Tre keyboards, tre stemmer og én trommemaskine. Med så enkle redskaber komponerer den Brooklyn-baserede kvindelige trio Au Revoir Simone sin minimalistiske synthpop. Mere er der heller ikke behov for, når man har noget på hjerte.
Siden Erika Forster, Annie Hart og Heather D’Angelo dannede Au Revoir Simone i slutningen af 2003, har de arbejdet med konceptet med de nøgne keyboards og stemmerne. Debuten kom i 2005 med Verses of Comfort, Assurance & Salvation, og albummet blev fulgt op af The Bird of Music fra 2007, som Undertoners anmelder gav fine roser med på vejen, og han kaldte bl.a. bandets musik for fortryllende synthpop med en »særegen blanding af sorgløshed og håbløshed.« Sidste år kom så den remixede udgave af The Bird of Music, der fik titlen Reverse Migration og ikke skabte den helt store opmærksomhed.
Nu er Au Revoir Simone atter tilbage med albummet Still Night, Still Light, hvor det føromtalte sorgløse er sværere at skimte, og indiepoppen er begyndt at kaste længere og mørkere skygger. Stemningen på det nye album er mere sorgfuld. De mørkere keyboardtoner og frygten for at ende ulykkelig som resultat af det forliste forhold eller andre af livets strabadser, der skildres af trioens fine stemmer, er albummets kerne.
De komplicerede følelser omkring et afsluttet forhold skildres på “Shadows”, hvor teksten lyder: »I’m haunted by your eyes / and how long they’ve been crying« og »I’m moving on / I hope you’re coming with me / because I’m not strong without you.« Andetsteds, på “Trace a Line”, handler det om at køre fuld i taxa for at finde ham, der er i tankerne, mens sangerinden samtidig indser, at hun er ude på et skråplan: »You’ll be the end of me.« Et lille glimt af håb kan høres på den på én gang dystre, skæve og lyse “Only You Can Make You Happy”. Bag musik, sang og tekst ligger på det nye album et ærligt håb og en længsel mod kærlighed eller noget andet meningsfyldt, og det driver værket og den puls, vi hører fra rytmeboksen.
Au Revoir Simone er blevet og bliver stadig anklaget for at være for tuttenuttede, men den betegnelse synes jeg slet ikke passer på Still Night, Still Light. Den øgede melankoli på albummet medvirker til at skabe en stemning, der snarere er sart og længselsfuld. Au Revoir Simone og deres musik undervurderes groft, hvis man tror, at generte smil, langt hår og lyse stemmer er lig med noget pussenusset eller overfladisk.
Det, der er så fint ved Still Night, Still Light, og som får mig til at udråbe det til Au Revoir Simones bedste album indtil videre, er den måde, hvorpå bandets simple elementer får trioens musikalske verden til at gå op i en højere enhed. Det er netop keyboardene og deres begrænsninger og muligheder, de lyse stemmer og harmonierne og melankolien, som de tre kvinder får til at hænge sammen med stor varme og vellyd.
