Larsen and Furious Jane: Dolly

Gratis netudgivelse. Intet pladeselskab, ingen dyr promotion. Ingen smarte videoer. Udelukkende musik. Måske er afskeden med den kommercielle musikbranche et resultat af, at Larsen and Furious Jane aldrig har tjent penge på at lave musik og nu har indset, at de med Morningside Records’ opløsning lige så godt bare kunne opgive at komme til det. Det eneste, der er sikkert, er, at al udenomssnak bliver uendeligt ligegyldig, når først Dolly er gået i gang. For endnu en gang beviser Torsten Larsen, at han er den måske bedste formidler af alternativ og mørk rockmusik, som vi kan byde på her i landet.

På Dolly er styrken, ligesom på Zen Sucker, ikke sangenes enkeltstående kvaliteter, men derimod den forknytte tone, som risler igennem hver en blodåre på albummet. Årer, der transporterer bittert blod og ilt til en krop, der måske, måske ikke, vil gå itu af alt det, der tynger den. De åbner lystigt og lyst med “Living the Dream”, der folder sig ud som Larsens afskedssang med en gammel flamme. Musikbranchen, måske. Nummerets buldrende afslutning varsler heldigvis, at der ikke er skruet ned for støjen, og det sidste vers sætter stolen for døren for et eller andet i fortiden: »And you think you have a purpose / You think you have your reasons / But you’re oh so scared and needy / This is not what I agreed to / not what I agreed to at all.«

“Bottomfeeder” tætner det kompakte lydbillede, der kendetegner hele pladen. Der er ikke meget plads i sangene, og det klaustrofobiske lydbillede er med til at gøre dem spændende at lytte til. Her er det især trommerne, der får lov til at buldre som god, gedigen 90’er-støjrock, imens Torsten Larsen synger sig helt ud. På “Out of Pocket” går der næsten Sigur Rós-hvalsang i det tillæssede lydbillede. Ikke decideret vellykket, men man forstår begejstringen over pludselig at have en lydtroldmand som Mikkel Bolding (Messy Shelters, bl.a.) med sig i studiet. Det er hans finurlige soniske fingeraftryk, der præger mange af numrene. Lidt elektronik, et ekstra lag fernis på guitarerne og kun lige netop albuerum nok til vokalen. En vokal, der måske er en kende for tillukket. I forhold til Zen Sucker, der foldede Torsten Larsen ud som en decideret mesterlig rocksanger, mangler Dolly lidt af rumklangen og pladsen til at lade teksternes bitre grundtone komme helt til sin ret. Men det er også det eneste decideret negative, der er at sige om pladen.

“Around the Ruins” luller derudaf i et tempo, der bare beder om at få en skovlfuld støj smidt ind under hjulene, så det kan begynde at knase, og på “Dosage” rammer bandet en Calexico’sk cowboyuhygge. Larsens vokal er lys og spinkel og bliver omgivet af flydende guitarstrenge og en simpel melodi, der næsten to minutter inde skifter karakter og antager en urovækkende lethed. Det varer dog ikke længe, inden det hele falder sammen i absurditeter og lydeksperimenter. “Sunlight” er beviset på, at bandet heldigvis ikke har glemt de afdæmpede alt.country-toner, der var deres varemærke tidligere.
“Window Shopping” er sugende depressiv poprock, der rammer både glædescenteret og de destruktive sider i hjernen på en og samme tid. Og når den så bliver afløst af “The Home Stretch”, der med en nærmest black metal-lydende guitar og et pulserende beat, som ville være Swervedriver eller Serena-Maneesh værdigt, beviser Larsen and Furious Jane, at de er det absolut mest interessante rockband i Danmark i de seneste mange år.

Det er bare ikke nem musik at lytte til. Og de får absolut ingen radiohits. Alt det er heldigvis ligegyldigt, når først man har sat Dolly på.

Hent hele pladen gratis her.