Under det kræmmeragtige slogan “rim & refræn til rimelige priser” har Olesen-Olesen nu udgivet plader i 10 år. På den nye og definitivt sidste plade med Olesen-Olesen er prisen pr. rim og omkvæd faldet til det mere end rimelige. Kain og Abel er nemlig et konceptuelt dobbeltalbum og derfor reelt to Olesen-Olesen-plader i én og samme udgivelse. Og så alligevel ikke helt. Konceptet, der ligger bag pladens tilblivelse, er i al sin enkelthed, at Henrik og Peter H. Olesen har indspillet hver sin plade, hver for sig og helt uden hinandens indblanding. Derfor udstikker de to Olesen-brødre med Kain og Abel kursen for hver sin solokarriere. Stregen, der normalt forbinder Olesen med Olesen, er da også – layoutfejl eller ej – forsvundet på frontcoveret.
Konceptet vedrører kun selve tilblivelsesformen. Pladetitlen hentyder godt nok til en duel med et drabeligt udfald mellem to brødre, og artworket er gennemsyret af denne tematik – fra coverfotoet af Henrik og Peter, der står ryg mod ryg før en skudduel, til booklettens billeder af duellerende zebraer og bavianer og kæmpende bøfler og kronhjorte. Men både musik og tekst på begge brødres bidrag er løsrevet fra det overordnede koncept. Ingen af brødrene ender med at slå den anden bror ihjel, og den eneste duel, der ligger i pladens koncept, er kampen de to brødre imellem om at præstere den bedste af de to pladehalvdele. Denne konkurrence er endt uafgjort, for på hver sin måde og med hvert sit hold af kompetente musikere i ryggen har Henrik og Peter indspillet en samling sange, der er på det høje niveau, man er vant til fra en Olesen-Olesen-plade.
Ideen bag Kain og Abel er interessant, da den rejser spørgsmålet, om tekstforfatteren kan klare sig uden sin faste musiker, og om musikeren kan klare sig uden sin faste tekstforfatter. Henrik Olesens vokal minder langt hen ad vejen om broderens ditto, dog har den ikke helt den samme gennemslagskraft. Hans lyriske evner på de fem sange, han selv har nedfældet rim og refræn til, lægger sig derimod ikke bemærkelsesværdigt under niveauet fra Peter H. Olesens skarptslebne fyldepen. Ud over sine egne tekster er der bidrag fra Jens Unmack (“Sang”, hvis poetiske enkelthed minder en del om Love Shops musikalske univers), mens lånte tekster fra Peter H. Olesens hånd har resulteret i tre sange, der samler rocktråden op fra den forrige Olesen-Olesen-plade, Solsort og forstærker. Disse rocknumre bliver afvekslet af en række smukke, tyste melodier, der viser, hvor glimrende Henrik Olesen er som sangskriver. Særligt åbningsnummeret, “Drømmen om et liv”, hvor han har sat musik til et digt af den nu afdøde forfatter Morti Vizki, er fornemt.
Henrik Olesens halvdel, der er tættest på velkendt Olesen-Olesen, adskiller sig markant fra Peter H. Olesens bidrag. Tonen er lysere og lettere og verdenssynet anderledes positivt – ikke engang de tekster, som er signeret Peter H Olesen er spleenramte. Det er, kan man derimod roligt sige, tilfældet i teksterne til de 10 bidrag på Peter H. Olesens pladehalvdel. Sangene er fyldt med mismod, sortsyn og flugten derfra, og »den ukendte rockmusiker« ender under en dynge muld. Forinden har han holdt mindestue (for sig selv, man er vel misantrop) og skrevet et brev til de efterladte (læst op med et tydeligt nik til Dan Turèll). Men han vælger dog at blive »hængende lidt endnu« (“Det skønne og det sande”).
Som sin bror, der er sprunget ud som tekstforfatter, er Peter H. Olesen også sprunget ud som sangskriver med en enkelt egen komposition, den akustiske og dylansk mundharpeblæsende “Jeg drømte jeg var et godt menneske”, som bliver sunget slående anderledes end normalt for hans vedkommende. Nemlig knapt så skråsikkert, men langt mere vaklende.
Det samme er også tilfældet i “I kulkælderen på 3. sal”, som er lig sen C.V. Jørgensen. Peter H. Olesens vokalmæssige fornyelse virker helt forkert, de første gange man følger ham til graven. Men efter lidt tilvænning virker det stærkt, temaet taget i betragtning, at han virker en smule ved siden af sig selv. Og til dels ved siden af musikken, for i modsætning til Henrik Olesens pladeside, hvor tekst og musik hænger uløseligt sammen, fungerer Klaus Mandals (Learning From Las Vegas) og Torsten Larsens (Larsen & the Furious Jane) skiftevise melodiske håndsrækninger for det meste mere som afdæmpet og overvejende akustisk underlægningsmusik til de bitre og vemodige tekster. En undtagelse er den uimodståelige, elektrificerede “En voksen mand i Ramones T-shirt”, der har en typisk, bitter Peter H. Olesen-tekst.
Forskellen mellem de to plader er, at Henrik Olesen træder vante vande. Han kommer ikke med overraskende nyt, men cementerer i stedet, at Olesen-Olesen er meget mere end Peter H. Olesens blændende tekster. Omvendt har Peter H. Olesen skabt en plade, der i den grad hænger sammen som et værk med et tematisk overordnet tema. Her har teksterne, den tematiske idé, fået forrang – selv om det ingenlunde er ueffent, dét Mandal og Larsen bidrager med på den musikalske side.
Kain og Abel sætter et overbevisende punktum for de to brødres musikalske parløb, som medregnet deres tidligere fællesprojekter (Skizo Kids, Sort-Hvide Landskaber og Greene) har stået på i 25 år. Pladen viser, at de to brødres respektive kommende musikalske soloprojekter, vil blive værd at spidse øre efter. Forhåbentligt formår de fremover at løsrive sig mere fra Olesen-Olesens velkendte udtryk og skabe nye, særegne ståsteder. Et radikalt musikalsk stilskifte fra begge d’herrer kunne blive lidt mere interessant, og det er måske også nødvendigt, for at de to brødres adskillelse synes nødvendig. Uanset er Kain og Abel atter en prægtig udgivelse med Olesen-Olesen.
