Dub Tractor: Sorry

Det første, der slår mig ved Dub Tractors nye album, Sorry, er, at der i flere af numrene tydeligt forekommer guitar i både forstærket og akustisk form. Og samtidig med at guitaren har fået en mere fremtrædende rolle, er de elektroniske elementer blevet tonet ned. Det er Dub Tractor foldet ud i fuldt indiepop-flor, som præsenteres på Sorry. Og det er Dub Tractor, med det borgerlige navn Anders Remmer, der for første gang opleves som fuldbyrdet sanger.

Udviklingen hen imod at blive mere melodi- og sangorienteret kan næppe komme som en overraskelse for de lyttere, der har fulgt med på de forrige fem album fra den københavnske musiker. Især fra More or Less Mono til Hideout og frem til seneste udspil er det nemt at høre udviklingen. Dub Tractor er stadig en elektronisk musiker af hjerte, men det klæder Anders Remmer at trække kompositioner og udførelse i en mere poppet sangskrivning. Og ikke mindst kan det blive dét, der breder hans musik endnu mere ud til nye lyttere – måske er P3 rede til at sætte Dub Tractor i rotation?

Åbneren ”And You Are Back” har i hvert fald melodien til at komme i rotation på Danmarks største radiokanal. Vokal og guitar er i positiv forstand sovset ind i et intimt ekkokammer, og xylofonen tilsætter det dryp af drømme, som får dig til at lukke øjnene og mærke stemningen. Det er måske ikke et oplagt åbningsnummer på grund af det lave tempo, men efter flere gennemlytninger føles det som det rigtige.

Titelnummeret bevarer intimiteten i et højere tempo. Også her er Anders Remmers vokal trukket en smule tilbage i lydbilledet, der igen har guitaren som hovedperson. ”Sorry” er ikke helt så meget bygget op med A- og B-stykker, vers og omkvæd, som andre af albummets numre. Og tekstmæssigt er der kun tale om få ord, der gentages igen og igen imellem de lange instrumentale passager – noget som Anders Remmer benytter flere steder på Sorry. Enkeltheden og en slående sans for finish tydeliggør, at Anders Remmer har været grundig med Sorry – det er tre år siden, forrige album udkom.

”Fall in Love Like This” præges af tunge My Bloody Valentine-guitarer. I stedet for en passende bund med tunge trommer har Anders Remmer valgt et let elektronisk beat, som lader de forvrængede guitarer være nummerets bærende konstruktion. Bredden i guitarproduktionen fortjener at blive nærlyttet i hovedtelefoner, hvor lydbilledet kommer til sin ret.

Hvis man har fulgt Anders Remmer siden hans dage i How Do I, er det heller ikke svært at høre flere af dette bands melodiske tag på genren i spændingsfeltet mellem elektronisk og rockmusik. Hør bare ”Higher Hopes”, hvor tempo, melodi og Valby-engelsk lyder som How Do I anno 1993, da albummet Pluto udkom. ”A Lot of Work Is Done” har samme How Do I’ske lyd – men her mere fra albummet Super.

Med mere fokus på vokal er det oplagt at lægge mærke til tekster og titler. Både disse og Sorrys generelle stemning emmer af brudte forhold og kærlighed, der ikke udviklede sig som forventet. ”Sorry”, ”It All Went Wrong” og ”Higher Hopes” er tre titler, som nærmest fortæller om udviklingen af et forhold fra undskyldninger til et brud – og så nyt håb efter nedturen. Det gør Sorry til en melankolsk oplevelse.

Den sidste halvdel af albummet er mere stillestående, med numre som ”That Won’t Heal by Itself”, hvor Anders Remmer blot messer nummerets titel igen og igen, til det næsten bliver et meditativt mantra, som kun kan trække sindet i en retning, og det er ned mod mørket. Som på tidligere album er det også her, man for alvor møder melodilinjer, der tydeligt er spillet på bas. ”I Don’t Get It” er sammen med ”It All Went Wrong” albummets mest regulære sange, hvor Remmers vokal folder sig ud over hele spektret, og han synger (ikke messer) længere tekststykker. ”I Don’t Get It” er stadig præget af programmeringer, men kunne sagtens fremføres af en enkelt mand med guitar og virke lige så stærkt.

Oven på den poppede første halvdel virker anden del af Sorry dog som et tilbageskridt for Dub Tractor, og man venter hele tiden på, at det næste nummer igen har guitaren og melodien i centrum i stedet for at være stillestående elektroniske. Men det er overordnet herligt, at Anders Remmer trods alt folder musikken ud til pop. Frygten for, at Sorry ville være uudviklet og en gentagelse af tidligere udgivelser, er heldigvis ubegrundet.