Denne anmeldelse falder i tre følgende dele:
1) Hyldest til Pavement!
2) Advarsel mod Quarantine the Past
3) Hyldest til Slanted and Enchanted, Crooked Rain Crooked Rain, Wowee Zowee og Brighten the Corners
1) Hyldest til Pavement!:
Pavement var 90’ernes bedste amerikanske band. Hvordan de nogensinde blev det, er lidt af en gåde, men faktum er, at de var mageløse fra allerførste sekund på 10-tommer-ep’en Perfect Sound Forever fra 1991.
Det sære ved Pavement er, at de formåede at være totalt unikke uden at have en distinkt anderledes lyd. De trak ikke på nogen åbenlyst specifikke inspirationskilder, men mindede alligevel om allehånde amerikansk 80’er-indie. Deres musik var konventionel, men på den anden side lød den heller ikke som noget andet. De kom ikke ud af nogen scene, og de dannede ikke musikalsk skole, ud over det omfang de var med til at gøre lo-fi-æstetikken til mainstream og mere eller mindre ufrivilligt konceptualiserede indie-begrebet, som vi kender det i dag. Men i 2010, hvor lo-fi for længst er blevet et kalkuleret virkemiddel i alle afkroge af den (nu knap så) alternative musik, lyder selv Pavements mest afbrændte øjeblikke ganske tilforladelige.
Så selvom Pavement på en eller anden vis ramte en vital nerve og gik i sync med 90’erne, er deres plader hverken lyden af noget bedaget eller chokerende anderledes, når man hører dem i dag. De eksisterer i deres eget vakuum, og uden at skele bagud eller fremad syntes deres musik at komme fra et totalt uspoleret sted. På trods af at de i deres velmagtsdage nemt blev koblet til bovlamme betegnelser som ‘slacker’ og ‘generation X’, er deres lyd og deres plader noget af det mest tidløse, man kan komme i nærheden af.
Og det har selvsagt sin rod i bandets inderste kvaliteter, som er enorme, og som ikke kan prises nok: I Stephen Malkmus havde de en perfekt sanger, der med sin på en gang lakoniske og angstspændte stemme på samme tid formåede at lyde bornert og inderlig. Der er en ambivalens i hans stemme, som man aldrig kommer til bunds i, hvilket er en stor del af grunden til, at Pavements plader har en uhørt høj slidstyrke.
Samtidig skrev Malkmus ganske umærkeligt nogle af 90’ernes bedste tekster, hvilket han aldrig har fået nok anerkendelse for. Der er flere slaglinjer og klassiske statements i Pavements tekster, end man kan rumme, og alle som en formår de på en gang at gå lige i hjertet og være totalt uigennemskuelige grænsende til det forvrøvlede. Et par nøgleeksempler er den dybt bevægende “Here” fra Slanted and Enchanted og klassikeren “Gold Soundz” fra Crooked Rain, Crooked Rain.
I sidstnævnte indleder Malkmus på karakteristisk vis tredje vers med de romantiske linjer »so drunk in the August sun / and you’re the kind of girl I like« for derefter at skyde dem ned igen med den efterfølgende linje: »Because you’re empty and I’m empty.« Ambivalensen forstærkes af den uaffekterede vokal og den pragtfuldt opløftende melodi.
Det er den samme uudgrundelighed, der er på spil i “Here”, hvor tekstens smukkeste og mest forvrøvlede passage (en stor del af skønheden ligger igen i vokalen) lyder således: »Come join us in a prayer / we’ll be waiting, waiting where / everything’s ending here / and all the sterile striking it / defends an empty dock you cast away / and rain upon the forehead / where the mist’s for hire if it’s / just too clear.«
Teksten flukturer i sit fraværende nærvær konstant mellem “where” og “here”, og store dele af den er snublende, på grænsen til det usangbare, hvilket blot indgyder endnu mere prægnans til de dragende billeder af pandebrasken, hvor der, alt afhængig af vejret, ligger dug eller regn. Man kan bruge mange gennemlytninger på aldrig at finde ud af, hvorvidt “Here” er optimistisk eller pessimistisk; om den er en kærlighedserklæring eller en afskedshymne.
