Jay Reatard 1980-2010

Jeg husker min første koncert med Jay Reatard bedre end stort set alle andre koncerter, jeg har været til. I mit hoved er den mytologisk, og den indkapsler bedre end noget andet, hvad Jay Reatard kunne.

Det var en aften i maj i 2007, og det var en af de første dage i dét år, hvor man tænkte, at det var ved at blive lunt. Jeg skulle med K ned på German Jazzchamber i Århus og se Jay, som vi på det tidspunkt kun kendte af rygte. Og det rygte var så vildt, at man næsten ikke kunne forestille sig noget musik, der kunne leve op til det. Et musikalsk vidunderbarn, der var så utilregneligt, at hvad som helst kunne ske når som helst i en hvilken som helst situation. En sindssyg enfant terrible, der rent faktisk havde noget musik at have det i. Der gik sin helt egen walk og snakkede sin helt egen talk.

German Jazzchamber, som desværre ikke længere er funktionsdygtigt som spillested, var ideelt til punkkoncerter. Et lille øvelokale beliggende i en gård i Sonnesgade med plads til 30-40 mennesker, der oftest var de samme mennesker fra koncert til koncert. Så vidt jeg husker, havde mig og K været der før og set Cola Freaks, som var et af de bands, der øvede i German Jazzchamber, når der ikke var koncert. Denne aften hang det sædvanlige klientel med billige øl rundt omkring i øvelokalet og i gården, hvor vi også satte os og ventede på, at aftenens gig skulle starte, og vi skulle se, om myten ville briste eller bære. I et hjørne af gården stod en lille gruppe, der på sin vis lignede alle andre fremmødte, men samtidig skilte sig enormt ud. En var stor og tung og med uregerlig hvidmandsafrobong, og en anden så indadvendt ud med langt let krøllet hår, stramme jeans og en t-shirt, der var lidt for stram til at skjule et sæt fine ølhåndtag. Det var slet ikke til at sige, hvad der gjorde, at de så det mere cool ud end resten af gården, men der ligesom emmede en aura af Memphis-punk fra dem, og det var ganske rigtigt Reatard med band.

Det var backingbandet, der lagde ud med at spille i form af de fremragende Boston Chinks med Billy med den førnævnte afro som frontfigur. Det var bedre, end vi overhovedet havde forestillet os et band, vi ikke kendte, kunne være, og forventningerne til Jay var nu endnu større.

Måden, Jay Reatard blæste os af banen på, var symptomatisk. Der var intet grandiost over det, der var ingen larger-than-life følelse, det var ikke ”fantastisk” eller ”stort” på den der sportsjournalist-måde. Det var antitesen til vores foregående koncertoplevelse sammen, den magiske Rolling Stones-koncert, vi i ekstase havde overværet året inden, men denne gang blev vi blæst lige så langt væk. Eller måske blev vi nærmere suget ind.

Jay med backing indtog scenen – der ikke var der, fordi det var et øvelokale – med en sans for anti-timing, der var helt perfekt. Der blev ikke på nogen måde bygget op til koncertstart, og det virkede, som om de valgte at gå i gang på det tidspunkt, hvor folk var allermest uopmærksomme. Og inden nogen havde nået at registrere, at koncerten var i gang, blev der brølet ”BLOOD VISIONS” ud over øvelokalet med et smadder af en guitarlyd. Intensiteten var enorm fra start. Jeg kendte ingen af numrene, og de var næsten umulige at skelne fra hinanden i lydinfernoet, men da jeg senere hørte dem på lp, kunne jeg alligevel genkende dem og i flere tilfælde nynne med. I det øjeblik lignede Jay en besat, men ikke på den måde, hvor besatheden stråler udad og overtager rummet. Snarere en introvert besat, der kæmpede en kamp med noget, som ingen andre i lokalet havde opfattet. Som om musikken var besat af Jay og ikke omvendt. Vi så måbende til, mens nummer efter nummer efter nummer blev hamret af. Det lignede en smertefuld proces, der bare skulle overstås. Og pludselig var det slut. Som jeg husker det, spillede de ikke mere end cirka 20 minutter. De lagde bare deres instrumenter og banede sig vej gennem publikum og gik. Jay havde overgået vores forventninger ved ikke at tage hensyn til dem overhovedet. Der var ingen attituder, ingen aura af utilregnelighed. Der var kun et musikalsk følelsesindtryk af indestængthed, der virkede så ægte, at vi følte, vi havde overværet noget hidtil uudforsket og genialt.

Efter koncerten snakkede vi for første gang med Mads fra Cola Freaks, der fortalte ufattelige historier om Jay, fra dengang han spillede i Reatards og Lost Sounds, og K købte Hammer I Miss You på 12”, efter Mads havde sagt, at den var sygeligt limited. På det tidspunkt vidste vi ikke, at K senere ville blive medlem af Cola Freaks og turnere i USA som support for Jay Reatard.

