Tada! Her er Anna Calvi. Hun er ung, kvinde, brite og håndterer en guitar på determineret vis. Og så er hun blevet iscenesat som instruktør af små musikalske forløb, som i deres tekst og lyd skulle kunne udgøre lukkede handlings- og stemningsforløb. Det sker (tildels) på det selvbetitlede debutalbum Anna Calvi.
Ud over at spinde filmiske dystopier af rock, pop og en smuk stemme klæder Calvi sig også ud og ind i flere roller, end man ser til den gennemsnitlige fastelavnsfest.
Det ene øjeblik spiller hun den sensuelle kvinde, som på “No More Words”, hvor de knaldrøde læber fra coveret hvisker ‘kælent’ til lytteren. Der bruges ironisk nok en del ord på i anstændige vendinger at fortælle den elskede, hvad hun ønsker, der skal ske, når engang ordstrømmen stopper. En kende kedelig indtil en yderst intens guitarsolo får sangen til at peake midtvejs for derefter igen at falde tilbage i sukkende gentagelser.
Det næste øjeblik optræder Calvi som film noirens sort-hvide forførerske på “First We Kiss”. Her puttes et ‘u’ foran det anstændige i teksten – »First we’ll kiss / then you’ll lock the door, my dear.« Trommespillet understøtter den lyriske udvikling. Fra en langsom hjertebanken i verset til en mere ophidset rytme under omkvædet, hvor citatet er taget fra.
Det tredje øjeblik som blueset bekender på “The Morning Light” og “The Devil”. Eller som dramatisk James Bond-femme fatale i den interessante “Suzanne and I”. Eller som caballero og personificeret animus i den potente guitarballade “I’ll Be Your Man”. Både det eksplicit feminine og et mere maskulint udtryk prøves af i løbet af Anna Calvi. Dog brænder Calvi og fæller kun for alvor igennem på lidt under halvdelen af pladens 10 numre. Derudover bliver de mange roller ofte et lidt fladt bekendtskab, hvor Calvi kommer til at fremstå mere skabet og tam end passioneret og vild.
Pladens sidste skæring, “Love Won’t Be Leaving”, byder dog på et af pladens højdepunkter. Trommerne er tilbagetrukket og dog alligevel buldrende. Guitaren og den skærende industrielle lyd danner en fin kontrast til vokalens skift mellem stille inderlighed og dramatisk proklameren. Her lykkes det at få det dramatiske og filmiske til at balancere uden at blive alt for skabet.
Problemet ved pladen er dog, at jeg for størstedelen ikke tror på de musikalske billedsekvenser, som Calvi prøver at stoppe ind af mine ører og øjne. Det begynder jeg til gengæld så småt, når jeg ser videoer af liveoptrædener. Trommerne på pladen er en fornøjelse, og guitarspillet har også sine kraftfulde øjeblikke, hvorimod pladen overordnet betragtet ikke opfylder den intensitet, der lægges op til. Dér, hvor jeg tror, Calvi for alvor tager kegler, må være live. Det bliver spændende, om hun formår at rulle drømmenes filmlærreder ud på Roskilde Festival denne sommer.
