Enhver, der har lyttet til Latyrx’ The Album eller Blackalicious’ Nia, må have været nogenlunde lige så ekstatiske som mig, da det kom ud, at Lateef the Truthspeaker, Gift of Gab og Headnodic barslede med et album under navnet The Mighty Underdogs. Men hvad var det lige, der gjorde mig så ekstatisk? Primært var det de ekstraordinære ideer og fantastiske produktioner på de to ovennævnte værker, som skabte mine forventninger til dette album. De blev dog slet ikke indfriet i første omgang.
Siger jeg dermed, at Droppin’ Science Fiction er en dårlig plade? Ja, det gør jeg – eller det gjorde jeg. Men det er forkert. Banalt nok er der tale om en helt anden plade end The Album og Nia. Og heldigvis for det, for det havde været kedeligt at få endnu en The Album. Men det tog en del gennemlytninger at nå til den erkendelse.
Det skyldes nok, har jeg fundet ud af, at det første minut på The Album er så helt utroligt, at det nærmest er lige præcis dét minut, der definerer resten af pladen i ens hukommelse – i hvert fald i min. Når man så skal anmelde en plade som Droppin’ Science Fiction, er det oplagt at lytte til The Album igen, og her fandt jeg så ud af, at The Album er en rigtig god plade, men omvendt ikke piedestalværdig. Og med det på plads er det på tide at vende tilbage til virkeligheden”¦
På Droppin’ Science Fiction er det produktionerne og rappen, der er i fokus, og jeg skal da love for, at der indimellem er så meget damp på kedlerne, f.eks. på “Ill Vacation”, hvor Lyrics Born, Lateef the Truthspeaker og Gift of Gab speedrapper om deres respektive ferier, at det simpelthen er umuligt at fange, hvad der bliver sagt. Som sprogbonde, der dyrker enhver blomst, der forvilder sig op fra mulden på så fantastisk fabulerende rappere som Lateef og Gift of Gab, må jeg indrømme, at det er en skam, at lyrikken ikke er en del af albummets – i mere end en forstand – tynde booklet.
Der er i det hele taget mange input på Droppin’ Science Fiction. Albummet er, som titlen antyder, flere steder pakket ind i et science fiction-univers a la Kool Keiths space-hiphop, komplet med synth-ansatser fra keyboard, snak om servere, der skal tjekkes, og kommandoer i walkie-talkier. Men der er også rockrap i stil med Pharoahe Monch på “Gunfight” og indtil flere festhit, f.eks. det groovy “Aye” og “UFX”, hvor DJ Shadows scratch i samarbejde med et lækkert beat og en stram basgang skaber et af albummets bedste numre.
Og så er der selvfølgelig udskejelserne. For dem er der så sandelig også. F.eks. ligger der på hele “Laughing at You” et samplet og helt sindssygt psykopatgrin under rappen, og “Doglude” er et minut med hunde, der gør, piver og hyler, måske skabt via backspin på en pladespiller, måske samplet – skørt er det i hvert fald. Og samtidig er der midt i vanviddet en sær, men alligevel indsigtsfuld kommentar til det med at skille sig ud: På “Ill Vacation” lyder afslutningen nemlig: »We’re all very different people / we’re not watutsi, we’re not spartans / we’re [the] underdogs, we’re mutts / but there is no animal that is more faithful, more loyal, more loveable / than the mutt / so we’re all dark faces, we’re all very, very different / but there is one thing that we all have in common / we’re mutants / there is something wrong with us / something very, very wrong with us / sooomething seriously wrooooooong with us.« Det er på mange måder en kommentar til hele pladen. Den skiller sig ud fra meget andet hiphop, fordi især Lateef the Truthspeaker og Gift of Gab virkelig er noget særligt, og med de evner udi rap, de har, synes ordet mutant at være ganske dækkende.
Og midt i alt vanviddet og galskaben bør man også lægge mærke til al den bløde soul og R&B, der er på flere af numrene, f.eks. “So Sad”, “Escape” og “Want You Back”. Det er synd, at R&B er blevet så meget et MTV-fænomen, for stilarten har ubetinget kvaliteter, der går godt i spænd med hiphop. F.eks. kan det narre lytteren: Nærlytter man førstnævnte “So Sad”, lulles man måske lidt hen af den poppede, behagelige hiphop, men pludselig går det op for en, at teksten fortæller om et alt andet end behageligt liv: »She burned the bridges now she can’t go back home / the drugs is sucking her up like a vacuum« og »there is a life in need of rescue / making a home in a public restroom / they’ve got no-one to love and they’re too stoned to care / so they’re wearing a smile like a costume.« Det er den socialt bevidste hiphop, når det rammer hårdest.
På den måde er der lidt af alt på Droppin’ Science Fiction, der absolut vinder ved flere gennemlytninger, ikke mindst fordi man på den måde bedst kan værdsætte det mangesidede udtryk, der bl.a. sikres gennem de mange interessante gæsterappere, som optræder på pladen. Formår man at justere sine forventninger til samarbejdet mellem Lateef the Truthspeaker og Gift of Gab, så de passer til virkeligheden, så er Droppin’ Science Fiction faktisk et rigtig fint allround hiphopalbum, og især de herrers rap fortjener spidse ører.
