Det er svært at regne ud, hvad The Motherfucking Gaslamp Killer, som William Benjamin Bensussen ynder at kalde sig, holder mest af: at være festabe med hits og swag eller at påtage sig rollen som musiknørden, der laver perfekte mixtapes med doceret arkæologi og nutidig nysgerrighed? Svaret ligger et sted midt imellem. For hvis nogen kan binde tråde mellem fortidens helte og de nyeste gevækster, der skærer sig op igennem storbyens stenunderlag, er det ham.
Det bedste er dog, at The Gaslamp Killer er en af de absolut mest underholdende dj’s at se på under en koncert. Ikke noget med at gemme sig. Der var konstant bevægelse, hvad enten den stod på klap, wobble-bas-håndtegn eller en tur ud foran pulten med iPad’en som instrument. Herrens viltre hår væltede rundt under Cosmopol-scenens teltdug, så norske blackmetallere må være en kende misundelige på mandens evner.
Musikalsk bød showet på alt fra Hudson Mohawke over Cypress Hill til tung L.A.-dubstep og japansk syrerock og The Beatles. Hele tiden med flager af hiphop lurende i baggrunden. Og det var heldigt, for når først numrene fik lov til at gå fri af den evigt mixende hånd, var publikum alvorligt tilfredse med det, de hørte. Især fordi der med sikker hånd blev strøet ekstra bas-tromme ud over sættet. The Gaslamp Killer er glad for visse kunstnere, så derfor fandt han det nødvendigt med flere Busta Rhymes-vers, og indtil flere Beatles sange kom også under kærlig behandling. Det hele med tilpas tryk på kedlerne, til at Cosmopol kom i bevægelse igen efter OFWGKTA’s kaoskoncert et par timer før.
Desværre for showet var der for mange abrupte skift væk fra festen. At Bensussen havde brug for en pause, var forståeligt, men at det skulle ende med præsentationer af numrene, halbal-dj-style, var ikke nødvendigt. Det fungerede heller ikke lige godt, hver gang Benussen forsøgte at agere enmandsband med iPad-hærg foran pulten. Men når han holdt sig til at være troldmand med guld i trylleposen, var det en forrygende underholdende fest.