Anders Lauge Meldgaard, der er det borgerlige navn bag Frisk Frugt, lavede i 2006 den spøjst betitlede plade Guldtrompeten. I sin stil kondenserede albummet idéer fra musikerkollektivet Yoyooyoy ind til sammenslutningens – på det tidspunkt – mest helstøbte og sammenfattende udgivelse, og Guldtrompeten iscenesatte Meldgaard som en absolut unik skikkelse i dansk musik.
Pladen bevægede sig legende mellem uprætentiøse avantgardeeksperimenter og dybt seriøs naivisme og inddrog alt fra sønderkværnende noise og ekstatisk freejazz over klassisk visesangskrivning til småtjaldet neohippie-psychedelica på vejen. Guldtrompeten fik fuldt fortjent en varm modtagelse og var vel – i hvert fald indtil Kirsten Ketsjer (også med Meldgaard) kom med Ffffoo K Tsscchh året efter – årtiets danske udgivelse, og den har en stor plads i denne anmelders hjerte.
Kort sagt er vi nogle, der har haft endog meget høje forventninger til opfølgeren, der altså er kommet i år, med den ligeledes spøjse og noget besværlige titel Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum hvor solen bor, suite. Heldigvis for os skuffer pladen ikke. Nærmest tværtimod.
Meldgaard har siden Guldtrompeten været på en længere rejse rundt i Vestafrika (hvilket har resulteret i en serie bånd, udgivet på Yoyooyoy, indeholdende optagelser af gademusikanter og andet spas), og den musikalske inspiration hentet herfra præger i høj grad Dansktoppen…: Der er stadig numre, der emmer af dansk sommer, stråtækte huse og potjoints i haven, men en mere dystert manende, ritualistisk tone har sneget sig ind i Meldgaards univers, hvor shamanistisk stammedans omkring et buldrende bål og det syregrønne skær af klorofyl nu – i hvert fald skiftevis – afløser den støvede solvarme, der i udpræget grad farvede debuten i toner af sepia og meleret marihuana-grøn.
Det gør sig dog ikke for alvor gældende i den indledende “Dyrenes akkompagnement er et bur de kan flyve ud af”, som i høj grad vækker mindelser om debuten, ja, faktisk virker som et kondensat af dens eklektiske og alligevel dybt personlige stil: legetøjsinstrumenter, der spiller naivistiske spilledåsemelodier, en fjollet og småsyret optagelse af, hvad der måske er Meldgaard på fordrukkent indkøb hos den lokale grønthandler, lidt brutal støj, arytmisk klaver og percussion, der vælter komplet sammen om sig selv, og en forvrænget orgeltone, der gradvist stiger til boblende, lysende klarhed og leder videre til næste skæring.
Som det således anslås fra første øjeblik, blander pladen et nærmest uoverskueligt væld af inspirationer, som på mirakuløs vis alligevel bindes sammen til et overrumplende ensartet udtryk. Musikken bevæger sig i et besynderligt krydsfelt mellem klassisk minimalisme, sange, der uden problemer kunne indskrives i en opdateret udgave af “Den danske sangbog” (eller for den sags skyld have været på et væld af langhårede, batikfarvede plader fra 60’erne), 70’ernes psykedelisk-spirituelle freejazz, som den udfoldede sig hos Pharoah Sanders, Alice Coltrane og – måske især – ligeledes afrikansk inspirerede The Pyramids og endelig krautrocken.
Det sidste er især tydeligt i “Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum hvor solen bor, suite. Tre trin i raketten”, hvor rytmikken halvvejs igennem antager en så tysk og repetitiv karakter, at Meldgaard midt i det hele, med hvad der næsten må være et venligt vink til Kraftwerk, simpelthen udbryder »VROOOM-VROOOM VROOOM!«
Wir fahr’n, fahr’n, fahr’n auf der Autobahn, bortset fra at vi, i stedet for en firesporet motorvej, bumler ud af en støvet, vestafrikansk grusvej med solen i øjnene. Nummeret, der startede ud med rytmisk medrivende, hoppende unisone guitar- og orgelriff i en ganske komplekst orkestreret lag-på-lag-tekstur i efterhånden vanlig Meldgaard-stil – hvilket vil sige hurtige, korte figurer, der overlapper og komplementer hinanden med afvæbnende, solbeskinnet melodiøsitet (ligesom vokalerne i øvrigt) – bryder herefter komplet sammen og suges ned i en frenetisk malstrøm af støj, vilde arytmiske trommer og skrigende saxofon. En form, hvor den manende gentagelse opbygger en fortumlet, rundtosset energi, der til sidst forløses i et katarsisk, atonalt flammehav. Fire music, simpelthen.
