Engang arbejdede jeg som frivillig i en charity shop i den skumleste del af Østlondon, hvor der næsten er endnu flere af disse genbrugsbikse, end der er fattige indere og østeuropæere – og dem er der mange af. Butikken samlede penge ind til spastisk lammede børn og unge, og jeg brugte mange eftermiddage på at rode i aflagt tøj, drikke te og passiare med gamle damer. Ikke så meget, fordi jeg er et helt igennem godt menneske med en ambition om at gøre livet bedre for alle spastisk lammede børn og unge i London, men fordi jeg holder vældig meget af at rode i aflagt tøj, drikke te, passiare med gamle damer og føle mig som et helt igennem godt menneske.
Det lader til, at størstedelen af de prominente kunstnere, der har bidraget til opsamlingen Dark Was the Night, ligeledes har været motiveret til at gøre det, de holder af, frem for at redde verden, for dobbeltalbummet indeholder en række solide numre, der sjældent virker forcerede eller uinspirerede. Bag udgivelsen står organisationen Red Hot, der de seneste 20 år har samlet penge ind til kampen mod hiv og aids gennem diverse kreative projekter, og denne gang er det brødrene Bryce og Aaron Dessner fra The National, der har sammentrommet en række musikalsk beslægtede kunstnere og kreeret en udgivelse med rødder i indie, folk og singer/songwriter.
Det faktum, at Dark Was the Night genremæssigt har en tydelig rød tråd, der oven i købet bliver knyttet af en lang række af scenens største, nutidige navne, er da også et af dens allervigtigste fortrin. Således havde den allerede fra støbeskeen potentialet til at blive et decideret værk frem for en række artisters individuelle visioner, der klasket sammen på en plade let kommer til at emme af sammenskudsgilde. Et potentiale, der i høj grad er blevet indløst, men som ikke undgår at folde sig ud på bekostning af visse musikalske kvaliteter.
Der er nemlig mange fine indslag blandt de hele 31 skæringer, men kun få skiller sig ud som værende særdeles kreative eller usædvanlig vellykkede, da de medvirkende musikere sjældent begiver sig ud i en sådan grad af eksperimenteren, som man kender fra deres egne projekter. Som udgangspunkt er omtrent halvdelen af numrene på Dark Was the Night da også covernumre, hvoraf flere fungerer ganske udmærket. Ikke overraskende kommer et af disse bidrag fra Cat Power, der slipper fint af sted med en vældig Chan Marshall’sk version af “Amazing Grace”, og også My Brightest Diamonds udgave af “I’m Feeling Good” er værd at fremhæve.
Bedst bliver det dog, når musikerne selv har haft notesblokken fremme. “Knotty Pine” af Dirty Projectors og David Byrne er eksempelvis en spøjs, omkringfarende størrelse, hvor vokalerne går spænd på smuk og simpel vis, og “Service Bell” lægger ud med Grizzly Bears typiske elektroniske tilbageholdenhed, der dog snart fyldes ud af Leslie Feists skrøbelige vokal og Grizzly Bears dominerende kor. Dog må første plades afsluttende nummer af Sufjan Stevens fremhæves som albummets mest interessante og ditto uventede indslag; et 11 minutter langt, iørefaldende crescendo med typisk Sufjan Stevens-instrumentering, men også en hel del uvante og dominerende elektroniske elementer.
Alt i alt må dobbeltalbummets højdepunkter siges at være noget forskudt til cd 1’s fordel, og som lytter havde man ikke lidt det store afsavn, hvis udgivelsen havde været en god håndfuld skæringer fattigere. Fra et velgørenhedsmæssigt synspunkt er det naturligvis interessant at have så mange prominente musikere med om bord, men med en smule selvtægt kan man snildt selv sortere en stak numre fra for at danne et endnu mere koncentreret helhedsindtryk af kvalitet – eller man kan bare fyre hele møllen af som rigtig, rigtig god baggrundsmusik.
