Jeg må have forlagt pressemeddelelsen om These New Puritans. Jeg ved ærligt talt ikke, hvor den er blevet af. Til gengæld fandt jeg forleden dag en udgave af Soundvenue “Fashion Special” på kollektivets lille hus. Og her var mistænkeligt nok rigeligt at finde om These New Puritans. Teksten handlede om den bekymrende næringsfattige kombination af kaffe, smøger og hvad der nu ellers for tiden fuldender de vanhellige beatkids’ kostpyramide. Mellem linjerne stod der noget om, hvor blæret man kan se ud i aflagte klude, hvis bare man er tilstrækkeligt “whatever” over for verden. Men der stod foruroligende lidt om tankerne bag debutalbummet Beat Pyramid.
Det er ellers ikke, fordi det skorter på æstetisk omtanke, hvad fænomenet These New Puritans angår. Lanceringen, der da også er varetaget af den erfarne indie-sværvægter Domino Records, fremstår som en stålsat kalkule. Tidløse bandfotos, kryptiske sangtitler og et anstrøg ugranskelig mytologi i det visuelle udtryk gør det tydeligt, at bandet fra første færd prøver at indfange det, ingen rigtigt kan sætte fingeren på, netop fordi det forudgriber “det nye”.
Albummets første egentlige nummer “Numerology (AKA Numbers)” lyder på bemærkelsesværdig vis som hedengangne Big Blacks fornemme svendestykke af en sang, “Steelworker”. Både rytmik, instrumentering og selve vokalens levering går igen, om end i et opdateret storskærmsformat, der passer overmåde godt til alverdens overfladiske musikforbrugeri.
Sangen har drive, dynamik og højholdt britisk pandeføring, men ikke overraskende halter de unge puritanere fra Southend langt bagefter i kategorien lyrik. Hvor Steve Albini fra Big Black leverede en særdeles grænseoverskridende og forbløffende poetisk socialkritik, befærdes den mørke industrielle rock anno 2008 imidlertid af uforståelige og dybest set ligegyldige sætninger som: »Number 1 is the individual / Number 2 duality / Number 3 … numerology is all shit / Number 4 is the number that runs through this music.«
Samme nummer introducerer os for puritanernes sangskabelon. Den ser sådan ud:
1. Kort og hidsig instrumental ouverture
2. Beats og kæk britisk vokaleksekvering
3. Svævende melodiøst omkvæd og/eller b-stykke (skaber dynamik i samspil med de maskinelt konsekvente vers)
4. Luk skidtet ned, før skibet rammer dybt vand.
Det er stramt, forfriskende og allerhelvedes kompetent, men det er også et forsøg på at sætte succes på formel, og det har historien gentagne gange nægtet enhver overivrig aspirant.
Der findes en fin grænse, som skiller det ligegyldige fra det originale. Hvad der udspiller sig i dette grænseland, er notorisk udefinerbart, hvorfor netop den “hemmelige ingrediens”, der giver adgang til at komme over på den rigtige side, jages som en hellig gral i øvelokaler verdenen over. Det er, som om These New Puritans har forsøgt at oversætte den farverige Brooklyn-scene, der for tiden flyder over med succesfuldt musikalsk misk-mask og meterlange genre-betegnelser til den ellers så reaktionære britiske scene. Men lad det være sagt med det samme, “det nye” bliver ikke denne kulturkrydsning tværs over Atlanten.
Nedslående nok kendetegner det moderne rock med kant, at alt for meget sættes ind på en bæredygtig form og en forførende atmosfære, mens lytteren selv må prøve at finde indholdet. These New Puritans formaster sig ikke til mere end nogle få fascinerende melodiøse momenter og en milimeterpræcis garderobe.
“MMK3” er en lykkelig undtagelse, en åbning for et uudnyttet potentiale. Her er spekulationen fortrængt af flyvefærdig og følsom britiskhed. Der er sågar noget forklaret over sangerens tilstedeværelse, mens musikken for en gang skyld får lov at blive et fuldbyrdet stykke minimalrock, en kort nostalgisk fortælling og en virkelig sang, der er i familie med det ikoniske band Wire.
Man kan danse til Beat Pyramid et par uger, men i tiden derefter bliver hype til hyperbel, og om et år vil man fortrinsvis huske These New Puritans som leverandør af et hult lydtæppe til et hulkindet modeshow hos Dior. Arrogance er et jakkesæt, der klæder de færreste.
