KiD CuDi har i sin relativt korte karriere allerede haft en imponerende indflydelse på moderne, urban populærmusik. I 2009 var han supervisor og vist også medsangskriver på Kanye Wests autotunede syngeplade 808s & Heartbreak. Og rapperen og sangeren Roch fra New York har uden tvivl også ladet sig inspirere af CuDis blanding af sang, rap, hiphop og rock på sange, der gennem et dybt personligt perspektiv handler om problematisk kærlighed og andre af privatsfærens problematikker.
Årsagen til at CuDi her fremhæves som en dominerende undertekst til newyorker-rapperen Rochs selvfinansierede debutplade LightWeight Bi-Polar Mania er, at skivens blanding af ovenfornævnte ingredienser slet ikke ville give mening, hvis man ikke var klar over, at CuDi tidligere har haft succes med opskriften. Til trods for at Roch er en habil rapper, der uden at skille sig ud fra mængden da også godt kan synge (bortset fra på ”No More Starz” hvor han givetvis efter intention synger skingrende falsk), så fungerer albummet nemlig slet ikke.
Først og fremmest skæmmes helhedsoplevelsen af en mudret produktion, som leder tankerne hen på demooptagelser og medfører, at ingen detaljer i lydbilledet rigtig står frem og kommer til deres ret. Og dér skal det som det allermindste være i orden, hvis man søger at komme op i den liga, hvor folk som KiD CuDi befinder sig. Havde musikken været mere ‘ude i pappet’, ville det givetvis have pyntet lidt på helhedsindtrykket.
Og så er der beatsiden, som med en overflod af plastikagtige, midi-lydende synths, men også organiske soulbreaks og funky basgange, mimer de beatsammensætninger, man har hørt på rigtig mange hiphop-plader de seneste tre år. Derudover indeholder pladen også lige et par ekskurser ud i collagerock, hvilket også var at finde på CuDis seneste plade Man on the Moon II, samt en vaskeægte powerballade (”Another Heart Break”), der ville have egnet sig fint til strandfest, men aldrig skulle have befundet sig på et album.
Tekstmæssigt er vi som implicit udtalt ovre i samme omgang weltschmertz, ulykkelig kærlighed og skildring af kunstnerens forbandelse, som vi har set i overflod på de seneste kommercielle hiphopudgivelser. Hvor folk som Kanye West, KiD CuDi og Cee-Lo Green har personlighed og ikke mindst swagger til at bære det hjem og gøre det interessant, virker det navlepillende og ganske uvedkommende hos Roch – men det er der måske heller ikke noget at sige til, idet de fortvivlelser, der følger med at have et stort ego, nok efterhånden er blevet afdækket.
Der titter dog også nogle ganske udmærkede momenter frem hist og her: Sammensætningen af aggressive rapvers og rockomkvæd i titelnummeret, de fængende omkvæd i ”Something to Tell Ya” og ”A Beautiful Curse” (der låner en melodistump fra Smashing Pumpkins’ ”Disarm”) og den cocky levering af rappen over downsouth-pumpende og -dumpende 808-trommer i ”Hard Times” viser trods alt, at Rochs flair for håndværket ikke fejler noget. Hvor kliché det end lyder, skal han bare finde sin egne niche og lade KiD CuDi om at være KiD CuDi.
