En lille anekdote om tilblivelsen af Blazing synes på plads. Ifølge Jenny Wilson er Blazing et dobbeltalbum, hvor begge halvdele udspringer fra samme kilde – helt præcist hendes andet album, Hardships!. Det er der ikke lagt skjult på. Jenny Wilson har ligeledes fortalt, at Blazing tog uskylden ud af hendes musik, da hun begyndte samarbejdet med det svenske gospelkor Tensta Gospel Choir og hendes fire mand store band. De musikalske kraftanstrengelser mellem disse mennesker blev optaget på tre dage i løbet af maj 2010 – vel at mærke uden en egentlig idé om, hvad indspilningerne skulle bruges til. Da de var færdige, fik musikken derfor lov til at ligge nogle måneder, og sidenhen fik Jenny Wilson til opgave at komponere musik til en danseforestilling. En opgave, som hun søgte assistance til hos Daniel Fagerström, der på eget initiativ havde lavet nogle – efter Jennys udsagn – »kunstneriske og frie« remixes af hendes sange. Samarbejdet bar frugt, og således fik de tidligere studieindspilninger, der i sidste ende kom til at udgøre Blazing I, tilføjet endnu en cd, Blazing II.
En musiker, der genindspiller numre fra sine tidligere albums, er ikke noget nyt. Det er set før med varierende resultater. Flere vellykkede forsøg er bl.a. gjort af amerikanske Chan Marshall alias Cat Power, og nu tager Sveriges ukronede indiedronning altså et skridt i samme retning.
Der er imidlertid ikke udelukkende tale om genindspilninger. En lille håndfuld nye sange er der også blevet plads til. Blandt dem findes en kækt lydende sag i form af ”Work”, der swinger med traditionel tværfløjte og et velsyngende Tensta Gospel Choir.
Generelt bærer Blazing I præg af et mindre poleret udtryk end forgængeren Hardships!. Da forgængeren udkom, var det en spændende nytænkning af Wilsons udtryk. Der blev bl.a. tilføjet saxofon, flerstemmigt kor og r’n’b-rytmer, der friskede hele hendes lyd op. Produktionen havde den samme lækre, velsmurte lyd, som var at høre på hendes debut fra 2005, Love and Youth. Nu eksperimenterer Wilson i nye, mindre afprøvede territorier i form af indspilninger, der minder om ’first takes’ foretaget live.
Blazing efterlader mig med en følelse af uforløsning og længsel efter Jenny Wilsons to tidligere soloudgivelser. Nuvel, der er tale om nyfortolkninger, når man piller sine numre i stykker og genindspiller dem nøgent og uslebent, men i mine ører tilføjer det ikke numrene noget essentielt nyt. Det bliver halvkedeligt og demoagtigt på mange af genindspilningerne, dog med undtagelse af ”Would I play with My Band?” fra debuten Love and Youth.
Jeg kan forestille mig, at en nedkogt udgave af dobbeltalbummet Blazing ville kunne gøre sig fint som ep, hvis de mest raffinerede skæringer, som f.eks. den nye, lettere lo-fi udgave af ”Pass Me the Salt”, kunne indgå. Mindre overflødigheder, som eksempelvis ”Beyond the Wasteland”, der med sin alenlange orgelintro trækker tempoet helt ud af plade nummer to og fører videre til ”Psaltar”, der dog udvikler sig til en eksperimenterende omgang chillout, kunne efter min mening sagtens undværes. Det er et kunstnerisk valg, og det er svært at argumentere imod. Cadeau til Jenny Wilson, der forsøger at revitalisere sine kunstneriske dyder, men begge cd’er i deres fulde længe kommer til at virke som et tegnebræt til et album, der er på vej til at blive færdiggjort.
