Han er godt nok svensk, men lyder amerikansk. Daniel Norgren gav os en indfølt omgang garage-blues på Gloria.
Det er alligevel ikke den sætning, man hører oftest på Roskilde: »Er der nogen herinde der kan lide blues?!« Ikke desto mindre blev konferencierens spørgsmål besvaret af det stort fremmødte publikum med et rungende »yeeaah!« Alle var helt klar til svenske Daniel Norgren og hans rå blues.
Han kom på scenen sammen med en enkelt anden musiker på kontrabas. Den amerikanske inspiration var fra starten synlig på de tos fedtede, halvlange hår under kasketterne i bedste/værste hillbilly-stil. Daniel Norgrens musik vender sig også uden tvivl mod USA, både hvad angår accent og genre; der er dømt blues og countryrock. Ikke mindst hans nyeste album, Horrifying Deatheating Bloodspider, er en skramlet omgang bluesrock med skæve indslag og vildskab, der gør den ofte benyttede sammenligning med Tom Waits helt berettiget.
Live var Daniel Norgrens musikalske udtryk dog mindre skævt og skramlet. Numre med mere vildskab, som f.eks. et af de bedste fra Horrifying Deatheating Bloodspider, “Big Black Bull”, fik vi ikke. Det var mere klassisk i sin bluesrock og country, og det var efter min mening lidt synd. Til gengæld må man sige, at Daniel Norgren fik givet en masse live – med stærk indføling på sine solide bluesrock-numre, der ofte handlede om karakterer, der er sådan lidt stakkels. “Blind” var rørende, der var særligt gang i den på både “Lovedog” og “Lowbird”, der med sit lækre shuffle for alvor fik publikum med. I begyndelsen af koncerten hørte vi desuden, at Norgrens stemme også kan være fin og klar i tilgift til den ru og rå vokal, han ellers iklædte sine numre.
Norgren er næsten et helt enmandsorkester i sig selv. Han sad ned og spillede guitar og sang, men desværre var det frusterende ikke at kunne se Norgren ordentligt. Roskildes nye Gloria-scene er ikke så høj, og der var mange publikummer. Det går, men når hovedpersonen så også rykkes nedad, bliver det lidt svært at følge med – og da der kom røg på scenen, forsvandt Norgren helt. Han var dog til dels undskyldt, da positionen skyldtes, at han sad og styrede et miniature-trommesæt med fødderne. Hist og her var det, forståeligt nok, en smule i overkanten med kravene til multitasking, og Norgren burde virkelig overveje at investere i en trommeslager. Så kunne han også bevæge sig lidt rundt på scenen og ikke være så fysisk fastlåst, som han var hele koncerten igennem. Det gik immervæk ud over hele koncertens dynamik.
Efter knap en time forsvandt musikerne for snart at komme tilbage og give ekstranummeret “Mean Old Devil Got On”, der har noget af den skævhed, der – egentlig underligt nok – kommer mere frem på hans albums end live. Og så er der bare et eller andet over det, når sådan nogle blues-folk synger om djævlen. Det er, som om de bedre ved, hvad de snakker om, end os andre. Efter dette ene ekstranummer og en rå blues-time var det slut, og trods mit ønske om at høre de mere skæve numre og at se mere dynamik på scenen, var det umuligt at gå fra Gloria uden at være mærket af den varme stemning og have et halvskævt bluessmil på læben.
