Valravn: Koder på snor

Folkemusikken er ikke for folket mere. Det er i hvert fald en langt mere eksklusiv klub, der dyrker den nu om dage, end det var oprindeligt i folkemusikkens storhedstid, der vel efterhånden ligger 100 år tilbage. I dag er det i langt højere grad popmusikken, der indtager rollen som fællesmusikalsk referenceramme for den store masse, og den har sjældent regionale kendetegn som den originale folkemusik, men er i det store og hele ensrettet af den amerikanske kulturimperialisme. Nu skal det her dog ikke være et olmt angreb på mainstream-scenen, men i langt højere grad en fremhævelse af undtagelserne. For de findes.

Danske Valravn er et glimrende eksempel. Bandet er nu ude med deres andet album, Koder på snor, hvor de i højere grad har skrevet sangene selv frem for at fortolke nordiske sange som på debuten. Men deres solide bund i den nordiske folkemusikalske tradition er på ingen måde gået tabt. Den bliver holdt i live af en udstrakt brug af viola, fløjter, nøgleharpe og mandola, som giver Valravns elektroniske grundlag en eksotisk lyd af brusende bølgeskum og skyindhyllede, grå bjerge.

Folkemusikalske purister ville afvise at kalde Valravn folkemusik, lige så hurtigt som publikum begyndte at råbe ‘Judas’ af Bob Dylan ved Newport Folk Festival i 1965, da han satte strøm til sin guitar. For Anna Katrin Egilstrøðs smukke sirenevokal og de akustiske instrumenter er peppet op med tunge elektroniske rytmer; et popmusikalsk kneb, som ligger direkte i forlængelse af Sorten Mulds togter udi britisk progressiv house og downbeat tilbage i 1990’erne. Men hvor det hos Sorten Muld nogle gange kunne virke anstrengt, virker det fuldstændig integreret i Valravns udtryk, og det er med til at formidle folkemusikken til en generation, der nok ikke ville komme den i møde ellers. Jeg kan personligt i hvert fald ikke holde traditionel dansk folkemusik ud, hvis vi taler spillemandsmusik.

Afvekslingen mellem højt tempo og helt afdæmpede sange giver en god variation, der yderligere opretholdes af en stærk dynamik sangene igennem, hvor stemmer, violiner og rytmer stiger og falder i intensitet, både i kor og hver for sig. En stor detaljerigdom vælder således ud af de primært mørke og stemningsfulde sange, der her og der blødes op af en mere traditionel, lys folkemelodi.

Til trods for inkorporeringen af den elektroniske del af popmusikken kan man dog ikke rigtig kalde Valravn pop. Dertil er de for sfæriske og flygtige. Så de vil nok stadig kun appellere til en begrænset skare til trods for de tre nomineringer til Danish Music Awards for den sidste plade. Til gengæld vil den begrænsede skare få en usædvanlig smuk og desværre lidt uudforsket fortolkning af nordisk folkemusik.