Psykedelia og impro har bestemt ikke ringe kår på den danske musikscene for tiden. Blot gennem Festival of Endless Gratitudes seneste par årlige festivaler og drypvise koncerter med et sammensurium af mere eller mindre feterede psych-, kraut- og freeform-acts har der været rig mulighed for at få forskruet bevidstheden, udvidet sin musikalske horisont og samtidig forvisse sig om, at der bestemt er en omfattende talentmasse bag de nævnte genrer alene inden for kongerigets grænser.
Sunburned Hand of the Man
Både Jørgen Teller & the Empty Stairs og Sunburned Hand of the Man var at finde på programmet ved seneste version af taknemmelighedsfestivalen, hvor de stod for to af festivaldagenes formfuldendte afslutninger i form af kaotiske noise-ekskursioner og dundrende psych. Men når man er to af de mest erfarne konstellationer inden for sin genre på henholdsvis den danske og den internationale scene, ligger det naturligt nok lige for at afprøve grænser, og især Sunburned Hand of the Man har gennem tiden præsenteret publikum for så mange bandsammensætninger og variationer over deres udtryk, at man aldrig har kunnet være helt sikker på, hvad man har skullet forvente.
Jørgen Teller & the Empty Stairs
Hvad jeg som det første ikke havde forventet, var det temmelig lille fremmøde, der kl. 22.15 kunne stimle sammen om Loppens scene, hvor Jørgen Teller og The Empty Stairs-kammeraterne var ved at samle sig om deres instrumenter. I forhold til deres seneste udgivelse, Jeg så det godt, som med pågående reverb og kaotisk noise-impro hurtigt udbasunerer alt, hvad remmer og tøj kan holde i hovedet på sin lytter, var det et mere opbyggende møde med bandet, der udspillede sig tirsdag aften.
Over tre numre af hver omkring et kvarters varighed var der altså også rig mulighed for at stifte bekendtskab med de mere subtile elementer af bandets lyd. Passager med The Empty Stairs’ meditative kontrabasbefamling og flaksende frem for dundrende trommespil var således mindst lige så opmærksomhedskrævende som de etaper, hvor bandet efterhånden havde nået numrenes mere pondusladede og kaotiske sekvenser. Måske var Tellers vokal, som vanen tro satte ind med mere eller mindre dechifrerbare mantraer og udråb under de mest hæsblæsende noise-sekvenser, heller ikke altid med til at afrunde lydbilledet på formfuldendt vis. Muligvis var det mikrofonen, måske har Tellers anordning til at optage og forvrænge sin stemme også haft en finger med i spillet, men i alle tilfælde opstod der forstyrrelser i lydniveauet, der kunne gøre hans vokal for dominerende eller få den til næsten at forsvinde blandt sine bastante medlydmagere.
Det var nu ikke noget, der ødelagde helhedsindtrykket, for langt det meste af tiden var det en trio med en imponerende god fornemmelse for hinanden og et godt varieret udtryk, der nåede ud til publikum. En flok, der heldigvis havde vokset sig en hel del større under aftenens første optræden, og dermed var det et mere passende fremmøde, der kunne slå hul på deres onsdag til tonerne fra Sunburned Hand of the Man.
Sunburned Hand of the Man
Konstellationen var denne aften skåret ned til en duo bestående af Paul Labrecque og John Moloney, og derfor virkede det helt passende, at koncerten også lydmæssigt lagde ud nedbarberet. Med optrædender bag sære masker, okkulte opvisninger eller mantralydende udtryk har bandet ofte været garant for dybt mystiske forestillinger, der har kunnet påklistres alle mærkater fra new weird americana over jazz og avantgarde og til decideret krautrock. Tirsdag var det mest pågående lir dog skåret fra, og tilbage var en lang intro bygget over en atmosfærisk lydflade af det, der mest af alt lød som ørkenvind – diskret, men stemningsskabende på en ikke så lidt ildevarslende måde med sin helt centrale plads i lydbilledet.
Trods manglende udklædninger og shamanistiske udskejelser på scenen manglede der ikke just et trancedentalt element i musikken. Faktisk var det et temmelig betagende udtryk, de to på scenen byggede op med spredt reverb og en simpel keyboardsekvens, der gentog sig selv i det uendelige, og med kun to musikere i vælten kunne de næppe have skabt et mere insisterende udtryk med andre virkemidler.
Derfor var det egentlig ikke en helt kærkommen gæst, der omkring en tredjedel inde i seancen kom på scenen i form af The Empty Stairs’ trommespiller TR Kirstein. Ikke fordi trommespillet var til at sætte en finger på, men nærmere fordi det tidligere så opslugende udtryk efterhånden mundede ud i en løsere omgang impro, der aldrig fik helt den samme nerve.
At der blandt publikum heller ikke syntes at være den hel store gejst til at engagere sig i Moloneys afsluttende »Burn the book!«-tilråb og slæben rundt på en voodoo-dukke i menneskestørrelse, har måske haft noget med det at gøre. Alternativt hang det samme med det fremskredne klokkeslæt, for hvordan man end vender og drejer det, havde det været en både hæsblæsende og hypnotiserende aften, hvor skønhedspletterne hovedsageligt fremstod som parentetiske.
