Da Fuck Buttons sidste år udgav debutalbummet Street Horrrsing, kaldte Undertoners anmelder det »en lang blanding af infernalsk støj og glade melodier.« Egentlig gør duoen det samme på sit andet album, Tarot Sport – blandingsforholdet er blot forskubbet, så melodierne, som der også er flere af, træder klart tydeligere frem.
På Street Horrrsing er chokfaktoren ret høj – primært på grund af de numre, hvor duoen lader skingre skrig flænge det i forvejen støjende lydbillede. Tarot Sport er i den henseende en noget anderledes plade. Ikke sådan at forstå, at Fuck Buttons er blevet et raffineret, subtilt band, for det er duoen bestemt ikke – men med Tarot Sport både omformer og forfiner Andrew Hung og Benjamin John Power det udtryk, de præsenterede på debutalbummet.
Helt væk er skrigene og den pletvise skratten af utydelige stemmer, der lød, som om de var fanget på en ustabil mellembølgefrekvens. Tilbage er de flossede støjflader og de tribal-trommer, der gør, at det ikke er fuldstændigt skævt at se Fuck Buttons som en dronenoise-udgave af Gang Gang Dance. Ja, den parallel er sådan set ikke blevet mindre præcis af, at den del af Tarot Sports trommespor, der er indspillet live, lyder endnu mere af forpustende stammedans, end debutalbummet gjorde.
I det hele taget taler Tarot Sport mere til kroppen end sin forgænger, og hvor debuten vel nok kan kategoriseres som noise, tager Hung og Power denne gang et stort hop over mod technoen. Tarot Sport er et rave på rumrejse, hvor monotone 4/4-beats fra trommemaskiner banker i parløb med inciterende tribal-trommespil eller – som i ”The Lisbon Maru” – truende marchtrommer. Omkring dem glitrer blippende synth fra nøjagtigt samme del af musikforretningen, som Animal Collective besøgte inden indspilningerne af Merriweather Post Pavilion, mens orgeldroner changerer nærmest umærkeligt og giver musikken kosmiske karaktertræk.
I sig selv sender mange af pladens synth- og orgelpassager hilsner til 70’ernes newage-flirtere som ikke mindst Tangerine Dream. Men fornemmelsen af kitschkliché fordamper, så snart den brusende støj, der ligger under det meste af pladen, og de hektiske rytmer pumper musikken op i de højere luftlag. Heroppe vrider lyse synths sig i den medrivende åbner, “Surf Solar”, ligesom de hofter, pladen i høj grad retter sig mod. Det dunkende beat holder intensiteten i vejret, mens orgeldronebunden langsomt baner vej for et klimaks, hvor dybt brummende basstøj er den kontrast, der løfter en diskant og forvrænget synthmelodi op og gør den forløsende.
Herfra dykker tempoet, og gennem en tåge af støj bliver vi beamet ned i “Rough Steez”, der lyder som et science fiction-stammeritual. I centrum er noget, der kunne have været trommer, men snarere lyder som en flok maskiner, der gør en mellemting mellem at steppe og rave til en monoton, nærmest krautrocket basgang, mens vrængende støjflader starter og stopper et par gange undervejs.
Med “The Lisbon Maru” og pladens centrum, det 11 minutter lange “Olympians”, bevæger Fuck Buttons sig i retning af postrocken. På nogle punkter er der i hvert fald ikke voldsomt langt til Mogwais seneste plader. Godt nok spiller Hung og Power ikke guitar, men de stroboskopblinkende, fuzzede synthimpulser giver nogenlunde samme skærende diskante effekt i klimakserne, hvor pulserende basgange sørger for, at der stadig er melodisk og harmonisk udvikling. I “Olympians” bliver det hele ret højstemt med dirrende orgel – ikke mindst, da den sydende baggrundsstøj efter nogle minutter giver plads til en melodilinje, der lyder som effektindsovsede blokfløjtetoner. I bund og grund et temmelig lurvet valg, men sammenholdt med resten af elementerne kommer passagen til at virke perfekt, som et omvendt klimaks midt mellem den fræsende støj i hver ende af nummeret.
Fuck Buttons har indspillet Tarot Sport sammen med Andrew Weatherall. Han har siden starten af 90’erne været en nøglefigur på den engelske electronicascene som halvdelen af Warp-duoen Two Lone Swordsmen og som remixer, og hans veludviklede sans for at holde et dansegulv til ilden har givet Fuck Buttons gode input. Ikke mindst i afslutningsnummeret ”Flight of the Feathered Serpent” mærker man, at Hung og Power har taget ved lære af Weatherall. Dels lyder de elastisk svirpende ekkoeffekter på trommemaskinebeatet som 90’ernes bud på fremtidens lyd, dels sætter duoen en streg under, at de har fået flere strenge at spille på, når det gælder spændingsopbygning. Her kommer den ekstatiske forløsning ikke efter en lang og gradvist stigende optakt. Derimod dør synthmelodierne helt ud, så kun de forskellige beatforløb står tilbage og holder lytteren fanget og i bevægelse, indtil melodistykkerne efter et minuts tid kommer tilbage og folder sig ud i den store finale.
Fuck Buttons er stadig ikke noget virtuost band, og også på Tarot Sport får man enkelte gange – især i den mestendels mislykkede “Phantom Limb” – fornemmelsen af, at deres foretrukne måde at løse problemer på er at skrue op frem for at arbejde hårdere på at skabe sammenhæng. Men det er også noget nær det eneste, der er i vejen med Tarot Sport, som tydeligt dokumenterer, hvor fint det er lykkedes Fuck Buttons at blive mere imødekommende og mere interessante rent melodisk uden at give køb på energien. Hvis rumvæsener har en kropstemperatur, vil Tarot Sport være en sveddryppende trancesession for dem. Og vi andre er i hvert fald helt sikkert nødt til at have rigeligt med koldt vand inden for rækkevidde.
