Når den underskønne, underskønne Marissa Nadler begynder at synge med den mezzo-sopran, som mindst er vidunderlig og højst guddommelig, så er jeg smeltet langt væk. Det forholder sig sådan med hele hendes diskografi. Der er et skær over hendes stemme, der gør den så utilnærmelig og så ubærlig, selvom hun aldrig når ud på overdrevet. Det, jeg prøver at sige, er, (ahem), at jeg virkelig, virkelig godt kan lide Nadlers vokal, og at det er den, der som lytter har båret mig igennem Ballads of Living and Dying, det lille mesterværk The Saga of Mayflower May, gennembruddet Songs III: Bird on the Water og så nu; her; den nye; nummer fire i rækken: Little Hells.
Små helveder. Titlen peger hen mod noget ondere end det, Marissa allerede har arbejdet med på de forrige album, hvor den amerikanske gotiktradition hele tiden var filtreret igennem lydbilledet, stemningen og teksterne. Selvom hendes mange pigenavnssange er mere selvbiografiske end umiddelbart tolket, så kan de ikke undgå at vække mindelser om Edgar Allan Poe (hvilket bogstavelig talt skete med digtet “Annabelle Lee”, som Nadler fortolkede på Songs III: Bird on the Water). Samtidig er hun skaber af et drømmefolket univers, hvor de æteriske sange er så fint nærværende og borte i samme tidsramme. Og til sidst har hendes strøg af sorg i stemmen og den ærlige inderlighed skabt klare strenge direkte til mesteren, Leonard Cohen, som Nadler er den kvindelige lærling af.
Med de forbilleder er det næsten, som om Nadler vil være den nygotiske partypooper for det 21. århundrede. Måske har hun heller ikke alverdens konkurrence, men hun er også svær at hamle op med, når hun først gør det, hun kan så godt. Og på Little Hells gør hun det, hun kan så godt, og hun gør næsten udelukkende det samme, som hun hele tiden har gjort, med et par undtagelser i produktionen. Det er ikke noget, der ændrer radikalt på billedet af hende.
Men de er der jo; forandringerne. Det overordnede lydbillede indeholder ikke helt den samme intimitet som før. Der er et større rum til musikken og mere luft og genklang under kompositionerne. Hvor Nadler før sad i sit tårnkammer, sidder hun nu i tronsalen, og det klæder hende egentlig. Stemmen bliver mere blidt klingende, og hele spektret indeholder knap så meget spændt melankoli, men det er ikke noget, der forstyrrer, for stilen er så gennemført på hele pladen, at det bare bliver pladens udtryk og dens præmis. Generelt er der kommet en større bredde i instrumenterne, og her kommer vi så til en præmis, der måske ikke er så nem at sluge for mange: trommerne. Og det gør sig især gældende på nummeret “Mary Comes Alive”, hvor der går rytmeboks i den, og det lyder umiddelbart som et forsøg på at iklæde Nadler en Kate Bushesque lyd, og selvom det er et formidablet forbillede, så er det mislykket. Det kommer til at skære forkert i ørerne, når nummeret går igen, og selvom det bliver bedre i løbet af sangen, kommer der aldrig balance nok i tingene, og det hele bliver mærkeligt Enya-agtigt (mindre formidabelt forbillede). Igen besøger hun trommerne på den søde og let indiefolkede “River of Dirt” og “Mistress”, men her fungerer det hele meget bedre, fordi det lyder så tilpas organisk og lavmælt, at det komplimenterer Nadlers vokal.
Ser man bort fra den lette eksperimenteren, så befinder Nadler sig ellers på forholdsvis sikker grund. Selvom det er blevet mere folket og luftigt, så kan hun stadig skrive de dér tindrende sange, der er så smukke og så yndige. Det er den største force hos hende: melodiens overvindelse. Og selvom Little Hells nok er den svageste af hendes plader, er den stadig meget stærk, så melodier er der nok af her. Som i den langsomt twangede og country-valsende “Rosary” eller titelnummeret – en rungende og simpel folkhymne, der igen løfter det hele op og fortæller, at selvom pladen langtfra er upbeat, så er Nadler måske bare blevet”¦ gladere? I hvert fald i udtrykket. Som hun enkelt afslutter pladen på nummeret “Mistress”: »goodbye, misery.« Og selvom titlen ikke tyder på jubel, så er de små helveder også bare det, de er: I det store og hele ubetydelige, menneskelige problemer, der kan digtes, synges og klimpres om på et smukt og simpelt lydspor, før hovedparten af os dykker ned i det store af slagsen.
