Coveret til Daughter of the Wind ligner en amerikansk fyrreskov. Sådan en fyrreskov, hvor store stærke mænd går rundt med deres store stærke fuldskæg og nedlægger træer, der senere skal blive til bjælkehytter i en skov af samme art.
Det er nok ikke tilfældigt, at det netop er dette billede, der er blevet brugt til coveret på Mechanical Birds nye ep. Det passer nemlig ganske godt til den musik, der i 25 minutter fylder rummet. Banjo, syngeskåle og sav er nogle af de ting, der er med til at skabe en fredfyldt, længselsfuld og forsagt stemning.
Ep’en er seks numre lang, og det klæder musikken, at den er blevet holdt i så kort og fokuseret snor. For når der ikke er særlig meget rum at folde sig ud i, er der heller ikke meget plads til at miste stedsansen og fokus. Det klagende og klangfulde trækker et lag af melankoli ind over pladen, uden at Daughter of the Wind dog bliver deprimerende.
Selvom navnet måske giver et andet indtryk, er der intet koldt og klinisk over musikken fra Jakob Brixens folkprojekt. Musikken er levende, varm, omfavnende og langt fra det, man befinder med noget mekanisk. Vokalharmonierne får lydbilledet til at svulme og virke nærværende. Det er ret godt.
I “Tarot”, der angiveligt handler om tarotkort, galopperer musikken derudaf med banjo som det drivende virkemiddel. Langsomt, men sikkert, bliver rytmen dækket til af vokalharmonier og marchmusik. På én gang drømmende og alligevel så langt nede på jorden, at man ikke mister forbindelsen til omgivelserne.
Jeg glæder mig til at høre mere fra Mechanical Bird, for jeg tror stadig, der ligger meget potentiale og venter på at blive udnyttet.
