Frisk Frugt opslugte publikum i deres overlegne genreleg.
Anders Lauge Meldgaards fremragende 2010-album, Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum hvor solen bor, suite, er cirka lige så minimalistisk som sin titel. Ikke desto mindre lykkedes det ham – i selskab med tre trommeslagere, tre blæsere, en bassist og en guitarist – at gøre Roskilde-liveudgaven af Frisk Frugt endnu mere smittende, spjættende og helt igennem livsbekræftende.
I en helt ubesværet, umærkeligt flydende bevægelse krydsede de ni musikere uden tøven alle genregrænser, så støjrock, kraut, freejazz og vestafrikansk musik smeltede sammen og blev til ét hele. Mens tre piger siddende ved scenekanten legede med ler og formede, hvad der lignede et græskarstort hoved med en lang hestehale, ledte en langstrakt synthdrone og trillende blokfløjter publikum ad fuglekvidrende junglestier og ind i en mesterlig version af “Palmevinsdrikkerens vækkelsesblues”. Dybe kontrabas-strøg svajede under Meldgaards nasale stemme og Anja Jacobsens heliumlyse kor, der bekendtgjorde, at nu skulle palmevinsdrikkeren danse – og det sørgede de tre trommeslagere så for, at han og hele Gloria-publikummet kunne.
Herfra blev keramikpigernes figurer mere og mere abstrakte, men Meldgaard & co. holdt sig ufortrødent på sporet. Hvilket reelt vil sige: langt fra alfarvej. Men vel at mærke uden at fare vild. Det hele strittede glædesstrålende og hang alligevel nøje sammen. Hvad enten Meldgaard krøllede snirklede melodier ud af sin guitar, eller Jacobsen spillede repetitive xylofonmønstre, gav de genlyd hos andre i orkesteret. Meldgaards vokalmelodier vandrede over i hornene, og trommeslagernes rytmer bjældede, smældede og gungrede i tagfat – hvilket blev allertydeligst, da de tre i det afsluttende nummer gik fra trommesæt til trommesæt som i en slags trippende kædedans.
De energisk tæskende percussionister og de vedholdende, krautede baslinjer gav Dansktoppen møder…-sangene et uimodståeligt drive, og “Æblejuice bringer solen indenfor om vinteren” blev decideret funky – synkront med at nummeret fortolkede støjrocken meget frit. Originaludgaven er i sig selv opløftende, men i det kondens-dampende Gloria forvandlede nummeret sig til et enestående eksempel på, hvordan spilleglæde kan komme ud til publikum, ikke blot via musikernes begejstrede udstråling, men simpelthen sprudle ud gennem hver en tonerække og hvert et trommeslag.
Meldgaards betoning af vokalmelodien i Dansktoppen møder…-titelnummeret var noget usikker, og derefter var den stilfærdige “Hvordan to halvmåner bliver til 4/4” lige ved at lægge en dæmper på festen. Men det var i sandhed småting, der kunne viskes bort med samme lethed, som Meldgaard og resten af bandet plukkede nye idéer i musikhistoriens æbleplantage og indpodede dem i de livsaligt fritvoksende numre.
»Hvis nu man var på syre, ville det her være fucking fantastisk,« sagde en dansende pige foran mig og kiggede op på projektionerne af lerpigernes leg i loftet. Det var det mildt sagt også uden.
