Larsen and Furious Jane | Foto: Steffen Jørgensen
Århusianske Larsen and Furious Jane har fået bunkevis af anmelderroser for deres dugfriske album, Zen Sucker. Arbejdsprocessen var imidlertid alt andet end rosenrød for bandet, der smed en næsten færdiggjort plade i skraldespanden, da de endelig fandt ud af, at det var “okay nogle gange at lyde af lort.”
Da Larsen og resten af Furious Jane i 2005 udgav Tourist With a Typewriter, gik der ikke lang tid, før det hele blev lidt for meget for bandet. Lidt for meget skjorte og fløjl. Lidt for meget pænhed og lidt for lidt bund i musikken. De havde vænnet sig til at gemme sig bag hinanden, når de spillede koncerter. I mylderet af de mange instrumenter og store arrangementer, der var blevet bandets identitet: 10 mand på scenen og en masse snørklede veje til melodierne.
“Men ville vi selv synes, det var fedt, hvis vi ikke selv havde været med til at lave det? Det brugte vi meget tid på at tænke over, og det ville vi nok egentligt ikke,” fortæller sangskriver Torsten Larsen og fortsætter: “Larsen and Furious Jane ville ikke være et band, som medlemmerne af Larsen and Furious Jane ville høre, hvis ikke de selv var medlemmer af det. Og så måtte vi jo ligesom prøve at finde ud af, hvad der tændte os, og hvad vi godt selv kunne lide. Vi havde et meget stort opgør med den her pænhed, som vi havde. Vi skulle finde ud af, at det egentligt var okay, at det nogle gange lød af lort, hvis det var federe på den måde, og der blev fanget noget mere nerve ad den vej.”
Før har Torsten Larsen udmærket sig ved kryptiske, ironiske udtalelser – og tekster, især – men fastheden i hans stemme er ikke til at tage fejl af. Han har ændret sig. Markant.
“Vi gav slip på de der pæne, universitetsuddannede smagsdommere og fik øjnene på bolden og målet og begyndte at lege. Og så var det sjovt. Det var meget dét, det kom til at handle om for os. At have det sjovt.”
Oplagt mål = færre muligheder
Inden Torsten Larsen nåede dertil, havde han sammen med Larsen and Furious Jane indspillet det meste af en plade. En plade, der ifølge Larsen selv lød lidt for meget som Tourist With a Typewriter.
” Men det var jo ikke det, vi ville. Og der var ingen grund til at udgive noget, vi ikke selv var tilfredse med,” forklarer han.
“Den her gang gik vi ind i øvelokalet, lukkede døren og eksperimenterede med nye måder at optage på. Nye måder at være sammen på. Og vi brugte tid. Tid til at tænke over tingene.”
Og det er netop i arbejdsprocessen, skiftet fra at være et skjorteklædt, intellektuelt appellerende alt. country-band til at være et band, der ikke sætter sig selv i en unødvendig snæver bås, er sket.
“Hvis man har en klar idé om, hvor det er, man skal hen, så sigter man efter det og rammer måske lidt under. Men hvis man ikke har nogen klar idé om, hvor man starter, så ved man heller ikke, hvor man skal hen. Og så kan man ramme hvor som helst,” siger Torsten Larsen og indrømmer, at der også er røget et lag høflighed i den proces.
“Den fernis af pænhed, vi har haft over for hinanden, er nok forsvundet lidt. Vi kan godt skændes, og stadigvæk vide, at det er for det fælles bedste,” forklarer han, og tilføjer: “Men det vigtigste er, at vi kan se os selv i brillerne, som vores trommeslager vil sige.”
Komiker eller komisk?
»All my ideas, I believed them myself / But I always knew / I couldn’t carry it through / I have wasted my time / But now it’s running out / (“¦) / Thought I was a comedian / But I was just a joke.”
Sådan lyder brudstykker af teksten til “A Deathbed Conversion”, det overrumplende stykke strygerbelagte patosrock, der er første reelle sang på det nye album, Zen Sucker. Og det opsummerer, hvordan Torsten Larsens forhold til teksterne fra de tidligere Larsen & Furious Jane plader er nu, hvor han selv siger, han er nået til en anden fase af sit liv.
“På den her plade føler jeg, at jeg er tættere på at sige nogle ting, der faktisk tager udgangspunkt i mit liv – frem for før, hvor jeg var yngre og måske havde en forestilling om nogle erfaringer, som jeg ville få om lang tid. Det er jo sådan en sygdom, man har, når ens yndlingsplade som otte-årig er Tunnel of Love med Bruce Springsteen. Derfor er det lettere for mig nu, for det føles ikke på samme måde forstilt. Jeg mener det, jeg skriver. Jeg kan stå inde for det nu, men måske er jeg et helt andet sted om et år,” siger Torsten Larsen.
Ifølge ham selv har han især lært om livet og det at skrive tekster af Peter H. Olesen fra Olesen-Olesen, som sidste år indlemmede en del af Larsen & Furious Jane i arbejdet med Kain og Abel-pladen.
“Den ironi, der var på de to første plader, er der luget gevaldigt ud i den her gang. Det har ikke været min mening at lave noget med glimt i øjet,” forklarer Torsten Larsen. Før har han, siger han selv, blødt alle de hårde tekster op med en lille afsluttende joke.
“Den trang er måske trængt helt tilbage til, at den kun dukker op i sangtitlerne.”
For meget tid
Selv om Torsten Larsen ikke har noget imod at fortælle om alle bandprocesserne og den “eksistentielle tvivl”, han og resten af bandet følte ved at spille, som de altid havde gjort det, sværmer han kun let omkring de ting, der har ændret sig i hans eget liv. Han giver dog et eksempel på, hvad der er sket med ham selv og andre i bandet. I 2005, da bandets forrige plade udkom, var han stadig studerende. Det er han ikke længere.
“Problemet var jo nok lidt, at dengang havde man det der liv, hvor man var i starten eller midten af tyverne, havde et universitetsstudie og havde alt, alt for meget fritid. Og begyndte at gå alt for meget op i den der identitetsskabende faktor i musikken. Man begyndte at tro, at fordi man havde fået udgivet en plade, der fik gode anmeldelser, så kunne man måske bryde igennem og der kunne ske noget godt…” siger han og stopper op. Vejer ordene en ekstra gang.
“I den periode, vi har været igennem med den her plade, har de fleste været færdige med 22 års skolegang eller hvor meget det nu er, og vi skulle til at gå i gang med resten af vores liv. Og prøve at komme ind på arbejdsmarkedet,” fortæller han.
Arbejdsmarkedet. Ordet signalerer al den voksenhed, som bandet blev trætte af ved deres to første plader. Og som nu er blevet kodeordet i et forsøg på at kravle ud af hyggekassen.
“Det har været en slags identitetskrise. Og der sker jo bare nogle andre ting, der er meget vigtigere end musik. Men det gør jo så også, at når man så endelig er i den der verden, hvor man laver musik, som vi i vores orkester holder meget af at gøre, så vil det være dumt at lade sig binde af en masse ting. For det er jo der, man stadig har sin fritid. Det er ligesom, når en 50-årig køber en motorcykel. Det er det rum, hvor man ligesom realiserer sig selv,” afslutter Torsten Larsen, og indrømmer, at han lige nu mest af alt drømmer om at fatte en skovl. Han vil nemlig gerne grave en kælder under sit hus, så han kan få lov til at være en del af Larsen & Furious Jane resten af livet.
