligt og mildt sagt svært at tage alvorligt. Lækre stænger, ja, men det burde satanedeme være bedøvende ligegyldigt, når man er til koncert for at høre god musik. Skyd mig.

(AM)

Lørdag

Hvis det er svært at komme ud af fjerene på Pop Revos anden dag, så gør tanken om at lægge ud med, at Fossils tæppebanker kødtung speedmetal ind i de tømmermændsramte øregange det ikke nemmere. Og så alligevel – så er man da i gang. Da Fossils åbner Pop Revo Day Party inde på Råbar mellem de to spillesteder Voxhall og Atlas fremstår de som den perfekte modgift mod fredagens afsluttende koncert med Deathcrotch.

Fossils er som altid ekstremt velspillende, teknisk imponerende på grænsen til det skræmmende og i sympatisk og afslappet dialog med det begejstrede publikum. De vil have ”Bacon”, og de får bacon. Og powerchords (hedder det vist), skrig og hård trommeføring.

Undertoners udsendte skal imidlertid skrive anmeldelser og må forlade Day Party, der rykker udenfor på plænen og byder på koncerter med Lower, Snaredrum og Urban Achievers som erstatning for Girlseeker. Alt i alt masser af ny punk, hård rock og dagens første øl i solen.

(AM)

Moonface, 19.30, Voxhall

At teame op med Spencer Krug er et ret godt udgangspunkt for et vellykket musikalsk output. Alene hans mange projekter i Wolf Parade, Swan Lake, Frog Eyes og Sunset Rubdown vidner om et sangskrivertalent, en sans for den gode melodi og en gudsbenådet røst, som ville klæde stort set hvilken som helst konstellation. Og altså også et krautprojekt, for selvom det ikke fremgik af Pop Revos spilleplan, er Krug under sit Moonface-alias nu på tour med finske Siinai, som han også netop har udgivet en plade med.

Hjemme i Finland spiller Siinai netop synth med kraut-tendenser, men i selskab med Krug og hans canadiske medmusikant var lyden naturligt nok forskudt mod det, man vel kan kalde et gennemsnit af de to projekters individuelle lyde: altså langtrukne, bastante og rullende kompositioner med et indietilsnit i Krugs drævne, men dog livgivende vokalbidrag.

Og det var en ret god kombination. Med en samling numre, der at dømme efter titlerne mestendels omhandler ild, skorpioner, fønikser og lyn, var scenen sat for en oplevelse af opbyggelig og episk karakter, selvom de fem på scenen gennemgående holdt et ret hurtigt tempo i deres udladninger. Det var klædeligt og med til sikre publikums opmærksomhed – godt hjulpet på vej af de lækre variationer og detaljer, som ustandseligt prægede lydbilledet. Over de rullende rytmer bredte sig flader af guitar, som snart blev hakket itu af penetrerende synth eller peppet op af et friskt bidrag i Krugs forkærlighed for sin tamburin.

Måske var en time i selskab med Moonface en kende til den lange side, det tromlende lydbillede taget i betragtning, men det var alligevel en fornøjelse at være i selskab med et band, som arrangørerne dårligt kunne skrabe af Voxhalls scene. En glimrende koncert med et oplagt band at starte en Pop Revo-lørdag på.

(SP)

Hayvanlar Alemi, 20.30, Atlas

Masser af rokeringer i programmet pga. et øget billetsalg gør, at kun én koncert lørdag foregår på Atlas, nemlig den med det tyrkiske psychrock-band Hayvanlar Alemi. Der skal halses over for at nå den, for Moonface/Siinais optræden trækker ud, så de skal trækkes af scenen. Og Hayvanlar Alemi gør da heller ikke meget væsen af sig, som de står tre mand høj på scenen. Eller står og står – trommeslager Isik Sarihan sidder naturligvis som en anden gigant bag trommesættet og fører den sparsomme kommunikation med publikum og drikker direkte fra en flaske rødvin.

De tre tyrkiske musikere gør måske ikke meget væsen af sig, men det behøver de sådan set heller ikke, når deres psykedeliske rundgange og guitarekvilibrisme svinger sig som arabesker ind og ud af melodier, der spænder fra det næsten superhelte-tematiske over mellemøstlig dansemusik og eksperimentale udfald.

Bassist Hazar Mutgan ser ud til at passe sig selv og er også placeret ganske langt inde i lydbilledet, mens Ozum Itez’ guitar ligger helt fremme og leverer en elektrisk version af Mulatu Astatkes ”Yekermo Sew”. Før de forlader scenen lige så diskret, som de indtog den, ender trioen i pedalmanipulation, kantslag og alskens freejazzede improeksperimenteren. Alt i alt en virkelig god booking af festivalen.

(AM)

Lower Dens, 21.30, Voxhall

Hvis Pop Revos fredag sluttede med klichepræget seksuelt sceneshow, så hersker der en helt anden seksuel diversitet, da Lower Dens med den androgyne Jana Hunter i front musikalsk set tager Voxhall i hånden lørdag aften. Naturligvis er det primært numre fra Nootropics (2012), som Baltimore-bandet spiller, og det er i dén grad også bare et stærkt album.

Spændevidden strækker sig fra sømløst drømmende ”Alphabet Song” over koncertens tredje nummer, den langsomme og luftige popballade ”Candy”, til pladens førstesingle og bedste nummer, ”Brains”. Det krautede lokomotivnummer indhyller hele Voxhall i en euforiens gentagelse, men taber desværre lidt samspillet undervejs, da der snubles over et par af takterne i mellemstykket, hvor Hunter og kor synger i polyfonisk ekstase, og nummeret genvinder egentlig først pusten, da det stykke er ovre.

Lyden er igen vanvittig nuancerig og klar på Voxhall, så man aner alle lag af Lower Dens’ velkonstruerede og mørke monotoniekstaser. Der sluttes – som på Nootropics – med den lidt tamme lukker ”In the End Is the Beginning”, der nok lader Hunters ’sirene-går-i-søvne’-vokal komme til sin ret, men som i sig selv sgu er lidt søvndyssende på den lade måde. Dog ændrer det ikke på, at et godt musikalsk forlæg ofte resulterer i en god koncert.

(AM)

Grimes, 23.15, Voxhall

Lyden blev afbrudt igen og igen. Grimes’ Claire Boucher rodede sig i afmagt i håret og udstødte små, aggressive hyl. Til sidst bad hun om at få en øl. Det varede lidt, før publikum fangede, hvorfor den lille pige på scenen var så frustreret. Hendes loop-pedal var brændt sammen på vej til Aarhus, og nu var hun nødt til at fremføre sit materiale med lånt udstyr, der tydeligvis ikke ville makke ret. Et ikke helt lille bump på vejen for en musiker, der udelukkende opbygger sine sange om loops af præfabrikede synthtracks.

Kunne man abstrahere fra, at Boucher var på randen af et nervøst sammenbrud, satte det tekniske besvær egentlig ikke de store hak i koncertoplevelsen. De fleste backingtracks kørte upåklageligt, og med de livligt hoppende synthflader og en lækkert anmassende basbund var det faktisk helt forfriskende, at Bouchers vokal blev et lidt uforudsigeligt element i den polerede lyd. Selv når numrene antageligt slet ikke ville hænge sammen, gav Bouchers vredesudbrud, som fandt vej til det loopede vokaltrack, en spøjst velfungerende aggressiv kant til synthmanipulationerne.

Det pumpede, basgungrede og var forrygende dansabelt i det efterhånden tætpakkede Voxhall. Hvor lydproblemerne hovedsageligt rørte publikum, var mellem numrene, da Boucher igen og igen var nødt til at holde pauser for at justere sit udstyr. Havde hun kunnet undgå disse lidt ærgerlige opbrud i festen – og havde hun ikke været nødsaget til temmelig tidligt at forlade scenen, da hun ikke kunne få flere numre ud af sit grej – kunne hendes lørdags-treat muligvis have udviklet sig fra det glimrende til det decideret fremragende. Forhåbentlig skaffer hun sig en ny pedal og kommer retur inden længe.

(SP)

Austra, 00.30, Voxhall

Helt ærligt så er det Austra af alle på Pop Revos 2012-program, som jeg har glædet mig mest til. Siden udgivelsen af Feel It Break fra sidste år har det canadiske band huseret og hjemsøgt min musikalske palet ofte, og selvom det er svært at fange den ofte dundrende uhyggestemning fra albummet, så er det nogle virkelige fine basorienterede sangversioner, vi indhylles i under Pop Revos sidste koncert.

Forrest på scenen står Austras hovednerve, sangerinde og keyboardspiller Katie Stelmanis, flankeret af to velsyngende og næsten udklædte korsangerinder med karakteristiske og lettere teatralske bevægelser undervejs – ikke ulig den gode, gamle Vogue-dans. Trommeslager Maya Postepski er vanvittigt velspillende på en tilbagelænet og næsten slacket facon, mens en ekstra keyboardspiller i postapokalytisk og gennemsigtig kaftan tager sig af synthtonerne bag keyboardet.

Andetnummeret, ”The Choke”, lader de bastunge og samtidig lette og levende beat understøtte Stelmanis’ lyse, stærke og til tider let skingre vokal, mens en yderligere dimension til musikhavet leveres af Dorian Wolfs bløde og organiske bas. Stelmanis roser undervejs festivalens bandkombination, byder på enkelte nye numre og fastholder en ekstrem intensitet grænsende til det ravende koncerten igennem. Mens højdepunkter med den smittende ”Lose It” og sidste sang før ekstranumrene, den forjættende ”Beat and the Pulse”, står på, er det mere end svært at stå stille som publikum. Voxhall er da også i dansehumør, og Austra leverer den perfekte afslutning på et par dages intens festival i Aarhus.

(AM)
Fotos: Steffen Kloster Poulsen og Matthias Bitsch Nejsum, Pop Revo.