Phosphorescent: Here's to Taking It Easy

Lad mig sige det med det samme: Jeg har aldrig været glad for country. Til gengæld har jeg siden gennembrudspladen Pride været ret tosset med Phosporescent. Derfor er det med blanke øjne, at jeg må konstatere, at enmandshæren Matthew Houck – efter et kort afbræk som hyldestsanger for Willie Nelson på albummet To Willie – har kastet sig over countrymusikken. Hvor Pride var dyster og eksperimenterende folk, er Here’s to Taking It Easy en langt mere konventionel plade med tætte bånd til de nyere udgivelser fra Bonnie ‘Prince’ Billy.

Jeg havde nær skyllet cd’en ud i toilettet, da åbningsnummeret “It’s Hard to Be Humble (When You’re from Alabama)” satte ind med et frontalangreb af et horninferno mod mit anlæg. Nummeret er et skoleeksempel på utiltalende country, og mine forventninger til de resterende otte skæringer dalede drastisk, efterhånden som nummeret skred frem.

Men…

Fra åbningsnummeret går det op ad bakke for Houck, og allerede i den efterfølgende ”Nothing Was Stolen (Love Me Foolishly)” tilføjes flere nuancer til lydbilledet. Phosphorescent har stadigt en særlig evne til at kreere vellydende vokalarrangementer; på Here’s to Taking It Easy udmønter talentet sig bare i mere poppede og tilbagelænede sange. Dette gør sig især gældende for den repetitive “The Mermaid Parade” og den melankolske “We’ll Be Here Soon”.

I den mere krævende ende af pladens kunstneriske spektrum findes det knap ni minutter lange slutnummer “Los Angeles” og den dystre, pulserende “Hej, Me, I’m Light”, der begge falder uden for pladens generelle lydbillede. Den simple opbygning og organiske lyd var et af kendetegnene for Pride, og “Hej, Me, I’m Light” kunne til dels minde om et nummer derfra. Kompositionen er ekstremt enkel, og lyden er mere tung og dyster. Houck gentager den samme sanglinje, »hey, I’m light,« hele sangen igennem, imens akkompagnementet udvides fra én guitar til en stor pulserende enhed med percussion, tung bas og korsang.

Selvom jeg undertrykker min aversion over for country, synes jeg ikke, Here’s to Taking It Easy er noget imponerende værk. Albumnavnet taget i betragtning er det måske heller ikke meningen, at det skal være det. Efter To Willie havde jeg regnet med, at Houck ville vende tilbage til rødderne fra sit gennembrudsalbum, men i stedet har han lavet en plade, som er glimtvis smuk og generelt kedelig. Der er flere gode sange, men der er ingen sammenhæng mellem dem. Det virker, som om Phosphorescent står med det ene ben i fødebyen Alabama og med det andet i den skovhytte, han visualiserede på Pride.