I sange som de to nævnte er alle Pavements særlige elementer i spil i både lyrik og vokal, og resultatet er på en gang sært, fremmedgørende og uendeligt gribende.
Men at Pavement først og fremmest lever videre ind i evigheden som et band og i kraft af en flok brillante musikere, vidner Stephen Malkmus’ lunkne og forglemmelige soloplader om. I Spiral Stairs havde de en guitarist, der sammen med Malkmus kongenialt kunne levere riff, der var lige så uudgrundelige og perfekt uperfekte som teksterne, og i trommeslager Steve West, bassist Mark Ibold og altmuligmand Bob Nastanovich havde de en rytmesektion, der altid formåede at lægge en perfekt bund for de to guitar-auteurs. Det er svært et præcisere, hvad der gjorde Pavement til så perfekt et band, men lyt til “Grounded” fra Wowee Zowee for en eksemplificering, der rækker længere end nogen ord.
Og desuden er ”Pavement” et af de bedste bandnavne nogensinde.
2) Advarsel mod Quarantine the Past
Pavement lavede en lille håndfuld helt unikke plader, der i sjælden grad fungerede som værker og som autonome helheder, så idéen om en opsamlingsplade er endnu mere tåbelig end vanligvis.
Quarantine the Past er udsendt i anledning af bandets nylige reunion, og den har form af en dobbelt-cd med numre fra alle fem studieplader, diverse ep’er og compilations. Her er både alle de mest kendte numre, en masse fanfavoritter, og hvad der før internettet blev betegnet som ‘rarities’. Alle numre er blandet i en farlig pærevælling, og det er ganske simpelt at gøre vold på en af de mest pletfri diskografier i nyere amerikansk musik.
“Gold Soundz” indleder disc 1, men det har aldrig nogensinde været meningen, at den skulle indlede noget som helst andet end b-siden på Crooked Rain, Crooked Rain. Det er i sig selv et enestående godt nummer, men det, der gør det til en nærmest guddommelig oplevelse, er, at det i sin oprindelige sammenhæng blev efterfulgt af det fantastisk meningsløse intermezzo “5-4=Unity” og dernæst den endnu mere guddommelige “Range Life”. Jeg kan komme på meget få andre plader end Pavements, hvor enkeltnumre i den grad får stratosfæriske løft, når de høres i en albumsammenhæng.
Det er fra “Gold Soundz”, at titlen på denne opsamling er hentet, men linjen lyder i sin helhed »you can never quarantine the past«. Alligevel er det præcis, hvad der gøres med denne himmelråbende reducerende opsamling.
Den indre værkmæssige mening, der lyser ud fra hver Pavement-plade, går totalt fløjten på Quarantine the Past, og på den måde minder den om den håbløst overflødige opsamling Wave of Mutilation, der blev udsendt i forbindelse med Pixies’ reunion. I begge tilfælde er der tale om totalt redundante udgivelser for folk, der allerede er fans, og meningsløse og barbariske udgangspunkter for folk, der ikke kender til de respektive bands.
3) Hyldest til Slanted and Enchanted, Crooked Rain Crooked Rain, Wowee Zowee og Brighten the Corners
Hvis man aldrig før har hørt Pavement, er det første, man skal gøre, at hive en uge ud af kalenderen og gøre sig bekendt med bandets fire første studieplader. Når man så, koste hvad det vil, må have mere, kan man anskaffe sig den lidt for polerede og uengagerende svanesang, Terror Twilight, og det væld af fremragende ep’er og bootlegs, der svømmer rundt som perler i et ocean.
Slanted and Enchanted er den utrolige og perfekte debut, der ganske skødesløst definerer bandets unikke lyd. Den veksler overlegent mellem det gribende og det larmende, det kontrollerede og det kaotiske, slagsangene og de elskelige ligegyldigheder. Den er en eksplosion af idéer og indre nødvendighed.
