Indiedronning er et tilnavn, der jævnligt benyttes om svenske Jenny Wilson. Måske er det lidt i overkanten, men den royale titel er ellers tæt på at passe. Med en fortid i det glimrende indieband First Floor Power og en succesfuld solodebut med titlen Love and Youth fra 2005 står hun bag mange væsentlige numre og har fuldt fortjent skabt sig et navn på den alternative musikscene i Skandinavien. Nu barsler Wilson med sit andet soloalbum, som hun selv har produceret og udgivet på sit eget pladeselskab Gold Medal Recordings.
Hardships! er intet mindre end en kraftprøve af et album. Alene titlerne på Wilsons to udgivelser vidner om den forandring, der har fundet sted undervejs. Fra Love and Youth til Hardships! (med det faretruende udråbstegn) er der et stykke vej. Selvom debuten ikke var lutter smil og havde en ironisk side, var det alligevel et album, der i sjælden grad fremkaldte en lykkelig sommerfornemmelse i maven, ikke mindst med de brusende charmerende hits “œLet My Shoes Lead Me Forward” og “œSummer Time (The Roughest Time)”. Et par år ældre og klogere er Jenny Wilson mere alvorlig, som Hardships!-titlen fortæller os. Den umiddelbare glæde er væk.
De hårdere sider af livet, at klare sig gennem »rough days« og at blive mor udgør en stor del af tekstuniverset på albummet, hvor Wilson viser, at hun er særdeles stærk, både som kvinde, musiker og løvemor. Moderskabet er kærlighedsfyldt for Wilson, der bl.a. kredser om det på åbneren, “The Path”: »Well, now I lay here next to a fire / with a baby on my chest to admire.« Men komplet idyl er det bestemt ikke, for at være mor er også ren overlevelse, og dagliglivet i køkkenet sammenlignes med slagmarker og krig på “Pass Me the Salt”. På titelnummeret giver Wilson sin uforbeholdte mening om moderens rolle, der, modsat soldatens, ikke giver megen respekt: »If I’d returned from a fight / from a battlefield, with some new scars in my face and shot holes in my knees! / if I was bloodstained and wild / if I held a trophy in my arms, oh, man! / not a newborn child! / if I’d returned from a fight / then people would’ve called me a hero.«
Det interessante ved musikken og teksterne på Hardships! er, at musikken trods temaerne hverken er blødsøden eller aggressiv. Wilson leger med R’n’B og soul og skaber sin egen udgave af genrerne uden lagvis af instrumenter og tyk produktion. I den særlige soul a la Wilson er alt skrællet ned til det nødvendige, så selve sangene får lov at være i centrum. Der er iørefaldende numre som “Like a Fading Rainbow”, hvis omkvæd vinder mere og mere, ligesom den funky “Only Here for the Fight” med de sjældent fremtrædende trommer gør det. En del af albummets numre kunne man næsten forestille sig som gedigne hits i svulmende produktioner med en amerikansk, nougatfarvet sangerinde i front.
Den velkendte guitar-bas-tromme-opbygning benyttes ikke her. Albummets første nummer, “The Path”, består således stort set kun af Wilsons vokal, kor, rytme, klaver og saxofon. Det er i det hele taget de “menneskelige instrumenter”, Wilson bruger som de væsentlige: stemme, kor, lyde, knips, klap etc. Hun viser, at der ikke skal meget andet til for at lave et godt nummer, eventuelt tilsat lidt bas eller klaver – og nogle gange krydrer hun med tamburin, tværfløjte eller xylofon. Men alt i alt er numrene bygget på ret lidt – uden at de lyder skrabede. Det er blot en særlig stil med stort overblik over hver en lyd, Wilson lægger for dagen. Samtidig er den velkendte Jenny Wilson-vokal med den let skæve falset bevaret, så man trods de nye musikalske inspirationer med det samme kan høre, det er Jenny Wilson i radioen.
Jenny Wilsons toer, Hardships!, er hårdere at komme igennem end debuten, der gled langt nemmere ned med en charme og en glæde, der nu flere år efter udgivelsen har vist sig at være langtidsholdbar. Og netop glæden fra Love and Youth savnes. Men Jenny Wilsons toer er bestemt også værd at lytte til. Det er et modigt album både hvad angår tema og musikstil. Denne form for nedskrællet Wilson-soul og R’n’B krydset med indiepop er spændende og unik. Selvom toerens tekster og genrelege ikke overgår debutens melodier, er Hardships! alligevel en stærk præstation.
