The Black Keys: Brothers

Hvad er egentlig drivkraften, når man ikke er særlig alvorlig omkring det, man laver? Når man offentligt hævder, at man ikke vil lave noget nyt eller ændre noget med sin musik? Når man trækker på skuldrene, griner lidt og laver musikvideoer med en syngende dinosaur-dukke? Jeg tror, at det er helt enkelt for The Black Keys. Duoen behøver ikke at have et større projekt med deres musik: De kan bare godt lide at spille den.

Brothers er et voldsomt tilbagelænet album. Tunge riff dukker frem en gang imellem, når de lige har lyst, trommerne kører af sted som et lokomotiv, og bassen er så dyb, at den er nødt til at stå og køre lidt frem og så lidt tilbage igen, bare helt alene. De 15 numre overrasker dig ikke; når du hører dem, overvejer du ikke, at noget kan være anderledes. Sådan har jeg efterhånden hørt Brothers mange gange, men jeg bliver ved med lige at sætte den på én gang til – og så igen. Pladen udmærker sig ved ikke at gøre opmærksom på sig selv, og alligevel går jeg ofte og nynner med på en guitarfigur, uden at jeg har lagt mærke til det. Brothers er overbevisende håndværk.

De første fire numre er alle potentielle singler; fra fabrikstunge “Everlasting Light”, over den kække kærestesang “Next Girl” (»Oh, my next girl / will be nothing like my ex-girl / I made mistakes back then / I will never do them again«) til førstesinglen “Tighten Up”, der er ‘tightened up’ af Danger Mouse. Singlen er pladens tidlige højdepunkt med sin perfekte komposition, übersexede produktion og ikke mindst forsanger Dan Auerbachs flabede vokal. Jeg var fuldstændig solgt, ikke første, men tredje gang, jeg hørte nummeret, og jeg er stadig ikke blevet træt af det. Patrick Carneys trommer kører derudad uden overraskelser; hans spil er ikke særlig avanceret, men det er leveret med sådan en sprødhed, at selvom hvert slag er forventet, kommer det alligevel bag på én hver gang.

“Howlin’ for You” synges valsende omkring om en ond, industriel guitarrundgang på fire toner, der står i modsætning til en mere løssluppen, amerikanskklingende guitar. Trommerne køres så stringent, at de næsten forsvinder. Her er det igen tilfældet, at hvis det ikke var for overskuddet i Auerbachs stemme, ville nummeret blive for hårdt og monotont. Men det bliver det aldrig, for hvordan kan det det, når Auerbach legende synger: »I must admit, I can’t explain / any of these thoughts running through my brain / baby, I’m howlin’ for you.« Og selv uden denne linje og andre som den ville det nok aldrig blive monotont – instrumenterne bliver simpelthen håndteret for sprødt til det.

Brothers er high five-musik. Ikke den smældende høje femmer, der brænder i hænderne og tiltrækker sig al opmærksomhed, men den langsomme, langsomme, indforståede, fra siden vredne, let øjenbrynsløftende high five, hvor hænderne bare mødes i et ‘yeah, brother’. Diskret smil. Langsomt, slowmotion. Rokkende.

Der er mange stand-out tracks på Brothers, man lægger bare ikke mærke til dem. Kontradiktion? Nix. Stilen er den samme gennem hele albummet (selvom første halvdel går en del hurtigere end anden), og som nævnt påkræver Brothers sig ikke opmærksomheden. Men den får den alligevel ad bagvejen. “The Go Getter” har et ørehængertema, som man først bemærker efter et stykke tid, guitarens vandren op og ned på “Unknown Brother” hænger også fast, ligesom den dovne guitar i “Ten Cent Pistols” snyder sig til en plads i lillehjernen. Auerbach har et gudsbenådet talent for at skabe små, umiddelbart undselige guitar-melodier, der hægter sig urokkeligt fast. Og han har nok af dem til hele albummet. Alligevel bliver Brothers en smule for langt. 55 minutter er lang tid i samme musikalske rum, og det kommer pladen til at lide under, selvom niveauet er højt hele vejen.

Brothers er lyden af trangt, gult, svedigt øvelokale med masser af plakater på væggene og et par cigaretskodder i vindueskarmen. Der hvor drengene hører til. Men jeg kan samtidig også sagtens forestille mig The Black Keys spille en festivalscene op – så længe det i hvert fald er høj sol, så det også her bliver lidt svedigt. Håndværk og fingerspitzengefühl af denne kaliber kan klæde begge scener; jeg er bare spændt på, hvor jeg skal opleve The Black Keys første gang.