Crooked Rain, Crooked Rain er det overlegne mesterværk. Der er kommet mere struktur på helheden, sangene gør hinanden komplette, de geniale melodier står i kø, og dybtfølt gyldne stunder og noget, der ligner hits, blander sig med enestående idiotier som “Heaven Is a Truck” og den udknaldede afslutter “Filmore Jive”.
Wowee Zowee er den kontrære fanfavorit, der kategorisk nægter at følge op på sin forgængers mere koncise og indbydende fremtoning og helt bevidst skyder det kommercielle gennembrud i sænk. Den er den enorme gloriøse rodebunke, som man aldrig nogensinde bliver færdig med.
Brighten the Corners er det mest mainstream, Pavement nogensinde blev, uden at sætte noget som helst over styr. Det er en smuk og afbalanceret popplade med flere af gruppens mest elskede singler, og i kraft af de to mavepumpere “Starlings in the Slipstream” og “Fin” er det den smukkest afsluttede af alle deres plader.
Modsat den meget uheldige Quarantine the Past er disse fire plader uomgængelige i en grad, der er svær at formidle. De tegnede 90’ernes amerikanske rock som få andre, og man kan blive ved med at finde nydelser i dem i en uendelighed. Det er plader til resten af ens liv, som man kan holde fast i, mens flodbølgerne af nye og gamle musikudgivelser kommer og går.
Helt ærligt. At tildele en stjerne, fordi dette er en compilation og ikke et sampak af ovennævnte fire albums – det giver jo ingen mening overhovedet.
Ni ud af ti best of-opsamlinger er overflødige og meningsløse for folk der allerede er fans – de er redundante, men det er pointen om at opsamlingerne er det også. Det virker tilmed tåbeligt at pege fingre af Pixies-opsamlingen, når denne har fine anmeldelser i ryggen, blandt andet fra Undertoner. Alle opsamlinger er jo i sagens natur “reducerende”.
Hvis “Gold Soundz” i sig selv var et “enestående godt nummer”, så havde det heller ikke behøvet den overordnede albumsammenhæng, som i denne anmeldelse påstås at være bydende nødvendig for at lære Pavement at kende. Og jeg vil egentlig også, modsat anmelderen, påstå at det er tilfældet. Jeg har aldrig hørt “Gold Soundz” som andet end en smadderhamrende god sang på et lige så fint album – den kan sagtens stå for sig selv.
Argumentet om at en albumkontekst er nødvendig krøller nødvendigvis også alle Pavements singler og liveoptrædener sammen og kyler dem i skraldespanden. I disse formater er sangene jo også revet ud af sammenhængen!
Jeg er helt enig i anmelderens hyldest til Pavement, men det ville nok have været smartere at stikke denne opsamling til en helt udenforstående, som jo så på den måde så blev introduceret til bandet. At give den til en ærkepuritansk fan er jo dødfødt fra starten – det er ligesom at give en hamster til en kamphund.
Jeg undskylder det sure opstød, men jeg håber at I kan se det. I samme åndedræt vil jeg drage en parallel til Guided By Voices’ best of-tingest, som selvfølgelig lider af eksakt samme “skavanker” som Paveent-udgivelsen her: En kompakt trackliste, som er komplet respektløs over for albums, men som er en forrygende introduktion til et fantastisk band.
Først og fremmest tak for respons på anmeldelsen.
Jeg er sjovt nok uenig i dine betragtninger :)
Hele problemstillingen handler selvfølgelig om, hvordan man betragter en opsamlingsplade og specielt en greatest hits. Jeg vurderer helheden som introduktion til det givne band, for det giver sig selv, at en opsamling med de største øjeblikke fra et fantastisk bands bagkatalog stort set kun vil indeholde gode numre. Hvis man anmelder ud fra et spørgsmål om, hvorvidt pladen indeholder god musik, ville rigtig mange opsamlinger således være berettiget til mindst 5, men jeg synes (som sikkert også du), at man bør anmelde opsamlinger ud fra helt andre kriterier.
Lige så ofte som det er tilfældet, at en opsamling indeholder god musik, er det tilfældet, at den er overflødig for de musikelskere, der allerede er fans af bandet bag. Således vil et relevans-krav også være et urimeligt udgangspunkt for en anmeldelse.
