»Disappear, reappear and disappear again.«
Det har, jævnfør ovenstående citat fra nærværende plade, alle dage været sådan, at man ikke ved, hvor man har MF Doom. Og har man de sidste par år vidst, hvor man havde ham, er det kun, fordi han slet ikke har været her. Engang var han god for to-tre plader om året, men der har været mærkeligt stille omkring ham det sidste lange stykke tid.
Nu er han så endelig tilbage, men han er ikke længere noget Metal Face. Nu er han bare DOOM, og den karakteristiske maske på coveret er denne gang af sten.
For at undgå yderligere forvirring, vil jeg kalde ham Daniel Dumile (hans borgerlige navn) gennem resten af anmeldelsen. Dumile har sammen med Madlib og kredsen omkring selskabet Stones Throw nærmest været ene om at bringe mainstream-hiphoppen i nye retninger i det nye årtusinde. Det er vel kun Def Jux-slænget, der kan fremvise lignende innovative plader, men selv de kommer til kort over for Doom, når han er i sit es.
Han har været en vigtig del af hiphoppen siden langt tilbage i 1990’erne, men først i det nye årtusinde fandt han sin stemme. Eller sine stemmer, om man vil. Han har gennem en uafladelig leg med alteregoer og i samarbejder med ukendte kunstnere og celebre producere skabt en næsten manisk strøm af kvalitetsmusik, og når han på en eller anden måde har været i stand til at samle sine utallige skæve indfald til et hele, har han været noget helt unikt i de seneste 10 års hiphoplandskab.
I dag stikker to plader ud: Den gennemførte Viktor Vaughn is Vaudeville Villain skabte et helt unikt univers med gennemført anderledes og medrivende produktioner, så Dumile næsten formåede at fremstå som en enmands-Wu-Tang Clan, og et år efter toppede han så i samarbejde med Madlib i projektet Madvillain, der formåede at kombinere det bedste fra to fantastiske egoer til en syntese, der nu fremstår som en af de klare hjørnesten i hiphoppen.
Og så har der været alt det imellem. Dumile udsendte en overgang stort set alt, han havde fingrene i, og det resulterede blandt andet i en række mere eller mindre rodede plader og et stort opslået, men mislykket samarbejde med Dangermouse, som de fleste vel har glemt i dag.
Dumile er med andre ord hit and miss, og umiddelbart placerer denne comebackplade sig midt imellem det gennemarbejdede og det geniale. Titlen Born Like This lyder næsten som en slags karriereopsummering, og det er præcis sådan, pladen tager sig ud.
Det er en sær blanding af gamle numre, som “Angels” med Ghostface, der næsten allerede har klassikerstatus (vi venter stadig i lettere irriteret spænding på de tos collabo-plade Swift and Changeable), gamle beats som Dilla-klassikeren “Lightworks”, numre, hvor Dumile knap nok rapper, og så nyt og aldeles veloplagt materiale.
Ved de første par gennemlytninger er det hele en slem gang rod, og det lyder mest som en opsamling af outtakes fra nogle af mandens bedre plader, men langsomt begynder det hele at tage form, og man bemærker, at beatene holder en utrolig høj standard (det er da også kapaciteter som Dilla, Madlib, Jake One og DOOM selv, der har stået bag alle knapper), og at de skæve lyriske indfald, som er Dumiles varemærke, er på plads. Og så har han stadig et af de mest dragende flows i moderne rap.
Alligevel kan man ikke undgå at savne noget rød tråd og noget overraskelse, når det nu er så lang tid siden, vi sidst har hørt fra denne kant. Born Like This er ‘blot’ et kvalitetsprodukt, som dog slår fast, at Dumile aldrig har været væk. Men for første gang føler jeg, jeg ved, hvor jeg har ham. Og en stor del af oplevelsen ved hans plader har altid været uvisheden om netop det.
Vi ved, han kan få alle disse brillante enkeltdele til at gå op i en højere og overraskende enhed, og jeg er ikke i tvivl om, at det nok skal lykkes for ham igen. For indeværende må han gerne skrue udgivelsesfrekvensen tilbage på samme niveau som midt i årtiet.
