Som hiphoplytter må jeg erkende, at beherskelse af sproget er en afgørende komponent, hvis jeg skal begejstres – og det gælder både, hvis der er tale om negative udgydelser mod andre rappere eller eftertænksom kritik af politiske systemer, levevilkår eller lignende. Det er med andre ord vigtigt, at sproget bruges kreativt(-aggressivt) og ikke ender i flade ligegyldigheder, som dansk rap har en kedelig tendens til at gøre.
Der er selvfølgelig undtagelser fra reglen: Malk de Koijn er et oplagt bud, og også Per Vers har sine gyldne øjeblikke. Fælles for de to er en udtryksfuld kreativitet og en leg med sproget, der adskiller sig fra, hvad man ofte ellers kan forvente fra danske rappere – og måske har de også en lidt mindre intenderet hadefuld position over for deres medrappere. Men man kan ikke komme udenom, at hadet, modviljen og det at disse er en vigtig komponent i hiphop. Og det behøver ikke nødvendigvis at sænke niveauet – hverken det sproglige eller det musiske – et fremragende eksempel på det kan f.eks. ses – og høres – på den skelsættende Funcrusher Plus.
Netop Funcrusher Plus erklæres at være K-liirs yndlingsplade på “Griber mikken”, og det kan man godt høre – især produktionsmæssigt er der skruet op for inspirationerne fra El-P og hans legekammerater på Def Jux, f.eks. Aesop Rock. De elektroniske produktioner er præget af futuristisk, iskold synth og beats (til tider tunge, andre gange lette og festlige), der fungerer rigtig godt som bund for K-liirs rapstil, der svinger enormt i tempo.
K-liir læser til daglig Dansk og Medievidenskab, og splittelsen mellem livet som rapper og studerende (og ikke mindst den indre) er et hovedtema på pladen. For det første bliver Uddannelsen en ekstremt vigtig faktor for pladens endelige udtryk, da den sikrer intellekt og vid, f.eks. i den intelligente selvpromovering på “Rim i natten”, hvor K-liir selvsikkert rapper: »Maler med sproget, jeg er den lyriske Da Vinci.« Det er så simpelt og alligevel så spot on.
For det andet passer splittelsen – og den lyrik, den afføder – godt til K-liirs hårde måde at rappe på og ikke mindst det kolde elektroniske univers. Og når det lyriske output klimakser, som det er tilfældet på “Under den elektriske stjernehimmel”, så er det virkelig, virkelig godt: »Listen fortsætter / over dundertunge onde trommer forbander jeg de sorte nætter / og jeg letter ikke byrden, men strammer løkken / kold regn rammer bøtten / dæmoner tager mig stykke for stykke / ryggen knager / jeg beklager jeg / er så patetisk / fremstiller dagligdagsproblemer episk og elegisk.«
Men det lyriske overskud rækker ikke til en hel plade for fuldt blus. Der er intet at udsætte på produktionerne, men indimellem har lyrikken sine altopslugende huller, hvor der går for meget MC Fight Night-rap i den: »Gå hjem og spil pik,« (“Generation Junk”) og »Jeg kan skrive rim af den lækre slags / bælle æggesnaps / klippe din ækle tap med en hækkesaks« (“Griber mikken”) er hverken spændende eller interessant at lytte til.
Når K-liir er allerbedst, så er han netop en hjernekoger. Man kan fornemme intellektuel aktivitet og belæsthed, og det er jo ikke det værste udgangspunkt for god rap, når nu lyrikken er så afgørende. Og det er netop kombinationen af den gode produktion og flairfyldt lyrik – for størstedelen af pladens vedkommende – der gør det til en (overraskende god) oplevelse at lytte til Under den elektriske stjernehimmel. Mine anker omkring sproget er ikke, fordi jeg er puritansk eller har en dagsorden om at rense sproget, for det kan så absolut være fint nok at rappe »pik og patter,« hvis det er det, der skal til, men det er så utroligt ordinært og i hvert fald ikke på nogen måde fornyende for dansk rap. Og når det i øvrigt virker, som om man har evnerne til at bruge sproget på sublim vis, så skylder man også at gøre det. Hele tiden. Det andet er for nemt.
