Der er noget esoterisk over Dirty Beaches‘ musik. Alex Zhang Hungtais projekt har eksisteret siden 2005 og har udgivet tonsvis af vinyler på små, obskure pladeselskaber, men det er de færreste, der denne aften i februar, synes at have andet end den seneste plade, Badlands, som referenceramme. De ‘indviede’ vil nok med lidt hån i stemmen postulere, at det er lemming-effekten, som er opstået pga. Pitchforks hype af selvsamme plade, der har fyldt Stengade til randen. Ikke desto mindre kan man ikke være andet end begejstret over, at musik i en så snæver niche har nået så bred anerkendelse, som fremmødet vidner om. Hvis man dog forventede, at den nyerhvervede popularitet også ville afspejle sig i sætlisten, var man dømt til at blive skuffet. Koncerten skulle nemlig vise sig at blive lige så esoterisk, som Dirty Beaches’ bagkatalog.
Først må opvarmningsbandet Marching Church, med Elias Bender Rønnenfelt fra Iceage i front, dog også lige nævnes. De var nemlig både på papiret – deres udgivelser, som er lo-fi produktioner udgivet på kassettebånd i små oplag, har et vist åndeligt slægtskab med Dirty Beaches – og i praksis et velvalgt opvarmningsband. Hvor Iceages koncerter oftest er brutale hardcore opvisninger med indirekte opfordring til pogo-dans, var Marching Church et mere cerebralt indslag. Sangene fik med andre ord lov til at være sange frem for rå energiudladninger. Jeg bed desuden også mærke i deres brug af industrial samples, som efterhånden må kunne betegnes som værende ‘klassisk Posh Isolation‘. Deres sæt var bestemt godkendt, og efterlod mig med et håb om, at Escho-gutterne får kørt en velproduceret udgivelse med dem i stand, på samme måde som de har gjort med Lower og Iceage.
Da Marching Church havde pakket sammen og forladt scenen, gik der ikke lang tid før Dirty Beaches var på scenen – ja, de gik faktisk næsten en halv time for tidligt på i forhold til planen. Meget lidt rockstar-agtigt, måtte jeg konstatere med et smil.
Under normale omstændigheder spiller Alex Zhang Hungtai solo med en forstærker, effektpedaler og backingtracks, hvilket han da også gjorde, da han spillede på Bakken i Kødbyen sidste år, men denne gang var arsenalet blevet udvidet med elektroniske drumpads, synths og effekt-indsvøbt saxofon, og det skulle også vise sig at have en radikal betydning for sættets udformning.
Hungtai satte koncerten i gang alene med en kort, nedbarberet guitar-ouverture, hvorefter de to kumpaner sluttede sig til ham i aftenens første nummer, “Horses” fra Badlands. Saxofonen viste sig allerede her at være et kærkomment, nyt element i Hungtais musik. Den tilførte i løbet af hele koncerten lydbilledet ekstra drama og bevægelighed, og retfærdiggjorde (det efterhånden lidt fortærskede) prædikat ”cinematisk”, der så ofte puttes på Dirty Beaches – det ene øjeblik lød det som sirener afspillet under vand, det næste som hvis no-wave-saxofonisten James Chance med et shitload af effekter fortolkede Angelo Badalamentis cocktail-jazzede soundtrack til Twin Peaks. De manuelt-spillede trommemaskiner var desuden med til at proppe lidt sul på de ofte lidt magre lo-fi samples, og var dermed også en positiv tilføjelse.
Med afsæt i “Horses” tog koncerten dog en drejning. Rockkoncerten blev til en psykedelisk seance med Hungtai som åndemaner i centrum, mens selve musikken gik fra at være forankret i samples til at blive en mere intuitiv affære. Det lykkedes dog bandet hele vejen igennem at bibeholde intensiteten, der eskalerede, da Hungtai som en anden søvngænger med halvt lukkede øjne vandrede ud blandt publikum, mens han med sine melodiløse, Alan Vega-agtige fraseringer skrålede tilskuere op i ansigtet. Meget i trit med det ekspansive lydbillede, havde han dog også kærlighed med, så efter at have spyttet impromptu lyrik ud i hovedet på de chokerede masser, faldt han i armene på en tilfældig person i noget, der lignede et kram. Forløsningen kom dog for alvor, da mega-undergrundshittet (hvis man kan tale om et sådant) “Lord Knows Best” rejste sig fra sumpen af delay og rumklang. Så selvom det kun blev til to numre fra Badlands, fungerede netop de to numre som en slags pro- og epilog til hele det udskejede trip derimellem.
Bandet gik ud, og de kom ind igen i det klassiske encore-ritual. Der var håb endnu. Ville de mon spille “Lone Runner” eller “True Blue” som bonusnumre? En pige skreg efter sidstnævnte. Men det blev det aldrig til. Selv efter bandet endnu engang havde forladt scenen med en heftig drone kørende, og entret til encore numero dos. Strandene var bare mere kosmische end beskidte denne aften.
Der skal nok være mange, der var utilfredse over, at Dirty Beaches ikke vægtede hans forvrængede, retrofikserede Badlands-lyd, der ligger et sted mellem Sun Records og Les Rallizes Dénudés, særlig højt. Reaktionerne efter koncerten pegede også næsten entydigt på skuffelse. Personligt var jeg godt tilfreds. Koncerten tegnede lovende for hans nye materiale – for det meste var, som hans live-buddies kunne afsløre i merch-standen efter koncerten, nyt materiale. Hitparader af statiske indspilninger tilsat en knivspids live-nærvær er sjældent at foretrække – i al fald ikke for mig – og det var det heller ikke til denne koncert, der stod i friforms-eksperimenternes tegn. Så fortsæt freakoutet, Alex Zhang Hungtai, fortsæt! Jeg følger med.
Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk
