Rockmusik var engang noget, man forbandt med attitude, oprør og kamp imod samfundets uretfærdigheder. Rockmusik var engang noget, der havde noget på hjerte.
Siden gik det, som ting nu går, og mere end man bryder sig om, er lyden af rock’n’roll blevet til lyden af drømme om store biler, fri fisse og det søde liv på den røde løber. Sådan kan det i hvert fald føles, når glaserede poprockere med modehår og egen parfumeproduktion toner frem på ungdomsmusikkanalerne eller i radioen.
Men heldigvis har vi stadig nogle af rockens dinosaurer, der holder liv i, at musik gerne må ville andet og mere end blot at give musikerne en undskyldning for at klæde sig idiotisk og opføre sig endnu værre, mens de laver metervaremusik og lever det vilde liv. Bruce Springsteen er blandt den absolutte elite af disse mastodonter fra fortiden, og han leverer med Wrecking Ball endnu en decideret protestplade. Den slags skal man hylde.
For mens store dele af rockscenen stadig har travlt med at tude over kæresten, der skred, eller puste store mængder luft i sig selv, kaster Bossen sig over en kritik af verdens tilstand anno 2012, set i lyset af finanskrisen og dens konsekvenser for dem, der har mindst aktie i, at tingene er gået ad helvede til: de folk, som betaler prisen mere end nogen, og som altid har været Springsteens lyriske bagtæppe – de helt almindelige amerikanere med pick-up truck, manuelt arbejde og hele moletjavsen.
Det er langtfra første gang, Bruce Springsteen skriver om og til Hr. og Fru Johnson i Smalltown, USA, men det er også folk, der fortjener en ambassadør, nu hvor punken er død, socialrealismen er gået på Facebook, og politisk indignation kun titter frem, når det er musikerens egne penge, der er på spil.
På Wrecking Ball er Bruce Springsteen en mand med en mission. Ligesom da Neil Young lavede Living With War som en reaktion på Irak-krigen, er der en klokkeklar tråd igennem hele pladen, som på den måde bliver langt mere et værk end bare en plade.
Men hvor Neil Young lykkedes med at skabe en moderne protestplade, har Bruce Springsteen ikke helt samme held med projektet, ikke mindst fordi der mangler musikalsk konsistens på Wrecking Ball. Der er rigtig gode momenter, navnlig i åbningsnummeret og singleforløberen “We Take Care of Our Own” samt på “Shackled and Drawn” og “Death to My Hometown” – om end det kan være svært at lytte sig til, at de skulle stå på hinandens skuldre og sammen hæve den gode sag op i øjenhøjde. Til det formål er de simpelthen for forskellige i deres udtryk og lyd.
Men det er gode sange, og dem er der en del af på Wrecking Ball. Så er der noget, der er halvskidt, og her og der er der elementer, der lyder omtrent sådan, som det må lyde, når Lars Lilholt har tynd mave.
Alt i alt er det en noget rodet affære, men absolut ikke uden momenter, der er værd at kaste øre på.
Frem for alt kommer Wrecking Ball mere til at lyde som en plade, der er skrevet som oplæg til den verdensturné, der til sommer bringer Bossen til Roskilde, end som en vredesplade, der bare måtte skrives.
Og det er netop dette, der gør, at der for en gangs skyld er alvorlig diskrepans i Pladeklubben. For hvor lægger man trykket, når man sætter Springsteen på pladespilleren? Lytter man til en mand med en mission, til historiens vingesus og til en af de helt store helte i rockhistorien? Og anskuer man ham gennem de briller?
Eller dømmer man musikken alene på, hvordan den lyder – uden skelen til, hvem der står bag, og hvilken historie han har? Hvis der ikke havde stået Bruce Springsteen på pladen, men i stedet et nyt, ukendt navn, ville den så have modtaget de mange rosende ord, som den har blandt mange anmeldere?
Lige meget hvordan man ser det, er Wrecking Ball et bekendtskab med både store lyspunkter og grimme sorte pletter undervejs. Og så er det frem for alt en rockplade af den slags, som man kun kan ønske sig, at mange flere ville turde lave: Én, der vil os noget, én, der tør tage stilling og stikke hovedet ned i det politiske søle. Om det er fedt? Det er, som man tager det. Men det er satme rock’n’roll!
Bertel:
