Tænk Arcade Fire light. Med mindre dramatik, men lige så mange instrumenter. Og bare knap så godt. Så tænker du allerede lidt hen ad Fanfarlo.
Fanfarlo er et London-baseret band med seks medlemmer og en svensk forsanger. Bandet har eksisteret i nogle år, har udgivet adskillige singler og nu også debutalbummet med titlen Reservoir. Kernen i Fanfarlos musik er indiepop blandet med mange forskellige instrumenter på én gang; mandolin, saxofon, klarinet, sav, håndklap, you name it. Det skaber en lyd, der umiddelbart er fyldt med sol og godt humør.
Samtidig lyder Fanfarlo umiskendeligt som Arcade Fire. Ikke som canadierne, når de er mest inderlige eller har de største armbevægelser, men nærmere når de tager den en smule med ro. På Fanfarlos åbningsnummer ”I’m a Pilot” kan man straks høre det. Den svenske frontmand, Simon Balthazars, snøvlende vokal gør det svært at skelne ordene fra hinanden, og det virker på den måde ikke, som om han – nær så meget som Arcade Fires amerikanske frontmand Win Butler – mener, hvad han synger. Både i de to herrers vokaler og musik er der lighedstegn, men også en helt afgørende væsensforskel. Der er simpelthen meget mere på spil hos Arcade Fire. Der er en lidenskab, som Fanfarlo må se langt efter.
Idolernes sko er altså svære at udfylde. Men hvis man som lytter alligevel kan glemme de brilliante idoler en stund, så er Reservoir egentlig et udmærket album udi indiepop med folk-undertoner, tempo og knald på instrumenter og kor. En svaghed ved albummets numre er bare, at bandet tilsyneladende ikke helt har kunnet styre deres musikalske iver, for på mange numre har de fyldt for meget på. Numrene bliver overlæssede med instrumenter, og antydningens kunst kunne være guld værd at lære for seksmandsbandet. Når kor, saxofon og klokkespil sætter ind i omkvædet på de fleste numre, så mister det hurtigt sin storslåede effekt. Derfor er det rart, når ørerne og sindet får lov til at tage en lille slapper på ”If It Is Growing” og ”Good Morning Midnight”, hvor Fanfarlo har sorteret mere i instrumenterne.
Et egentlig højdepunkt har albummet ikke – måske netop pga. numrenes overlæssede karakter. Den typisk indiepoppede, sløve stemme hos Balthazar, blæserne og tempoet virker ret ens på størstedelen af numrene, og derfor er det svært at udpege noget særligt. Alligevel får Fanfarlo et skulderklap med herfra, fordi de dog kombinerer britisk indiepop (de har med garanti hørt en del Belle and Sebastian engang) med inspiration fra canadiske artrock-orkestre som Arcade Fire. Fanfarlo har ikke vundet spændende nyt terræn, men hvis man er i humør til det, kan debutalbummets mandoliner og klarinetter godt give lytteren et smil på læben.