Min pointe er i det her tilfælde, at QtP er mere reducerende end en gennemsnitlig opsamling, fordi Pavements numre bliver løftet så meget af deres respektive albumsammenhæng. Således har jeg egentlig allerede i min anmeldelse svaret på dine anmærkninger omkring “Gold Soundz”: Det er et fantastisk nummer i sin egen ret, men et endnu bedre nummer i dets rette albumsammenhæng, og det ville være både dumt og unødvendigt at snyde sig selv for nummerets maksimale effekt. Det er slet ikke, fordi “Gold Soundz” ikke kan stå for sig selv (det har jeg aldrig skrevet), men udelukkende en pointering af den fantastiske effekt det får i sin rette sammenhæng.
Og jeg er stærkt uenig i, at Pavements singler og liveoptrædener står uden for nogen kontekst. Eller, det er ikke det, jeg mener. Lad os tage “Cut Yr. Hair” som eksempel. Først vurderer man den som single og konstaterer, at den fungerer fremragende (det er måske den Pavement-sang, der fungerer bedst for sig selv) og så hører man Crooked Rain, hvor sangen så har fået en ny sammenhæng, og man konstaterer, at den fungerer endnu bedre i sin albumkontekst. En liveudgave er så noget helt andet, hvor man vurderer sangen ud fra en sammenligning med studieversionen og en ny kontekst, som er koncertens setliste. Nu er sangen så inkluderet i endnu en ny kontekst – Quarantine the Past – og man må så vurdere den igen. Den fungerer (selvsagt) stadig godt i sig selv, men albumkonteksten (der her er tilfældig og ikke kronologisk) bidrager ikke med noget som helst. Altså må man anbefale sangen i sin Crooked Rain-kontekst. Det er således altsammen en vurdering af kontekster. Jeg vil til hver en tid hellere høre en Pavement-sang i album- end i singlekontekst, fordi albumkonteksten i dette specifikke tilfælde bidrager så meget til den enkelte sang. Modsat (lad os sige) Pet Shop Boys, hvor jeg ofte ville have det helt fint med blot at høre et givent nummer i en singlekontekst, selvom deres albums ofte er gode (endnu en sidenote i denne sammenhæng er, at PSB-opsamlingen Pop Art er sublim, fordi der er en klar ide med den. En disk er “pop”-numre, en anden er “art”-numre. Dermed retfærdiggør opsamlingen nemt sig selv som introduktion ligesom for øvrigt George Michael’s Ladies and Gentlemen, der er delt op i “For the Feet” og “For the Heart”).
Dermed forkaster jeg ikke det enkelte nummer, jeg gør bare opmærksom på, at pladerne er en langt bedre indgangsvinkel til dem hver især, hvorfor opsamlingen i dette tilfælde er mere reducerende end vanligt. Det havde nok set anderledes uden, hvis QtP havde haft en egentlig struktur eller idé.
Desuden er anmeldelser jo i vid udstrækning forbrugervejledning, så jeg synes, det er langt smartere at lade mig anmelde pladen, så de, der ikke kender til Pavement i forvejen, kan vide, hvordan det er bedst at gå til bandet. Sæt nu, at de købte QtP og så tror, at numrene på den er så optimale, som de kunne blive? Nu ved de i stedet, at numrene kan blive endnu bedre, hvis man lytter til studiepladerne i stedet.
Men altså, en opsamling skal jo så vurderes som introduktion til det enkelte band. Jeg var på ingen måde forudindtaget over for en Pavement-opsamling, men jeg må blot konstatere, at et cluster-fuck af nogen-og-20 tilfældige numre er en rigtig skidt måde at stifte bekendtskab med et band, der har så fantastiske studieplader, der stikker i så mange retninger. Præcis som med Pixies-opsamlingen, hvor hits, sære ting og b-sider også var blandet i en pærevælling.
En Pavement-opsamling af alle singlerne havde utvivlsomt fået en højere karakter af mig. En samling hvor bandets mest tilgængelige sange stod for sig selv havde helt sikkert virket bedre for den uindvidede end denne opsamling, hvor de er blandet op med sære ting fra alle mulige ender af Pavement-spektret.
