Kloster gav en intim og smuk koncert, der passede perfekt til Gloria-scenen. Visuals og de alternative instrumenteringer gav sammen med de mange vokalharmonier en tiltrængt meditativ pause fra den vilde festival.
Mikael R. Andreasen og Kloster gav en anderledes, meditativ koncertoplevelse på Gloria.
Mikael R. Andreasen er frontmand i Kloster og leverede sidste efterår den fremragende The Waves and Winds Still Knows His Voice og sad med sin spanske guitar og spillede fingerspil og sang hele koncerten. Den spændende instrumentering talte bl.a. harmonium, sav, percussion, en tibetansk syngeskål, djembe, en meget dyb fløjte, banjo, tværfløjte og elektrisk guitar. Musikalsk set var det store opbud af instrumenter ikke tvingende nødvendigt, men fungerede mere som legetøj, der signalerede den moderne hippies akkumulation af hjemhentede vidunder-objekter fra den tredje verden. Det synes svært at se bort fra dette.
Scenografisk var der live visuals med manipulerede billeder filmet med et langsomt panorerende kamera, der hang øverst i sceneudsmykningen. Senere i showet udskiftedes langsomt glidende billeder af alskens instrumenter set fra oven til nåleskovs-silhuetter og sorte fugle i flugt. Der var konstant nye og uvante kombinationer mellem de mange instrumenters forskellige og specielle klange, hvor især saven og dronen på harmonium fungerede super godt.
Der kom flere gange antydningen af postrock-udladninger, der bidrog til en rig og dynamisk musikalitet. Den engelske sangskriver Bill Fay fik rosende ord med på vejen: »Folk, der lytter til Bob Dylan og Niel Young. Det er fint nok, men Bill Fay…« Bandet spillede et slags covernummer, hvor teksten var Fays, og musikken var komponeret af Kloster.
Andreasen havde vokalmæssigt følgeskab af Sarah Hepburn og Solrun Stig. Hepburn var lead-sanger på et par numre og gav med sin smukke stemmes brede register mindelser om Portisheads Beth Gibbons og Björk-lignende fraseringer. Et meget stort plus for kvindelig sangkunst.
Det var et stillestående og helt afslappet publikum, der nød denne formidable koncert, der nærmest ikke manglende noget, udover måske en smule mere energi i leveringerne. Publikumskontaktet var hele tiden intakt, selvom gruppen var indadvendt. Det må vel være ret svært, tænker jeg. Tempoet kom sjældent langt over 50/60 bpm, og den følelse af spiritualitet, som programbeskrivelsen hæftede sig ved, var især fremtrædende på et stykke med delay på Hepburns vokal, akkompagneret med køller på djemben. Melankoli, eftertanke og nordisk indadvendthed kombineret med usandsynligt dygtigt komponerede og udførte numre resulterede i et rent højdepunkt med Kloster. En meget smuk koncert.