I det hele taget er Frisk Frugt på Dansktoppen… paradoksalt nok blevet både mere sammenhængende og mere polariseret: Hvor uforudsigeligheden på debuten var total, svinger opfølgeren (hovedsageligt) imellem to poler: det melodisk poetiske i den ene ende af spektret, de komplet udknaldede freejazz-freakouts i den anden. Hvor debuten var et utæmmeligt kludetæppe af (gode) idéer, hvis primære sammenhængskraft simpelthen var den benhårdt konsekvente eklekticisme, er Dansktoppen… mere tilgængelig og melodisk og samtidig mere ubønhørlig i sin harske atonalitet. Eksempelvis i det absolut fabelagtige “Palmevinsdrikkerens Vækkelses Blues”, der bevæger sig over 10 minutter. Først i tungt åndende cirkler af droner, skingre blæsere, effektbelagte, trancefremkaldende call-response-vokaler med Meldgaard som inkarnationen af en frådende heksedoktor med leopardskindet på skuldrene og det henrykkede kvindekor omkring sig. Derefter glider nummeret gradvist, via sammenbidte guitarriff, primale trommer, klassisk psykedelisk orgel og generelt rabalder, helt ud i det blinkende kosmos, hvor det holder sig svævende for en stund, inden det lander igen, og de fremmanede mørke billeder fortager sig som pletter fra nethinden i en gentagelse af nummerets indledende manøvrer, blot iklædt mindre natlige klangfarver. Fucking transcendentalt, mand.
Her er (selvfølgelig) også numre, der ikke passer ind i denne lidt grove kategorisering, som for eksempel ”Æblejuice bringer solen indenfor om vinteren”. Med et tæt væv af rudimentær plasticrytmik, marimbaer, xylofoner, alverdens orgeler og et enkelt, drøneffektivt guitarriff giver nummeret fuldt blus under den afrikanske udlængsel set fra en dansk frugthave, hvor også små begivenheder kan få rituel betydning. “Det er det her det hele handler om: Elektrisk guitar og dans” fortsætter ufortrødent med et væld af percussion og melodistumper, der er så overlæsset, at det næsten skvatter sammen, og “Hvordan to halvmåner bliver til 4/4”, der er en romantisk måneskinssonate om drømme og solmættede nøgne kroppe, er noget af det fineste og mest enkelt poetiske, man kan tænke sig.
På trods af variationen opleves pladen, der meget passende kaldes en ‘suite’, i det store og hele dog som et komplet gennemkomponeret værk, der som en rejse med ret præcise bevægelser på de rigtige steder spejler den tur, der var albummets grundlæggende inspiration. En rejse, der foregår i et smidigt, magisk-realistisk rum, hvor Afrika umærkeligt opløser sig til hjemlige himmelstrøg; hvor skyerne, ilden og dyrene er besjælede; hvor det synæstetisk beskrivende smelter sammen med det spirituelle, og tankespringet sprogligt og musikalsk forenes med den fysiske bevægelse.
Selvom Dansktoppen… ikke for alvor kan siges at være en konceptuel plade, fremstiller den således alligevel et sammenhængende univers, der er ganske ulig noget andet, og den gør det simpelthen fandens godt og overbevisende. Selvom man måske ikke overvældes helt så meget, som man gjorde af debuten, er pladen så sublimt legende, overlegent melodisk idérig og ultrafokuseret på samme tid, at man skulle være en endog meget sur stodder for ikke at falde pladask på røven over den. Frisk Frugt har kort sagt begået en smågenial og egentlig uomgængelig vitaminpille af en plade, der kommer til at varme godt i denne kedelige tid.
