Raprock har aldrig været musikhistoriens mest heldige hybrid. Hybrider skal jo gerne tage det bedste fra de involverede genrer og løfte det til noget bedre, mere fuldendt, men der har bare været så mange fejlslagne forsøg, at hele genren altid mødes med en vis nervøsitet. Det er en usikker konstruktion, som let kikser. ”Judgment Night”-soundtracket er et godt eksempel. Man sætter en masse rockbands sammen med en masse rappere, og guldet må jo nødvendigvis være sikret. Det var det også salgsmæssigt, men hvis man lytter til albummet i dag (og faktisk også dengang), er det tydeligt, at kun lidt under halvdelen af albummets sange er vellykkede.
Men hvorfor virker det så ikke? Den hvide underklasses musik og den sorte underklasses ditto lyder jo som det perfekte match. En del af svaret ligger i de to genrers forskellighed og deres succeskriterier. Meget af succesen ligger nemlig i leveringen. Rap skal være skarp med et urokkeligt flow, en rocksang skal flyde over af energi. Derfor var en af de første raprock-sange, samarbejdet mellem Aerosmith og Run-D.M.C. om førstnævntes ”Walk This Way”, vellykket. Run-D.M.C. rappede versene, mens Steven Tyler skreg sine lunger flossede i omkvædet.
Rage Against the Machine fungerede, fordi bandet lød som en endeløs række af detonationer og, vigtigst, fordi Zack de la Rochas stemme var fyldt med harme og indignation. Der, hvor det går galt, er, når rockbandet skal forsøge at få deres fuldblods-rock’n’roll til at harmonere med en tilbagelænet rapper, der ligger nok så meget på beatet, men udstråler coolness frem for cockpower. Energiniveauerne er i ubalance, og det bliver hurtigt en blød mellemvare med fabrikationsfejl, der helst skal tages ud af produktion. Værst er det, når hvide fyre selv forestår rappen. Jeg nævner i flæng Incubus, Staind, Papa Roach, Linkin Park og Limp Bizkit.
Derfor trak nervøsiteten også i min mundvige, da jeg hørte, at musikken til Sage Francis’ nye album, ville blive skrevet af en flok prominente indiefolk, som bl.a. nu afdøde Mark Linkous og DeVotchKa, mens han selv leverede rappen. At produktionen skulle varetages af Brian Deck, der har arbejdet med Modest Mouse og Iron & Wine, samt Jim Becker og Tim Rutili fra Califone, gav ikke meget ro til trods for især sidstnævntes ubestridelige musikalske evner.
Og det går galt. Allerede i andet nummer ”Three Sheets to the Wind”, hvor musikken er lavet af Chris Walla fra Death Cab for Cutie, bliver den let punkede, rytmiske fremdrift hurtigt røvballet, selvom Francis da anstrenger sin vokal. Francis’ omskrivning af børnesangen ”London Bridge”, der her bliver et humoristisk take på alverdens historiske oprør og politiske protester, ligger også i farezonen, men bliver i høj grad reddet af den løsslupne stemning og ikke mindst det kaotiske børnekor, der synger backup.
Men derudover lykkes sammensmeltningen fint, fordi det musikalske akkompagnement ofte står mål med Francis’ energiniveau. Musikken tager afsæt i dybe, amerikanske rødder, som folk, blues og country, akkurat som Califone har dyrket den de seneste mange år, og som rapperen Buck 65 også afprøvede med stor kunstnerisk succes på Talkin’ Honky Blues.
Med musik af Granddaddys Jason Lytle er åbneren ”Little Houdini” eksempelvis et af albummets bedste sange og starter med hylende violin og akustiske guitarakkorder, som bliver bygget op med tungt orgel og afsluttende crescendo drevet af slideguitar, mens Francis fortæller en autentisk historie om en fyr, der gentagne gange flygter fra fængslet. Ikke for at slippe fri, ikke fordi han mener, han er uskyldig dømt, men i første omgang for at se sin far, inden han dør, i anden omgang for at se sin mor af samme grund. Som han bemærker i det energiske omkvæd: »This ain’t no country & western song«, og nej, det er vel egentlig et rap-nummer, men akkompagnementet smager en smule af sydstaternes bedst sælgende genre.
Ligesom Brother Ali prøver Francis at forstå verden gennem sin egen virkelighed. Derfor veksler sangene mellem personlige erfaringer og små historier om verden, gerne i samme sang, til oplysning og opklaring. Eksempelvis er ”Worry Not” en huskekage til både ham selv og andre om, at vi ikke må lade omverdenens forventninger og krav stresse os, om de så kommer fra familie, arbejde eller religion: »Worry not / keep your stress in check / anxiety is a disease / you gotta learn to live (with it).« Herligt forløst i en livefornemmelse med banjo som bærende element og fordrukkent kor og barpiano i baggrunden.
”The Baby Stays” behandler det lidt oversete dilemma, der opstår, når en kvinde er gravid med et uønsket barn, og manden gerne vil beholde det, men har begrænsede midler for at få sin vilje. Her viser Francis nok en gang sit høje lyriske niveau, der som sædvanlig har et dystert bid, her fra babyens synspunkt: »I got nothing to teach the learning curve of your body / I got teeth that could hurt you probably / with one bite my tongue with spikes and rusty knife / I wish you’d take it from me / then gut me like a fish, uptight and selfish / I got a lust for life and a deathwish / they’re husband and wife, and they fuck like they’re helpless / am I a product of uninteresting sex if I’m bored by your pillow talk and Newport cigarettes.«
Bedst er Francis nu engang, når han bedriver psykoterapi på sig selv, og som i ”The Best of Times” vader gennem minder, der har formet ham som person: »Therapy couldn’t break me / never learned a word that would insure safety / so I spoke softly and I tiptoed often / the door to my room was like a big old coffin / the way that it creeked when I closed it shut / anxieties peaked when it opened up / as if everything that I was thinking would be exposed / I still sleep fully clothed / it was the best of times / it was the end of times.« Her er det Yann Tiersen, kendt for soundtracket til ”Den fabelagtige Amélie fra Montmartre”, som skaber smukke og intense forløb med sfæriske xylofon- og klokkespilsrytmer med løbende guitarakkorder, som sætter et eftertrykkeligt punktum for et ganske vellykket album.
Ved at holde sig til melankolske og stemningsmættede lydbilleder med et solidt afsæt i americana frem for at forsøge at spille rockstjerne kommer de håndspillede arrangementer ikke i vejen for Francis’ bærende og opfindsomme lyrik. Der er svage sange og små smuttere, men LI(F)E fremstiller endnu en gang Francis som en af rapverdenens mere visionære kunstnere.
