Allerede fra introens loopede og scratchede guitar står det klart, at Benava vs. Clark Nova har tænkt sig at hive lytteren gennem et komplekst og abstrakt musikalsk univers. Anden skæring lokker med et opkog af múm og Aphex Twin: små lette melodier, der glitcher om kap med et hoppende og dansende breakbeat. Tredje skæring er en lettere lounge-agtig én, der resolut holder sig til et mere klassisk downbeat-motiv og bringer mindelser om franske Kid Loco. Og fjerde skæring lugter lidt af Boards of Canada. Så på mange måder er Beneva vs. Clark Nova ikke det mest originale downbeat electronica-album, man nogensinde har hørt.
Og det fortsætter på den måde. Gennem albummets 12 skæringer bliver vi præsenteret for et glimrende opkog af en nærmest endeløs række af artister. Beneva vs. Clark Nova når både gennem den elektroniske dub, glitchens nådeløse, knækkede beats og et par tracks rettet mere mod fødderne end ørerne. Samt et par andre, der ikke rigtig lader sig skubbe ned i en kasse, men ikke desto mindre får lytteren til at vippe lige så stille med fødderne.
På den anden side gør det ikke så meget: De to nordmænd præsterer at få ørerne og fødderne til at rykke med, om vi så er i et mere hiphop-inspireret univers, eller om der går glitch’n’bass i den. Om indflydelsen så kommer fra Warp Records eller Mille Plateux, gør i den sammenhæng ikke noget, for Benjamin Finger og Rudi Simmons præsterer på en meget charmerende vis at få elementer fra de seneste 10 års elektroniske musik til at gå op i en højere enhed. Ikke dårligt.
Et af albummets væsentligste svagheder er selvfølgelig den uafrystelige tanke: »Det har jeg hørt før.« Men samtidig er Beneva vs. Clark Novas styrke også, at de forstår at male kalejdoskopisk og at bygge alle deres inspirationskilder ind i et gennemarbejdet og sammenhængende album. Der er et par enkelte tracks, hvor de trækker ind i et hårdere beat-univers, og det kan nok få nogle lyttere til at falde fra.
Men ellers er pladen et flot eksempel på, hvor mange tilsyneladende uforenelige elementer, der kan presses sammen i en enkelt skæring, uden at resultatet bliver fortænkt eller brister under vægten. Og dét er i sig selv en bedrift. Ikke årets bedste electronica-plade, men i høj grad et album, der fortjener at nå ud til en bredere kreds end de mest hårdkogte beat-snobber.
