Reptile & Retards electrorock var måske ikke dybt original, men den var både pulserende og medrivende.
Allerede ti minutter før bandet er klar til at indtage Pavilion Junior, står et dedikeret publikum og skråler: »Dance, dance like your pants were on fire.« Nummeret er “Speed Dance”, bandet der heppes på er Reptile & Retard, og kravet er fest. Sidstnævnte er også, hvad bandet er kendt for at give.
Mads Damsgaard og Esben Valløe dannede Reptile & Retard tilbage i 2008 under et praktikophold som kaospiloter i Shanghai, og de har efterhånden en del koncerter bag sig, mens det at udgive musikken stadig ligger foran dem. Men at der officielt kun er ét nummer i omløb på internettet gør ikke det store for selve oplevelsen af en Reptile & Retard-koncert. Numrene er hovedsageligt skåret over samme læst: Det er pumpet electrorock med en god bund af trommer og bas og tilsat et stk. aktiv forsanger, Damsgaard, der synger godt, men uden at ordene, der kommer ud, har den store pondus. Men trods musikken og teksternes enkelhed udfylder de alligevel deres funktion ved at lægge op til fællessang og crowdhoppen.
Stemningen var god fra start, hænderne bouncede op og ned, og Damsgaard tronede i mængdens arme. Der var ikke meget at forhandle om, da råbet »Jesus is the way to clubbing« blev fulgt af en heftig gang bas og en disko-inspireret synthmelodi på nummeret “Jesus”. Dog dalede entusiasmen i de efterfølgende numre, hvor der simpelthen ikke var nok bas til at drive stemningen videre. En soulet stemning blev introduceret i det eneste nummer, der skilte sig ud fra den større masse, men det føltes fladt oven på den ekstatiske stemning, som koncerten lagde ud med. Den blev dog nogenlunde samlet op, da publikum til slut fik, hvad de havde efterlyst: “Speed Dance”. En melodi fanget mellem det catchy punkede og det kitschet irriterende i Crazy Frog tilsat en god portion speed dance on stage. Publikum var hooked, festen flød igen, men så blev det underligt – et langt intermezzo fulgte, hvor der ikke rigtig var nogen, der vidste, hv0r vi var på vej hen. Kom frøen igen? Skulle der danses, til taget lettede? Kompromiset blev en råbekorsseance: »We are all reptiles and retards« messede teltet, mens Damsgaard heppede oppe fra en af teltpælene.
Og der lader til at være en vis sandhed i det udsagn. For at dømme efter teltets hoppen og trampen blev der undervejs fundet ind til reptilhjernen, der slap løs i en lettere retarderet, men glædesfyldt rus. Reptile & Retard spiller hverken varieret eller skelsættende musik, men giv bassen et ekstra nøk op, og musikken er der, hvor den skal være: Den er tung, festlig og fælles.