Lidt efter koncerten bestilte vi Jays halvt år gamle første album i eget navn, Blood Visions, og da hørte vi for alvor geniet i fuld udfoldelse. Blood Visions er en af de plader, der er verdens bedste plade, hvis man hører den på den rigtige dag. Den krystalliserer, hvad Jay Reatard kunne. Ingen kunne få så meget melodi ind i så korte sange. Et nummer som ”Not a Substitute” formår at få bygget op til et nærmest orgasmisk omkvæd på bare et minut, og overgangen til den dobbelt så lange ”Nightmares”, der følger lige efter, er så sublim, at jeg aldrig har formået at lave en mix-cd med ”Not a Substitute” uden også at tage ”Nightmares” med. Det er simpelthen umuligt andet. Og når jeg først har taget ”Nightmares” med, har jeg lyst til at tage så mange andre af pladens numre med, at jeg ofte helt dropper mixet. Der er mere melodi og popsensibilitet og indestængt punkenergi på Blood Visions, end der er i de fleste bands’ diskografier. Pladen inkarnerer Jay. På en gang spontan og smadret og overstået på under en halv time, men også nærmest sirligt og forfængeligt opbygget med massevis af overdubs. En blanding af en eksploderende blodpøl og en imploderende katedral.

Jay Reatard var et musikalsk vidunderbarn i ordets bogstaveligste forstand. En absolut naturkraft på Memphis-scenen, fra han var 18 år gammel. Ekstraordinært produktiv og alsidig satte han knap en fod forkert på tonsvis af plader i et par håndfulde bandkonstellationer og frem til udgivelsen af Blood Visions. Rygtet om hans sindssyge udskejelser og hans musikalske Kong Midas-sensibilitet havde gjort ham til en art levende legende, og han lignede en mand, der i den grad brændte sit lys i begge ender. Som om han var musik og forsøgte at skabe så mange sange som muligt i en konstant kamp med tiden. Og nu ved vi, at den kamp var lige så reel, som den fremstod.

Vi nød hans udskejelser, og vi elskede, når han nu igen havde gjort noget vanvittigt. Når han igen kom i slåskamp på scenen, når han smadrede et lokale sønder og sammen, når han fyrede sit band, og når han teede sig som en tidsindstillet bombe. Og han spillede selv på det, og han indøvede sine stage antics til perfektion. Når han gik rundt i gården i Sonnesgade, eller i Musikcafeen inden hans sidste Århus-koncert sidste efterår, virkede han indadvendt og koncentreret.

Nu er myten om Jay Reatard ikke længere for sjov, men en sjælden påmindelse om livets og musikkens brandfare.

Hans talent var for enormt til Memphis, og som den første fra byens undergrund fik han et mindre gennembrud i resten af landet og resten af verden ved at skrive kontrakt med Matador og dermed lave det, der i 80’erne svarede til et skift til major label for Hüsker Dü eller The Replacements. Den singleopsamling hans tidligere pladeselskab In the Red udsendte i kølvandet på Blood Visions er en ren klassikerparade, og på det tidspunkt virkede han som en uendelig kilde til stiliserede, men personlige punkørehængere.

Om det var et kunstnerisk pres og den øgede opmærksomhed, der fik intensiteten i hans Matador-materiale til at dykke, er ikke til at sige, men Matador Singles 08 lød som Jay Reatard, der spiller Jay Reatard. En absolut glimrende plade, bevares, men der var et eller andet galt. Watch Me Fall fra sidste år tog en voldsomt poppet drejning, og selvom der heller ikke her var samme bloddrivende nødvendighed at spore som tidligere, cementerede han sig som en kunstner, hvis udvikling man i den grad ville følge med spænding. Men det blev hans sidste plade.

Der er en tragisk logik ved hele Jay Reatards karriere, der nu fremstår som en mekanisme, der åd sig selv op. Den tåbelige opførsel, der fik alle til at juble, den enorme indestængthed og det uhyrligt opskruede produktions- og turnetempo, den store sangskriver (for Jay var, først og fremmest, en stor sangskriver) for hvem et stort kommercielt gennembrud og en sikkert cruisende karriere simpelthen virkede ulogisk. Det var, som om mekanismen slog fra, da det hele blev for velsmurt, og han blev et household name. 29 år gammel og alligevel med over et halvt liv som indspillende musiker, inkarnerede han mere end nogen anden kulturelle myter som ”live fast, die young” og ”it’s better to burn out than to fade away”. Hans død er særligt tragisk, fordi han netop var en stjerne, man nød at se brænde. Hans plader og de uforglemmelige koncerter vil overleve alt.

Lyt til “Frances Farmer Will Have Her Revenge on Seattle”, et cover af Nirvana-sangen fra In Utero:
[audio:http://www.jayreatard.com/jay/mp3/Frances_Farmer_Will_Have_Her_Revenge_on_Seattle.mp3]