Kemialliset Ystävät trængte aldrig for alvor igennem publikums snak og støjen fra de tilstødende scener.
Regn på Roskilde Festival er altid et minus for publikum, der i tilfælde af uvejr hurtigst muligt søger indendøre for at undgå at blive lige så gennemblødte som deres ubehjælpelige telte ude på campingarealet. Netop dette er udgangspunktet i min teori om, hvorfor der alligevel var et halvfyldt Gloria-telt, da Kemialliset Ystävät gik på scenen klokken 23.
De kemiske venner gjorde ellers deres for at bringe liv i et publikum, der havde set sit snit til at få en lur eller formel konversation, mens regnen stilnede af. Og med frontmand og initiativtager Jan Anderzén som midtpunkt bød finnerne ind med en højeksperimentiel fusion af traditionelle lokale instrumenter og mere ‘moderne’ musikelementer.
Det blev dog alligevel en noget langsommelig affære, der først og fremmest blev forsinket et kvarter grundet uvejrsforårsagede problemer med strømmen. Og med The Strokes’ larm fra Orange, og senere Chris Cunninghams fra Arena, der ligesom ved Valby Vokalguppe-koncerten skabte tanker om at flytte ‘intimscenen’ før næste års festival, var det begrænset, hvor meget kvartetten havde at byde ind med.
De musikalske finurligheder og innovative kompositioner fejlede egentlig ikke noget, men når det 70 pct. af tiden ikke var muligt at skelne finnernes lyd dels fra andre artisters, dels publikums interne samtaler, så kunne man godt have savnet noget ud over det sædvanlige for at få gjort Gloria til den intimscene, som den nu engang er.
