Jeg husker svagt, at jeg i grundskolen flere gange fik at vide, at jeg havde et attitudeproblem. Det var sådan noget med at provokere, svare lærerne igen osv. Jeg husker også, at jeg et par gange var nede hos viceinspektøren. Det fik mig nu ikke ligefrem til at sætte tempoet ned, hvad angik kvikheden i mine svar på tiltale. Men tænk, hvis jeg havde gået i klasse med Lucy Love dengang i slutningen af 90’erne. Så ville jeg have slået ud med armene og sagt: »Mig? Attitudeproblem? Så prøv lige at tjekke Lucy Love.«
I hendes univers er der ikke nogen eller noget, der ikke står for skud (lige med undtagelse af hendes far, der bliver hyldet på “Daddy Was a DJ”). Især på nummeret “No V.I.P.” får berømtheder som Beyoncé og Britney – og hele den verden, der omgiver dem og lever af at gøre det – noget af en sproglig langfinger: »Magazines keep writing / saying it’s the bling-bling that’s entizing / now I’m the editor and I’m retyping / ’cos pennyless pockets won’t stop me from climbing / who needs rocks when words are blinding / when the power of speech is the ever shining.«
Det handler om attitude, om at signalere at man er den bedste, og at hvis »du messer med mig, så blir’ der ballade.« Og for den del af grimegenrens vedkommende er der ikke noget at udsætte på Superbillion. Det er skarptskårne tungebånds-uppercuts, og de sidder perfekt.
Og netop som man tænker, at man sidder med en helstøbt attitudearabesk, så dukker der en anden, lidt mere personlig, mørk dimension frem på numrene “Wake Up” og “Darkest Hour”, der understøttes af et langsomt, smådubbet tempo og mørk synth. Og især på sidstnævnte synes fremmedgjortheden at stikke frem: »In my darkest hour / just my shadow keeps me company.« De to numre repræsenterer en velvalgt modvægt til resten af albummet, og det er befriende, at det hele ikke pakkes ind i attitude og praleri om egne evner, gyldent flow og quickness on and off the mic.
At der også er en mørk(ere) side af Superbillion harmonerer fint med albummets lyd, hvor producer Yo Akim lader sig inspirere af både dub og dubstep – og nok også den klassiske UK-garage, hvis synthstrukturer i varierende former fylder meget på Lucy Loves debut. De mange forskellige inspirationskilder giver en (inden for genren) ganske varieret lyd – og potentiale til nogle clubhits i kraft af numrenes fremragende beats – selvom Superbillion meget tydeligt, ikke mindst på grund af Lucy Loves rapstil, lægger sig solidt til rette i grimegenrens overhalingsbane.
Jeg er ret overbevist om, at Lucy Love har potentiale til at blive mere end en indlandsstjerne. Hun lyder som en ægte ’cockney’, og hun har sprogligt flair og en teknik, der med det samme fik mig til at tænkte på den engelske grimeprinsesse Lady Sovereign. Et par af numrene på Superbillion kunne måske godt være skåret fra, hvilket uden tvivl havde været et effektivt værn mod den ensformighed, der nogle få gange lurer, men der er bestemt stor kvalitet at arbejde videre med.
Jeg røg til inspektøren for mine attitudeproblemer, mens en stjerne som Lady Sovereign blev signet til Def Jam, efter hun havde freestylet for pladeselskabsbossen Jay-Z. Ligesom Lady Sov har Lucy Love i mine øjne attitude og selvtillid nok til at gøre sig gældende i den internationale grimeelite. Kom ikke og sig, at attitude ikke kan bringe en langt.