Og undskyld endelig ikke dit opstød, konstruktiv kritik vil altid blive modtaget med kyshånd.
Godt ord igen.
Jeg kan selvfølgelig godt se, at hvis opsamlingen havde haft en form for struktur (f.eks. tre højdepunkter fra hvert af Pavements studiealbums, og så en præference for at tage nogle på hinanden følgende numre, som dit eksempel med Gold Soundz/5-4=Unity/Range Life), så ville den måske være mere kohærent.
Men det er jo altid et tradeoff, når det er en compilation – i givet fald ville man så måske gå glip af nogle andre genialiteter fra albummene, og jeg tænker at rarities’ne sikkert er inkluderet for at give opsamlingen en eller anden relevans for folk, som i forvejen ejer albummene.
Jeg er helt enig i at en decideret singleopsamling sikkert ville have været bedre, fordi man på den måde ville have haft en trackliste, som er komplet indiskutabel udover rækkefølgen.
Jeg anmelder en lille smule selv, og jeg plejer at være helt skånselsløs, når jeg lytter til plader – jeg piller albums fra hinanden, lytter til dem i vilkårlige rækkefølger, fra en ende af, og sorteret fra korteste til længste nummer osv. osv.
Havde jeg fået ovennævnte compilation mellem hænderne, havde jeg nok kigget nøgternt på sagerne, konstateret: hvor mange rigtigt gode numre er der, og så eventuelt trukket fra pga. den kaotiske blanding af numrene. Jeg synes det er meget hårdt helt at ignorere sangenes individuelle kvaliteter og tildele en enkelt stjerne, blot fordi sammensætningen skurrer subjektivt eller objektivt. Det er her, jeg synes anmeldelsen går hen og bliver en smule indspist – fanboy-agtig, om du vil.
Omvendt lægger du jo heller ikke skjul på tilbedelsen af bandet, og fremhæver den ligefrem – så afhængig af hvordan du ser på det, kan det jo både være en ros og en kritik.
Pavement forever!
http://pitchfork.com/reviews/albums/14002-quarantine-the-past/
Pitchforks anmelder er inde på mange af de samme ting, som jeg er, men han vægter dem bare konsekvent positivt, hvor jeg vægter dem negativt. Lidt sjovt, faktisk.
Men du, jeg og Pitchfork-anmelderen kan da i det mindste blive enige om, at Pavement er uomgængelige.
Jeg synes spørgsmålet er om det giver mening at anmelde en opsamling. Min personlige svar er, at det gør det ikke nødvendigvis altid. Ligesom det ikke giver mening for mig selv at læse anmeldelse af opsamlingen eller købe opsamlingen, når jeg allerede ejer alle deluxe versionerne af pladerne.
Jeg vil give anmelderen ret i at Pavements albums er fantastiske og har uhørt høj kvalitet – næsten selv på de deluxe-udgaverne med masser af ekstranumre.
En anmeldelse bør tage udgangspunkt i den musik der er på skiven. Ellers går det hen og bliver vildledende. For sangene på QTP er selvfølgelig ikke i nærheden af bundkaraktereb *.
Man kan være imod konceptet eller ej, men jeg synes sagtens QTP kan virke som en udemærket introduktion for den nye lytter – selvom jeg altid selv vil foreslå en plade fra bagkataloget – f.eks. ‘Crooked Rain Crooked Rain’.
Selvfølgelig er sangene ikke i nærheden af bundkarakter, men det er jo altså en opsamling, Lasse har anmeldt. Og derfor må han se på, om det er en kvalitativ opsamling. Der findes jo masser af low budget-opsamlinger med Hank Williams, Edith Piaf, Billie Holiday osv., men det er da de færreste af dem, jeg vil anbefale til en person, der skal introduceres til kunstnerens kvaliteter. En god opsamling må nødvendigvis have respekt for den kunstner, den skal præsentere. Og det mener Lasse ikke, at Quarantine the Past har.