Livet på jorden er ’rough jungle’. Man kan let miste livet. Man kan let miste sig selv. Man kan let miste nogen, man holder af. Det kan være uretfærdigt og synes meningsløst. Den fornemmelse strømmer igennem flere af numrene på Roots’ nyeste album How I Got Over, der både inddrager det hårde liv på gaden og opbruddet, modstanden; beslutningen om at tage skeen i den anden hånd.
Når man står i lort til halsen, er det – hvis man tror på Gud – oplagt at rette fortvivlelsen over livets uretfærdigheder mod Gud: Hvis der virkelig er en Gud, hvorfor er man så fattig; hvorfor slår vi hinanden ihjel? Relationen til Gud træder ind fra første beat på ”Walk Alone”: »Trapped, no shield, no sword / the unbeaten path got my soul so sore / allured by the lust, something money can’t cure / the Devil want me as is, but God he want more,« hvor fremstillingen af Gud er, at han kræver mere af én, end Djævlen gør. Djævlen er tilfreds med at ‘få’ én, som man er, mens Gud kræver mere: Man skal ændre sig – være et godt menneske. Det leder videre til ”Dear God 2.0”, hvor tvivlen på Guds magt skæres ud i fortvivlede spørgsmål, f.eks.: »Why is the world ugly when you made it in your image? / and why is livin’ life such a fight to the finish?«
How I Got Over stiller skarpt og zoomer ind på livet i samfundet. Og det er ærligt talt et noget deprimerende ét af slagsen – i hvert fald i pladens begyndelse. I ”Radio Daze” rapper P.O.R.N.: »Life is fiction, competition and contradiction / petty perceptions, window dressing for misdirection / love is a lotto, I know I know you know what I know / hope is so hollow, that’s why winos follow the bottle.« På pladens titelnummer, der netop handler om livet på gaden, rapper Black Thought: »When you on the corners too much drama / livin’ with the police right behind ya / it’s always more than a slight reminda / we livin’ in a war zone like Rwanda.«
De første par numre af pladen, der fokuserer på samfundets skævheder, er afdæmpede. De benytter sig af følsomt, soulet klaver, en rolig, men stadig klassisk skarp Roots/?uestlove-trommelyd og har en melankolsk grundtone, f.eks. Monsters of Folks fremragende kor på ”Dear God 2.0”. Når bruddet, ønsket om at ændre på tingene, træder ind, skifter lyden og bliver mere soulet og positiv. Det sker i både ”The Day” (»it’s come alive time«) og ”Now or Never”, der er pakket ind i rare, varme congas og afdæmpet guitar. Det lydtapet afstemmes med en tekst, hvor en del af omkvædet lyder: »I feel different today / I don’t know what else to say / but I’mma get my shit together / it’s now or never.« Og her træder Gud alligevel ind som den eneste, man virkelig kan tro på, når man render alene rundt på gaden; den eneste, der virkelig bekymrer sig: »Out on the streets / where I grew up / first thing they teach us: / not to give a fuck / that type of thinking can’t get you nowhere / someone has to care.«
Gud er altså med hele vejen rundt, på godt og ondt, og det resulterer i en lang række indholdsrige sange med masser af dybde. Man er selvfølgelig godt vant med hensyn til Roots’ tekstmateriale, men intimiteten og ærligheden på denne plade er virkelig et kæmpe aktiv. Det samme er de mange artister, der medvirker på pladen. Her tænker jeg ikke kun på de rappere, der er hevet ind (P.O.R.N., Dice Raw, Blu, Peedi Peedi), for det er efterhånden snarere reglen end undtagelsen, men især førnævnte Monsters of Folk, John Legend og Joanna Newsom.
Kim Elgaard har tidligere talt om rockens møde med hiphop i sin anmeldelse af Sage Francis’ LI(F)E, og det er da tankevækkende, at (den alternative) hiphop i så høj grad omfavner indierocken lige nu. Tager man et rent økonomisk perspektiv på den sag, giver det god mening, da man ved at inkorporere rockmusikere øger sin potentielle målgruppe – især når man tager så relativt store ikoner for den alternative musik som Joanna Newsom og Monsters of Folk, der består af Conor Oberst og Mike Mogis (Bright Eyes), M. Ward (She & Him) og Jim James (My Morning Jacket). Ikke dermed sagt, at folk, der lytter til disse kunstnere, også lytter til Roots, men der er en vis sandsynlighed for, at det vil lette Roots’ adgang til dét publikum også. Det er oplagt at anlægge den vinkel, primært fordi ?uestlove altid har accepteret, at mainstreamen var en præmis, for at han kunne få lov til at lave mere alternative udspil. Og som det lyder i ”Dear God 2.0”: »Well, I’m in the world of entertainment and / trying to keep a singing man sane for the paying fans.«
Omvendt fungerer numrene virkelig godt, så måske er inddragelsen af indiepop dér, hvor Roots kreativt set er lige nu. Måden, hvorpå Joanna Newsom og Monsters of Folk, inddrages, virker ikke spor påklistret, men glider ind i pladens samlede udtryk. Sammenlignet med tidligere fylder indiepoppen igen en smule mere, men er måske bedre indstøbt i udtrykket, hvor f.eks. ”Birthday Girl” på Rising Down virkelig skilte sig ud. På How I Got Over er det nærmest den omvendte følelse, når pladens sidste to numre rammer øregangene. ”Web 20/20” er et skarpt og firkantet nummer rent beatmæssigt, produktionen klippes hele tiden op, og bidder af vokal tages ind og ud i nummeret, spilles baglæns osv. Det er et voldsomt skift, skizofrent og stressende, men samtidig netop det, ?uestlove gør så fænomenalt. Lige så skævt er pladens bonusnummer ”Hustla”: En trommehvirvel indleder, og ind over beatet ligger et skævvredet, sært sample, der nærmest lyder som forvrænget gråd fra et barn.
Selvom jeg nok bedst kan lide Roots, når de bruger de kantede beats og sære produktioner, formår How I Got Over at bringe mig lidt ud af kurs, og jeg har svært ved ikke at overgive mig til den måde, hvorpå pop og soulet vokal kombineres med hiphop, f.eks. i de catchy ”Right On” og ”Fire”. Det er måske ikke helt så alternativt og kantet, som det kunne være, og udtrykket har ændret sig i forhold til den lyd, Roots excellerede i på albums som Do You Want More?!!!??! og Things Fall Apart. Det gør bestemt ikke How I Got Over dårligt – det gør det bare anderledes. Og det er måske netop i fornyelsen, at Roots’ styrke ligger: Evnen til hele tiden at fange nye impulser, tænke kreativt, men samtidig mainstream – og alligevel fastholde hiphoppens kerneelementer som grundsubstans: beats, rim og historiefortælling.
