Sebastian T. W. Kristiansen er en god historie: en genert kunstner i sin 1-værelses, som bare kan “det dér” med at skrive fængende sange, der lyder som noget fra en helt anden tidsalder, og som derefter med hjælp fra Lorenzo Woodrose (der er forsanger i bandet, der deler hans efternavn) får udgivet skidtet på Bad Afro til stor opmærksomhed. Så langt, så godt, og det er godt. Men det er nødvendigt at se bort fra historien og bedømme pladen på indholdet i stedet for den semimyte, der er baggrunden.
Stilen er uden udsving ren 60’er-poppsych, som vores forældres udknaldede venner lavede den, når der ikke var mere potvand tilbage i bongen. Det kører derudaf med orgel, garagerockguitar, en lille mængde fuzz og så selvfølgelig Sebastian T. W. Kristiansens sære, men meget passende stemme. Den er nærmest nasal og hvæsende, og det fungerer perfekt i sammenhæng med den udknaldede pop, der som meget andet musik af den slags mest af alt handler om at være “out of your mind” eller forelsket i en eller anden tøs.
Kristiansens vokal er produceret, så den nærmest bliver en del af instrumenterne, der snor sig udenom med hylende orgler og twangende guitar. Man kunne sagtens narres til at tro, at vi befandt os i 1967, og det er også hele formålet bag lyden. Der er ingen spor af elektronik eller moderne instrumenter, endsige instrumenter skabt efter 1970, og det skaber en plade, der er så retro, som det næsten kan lade sig gøre, uden at det som i mange andre sammenhænge bliver et fy-ord, der vidner om uoriginalitet. For sangene sidder så meget i skabet, og melodierne er så umanerligt catchy, at det går lige i gogo-musklen, hvor man svinger med hovedet og tapper med foden.
Åbningsnummeret “Running Demons” er et af højdepunkterne. Der bliver lagt ud med fuzzet guitar, tambouriner og et gudekor, og tempoet er tilpas langsomt til, at man kan rocke med. En perfekt åbner. Og som single er “In a Certain Way” ramt lige på kornet. Et skrig indleder sangen, der både støjer og swinger på den måde, der får en til at ønske, at man sad i en kælder engang i 60’erne og bare var smaskforelsket. To virkelig gode numre, der tydeligt viser inspirationen fra hele den bølge, der ramte musikverdenen og skabte en bro mellem psykedelisk musik og melodiøs pop, og det virker næsten som pladens projekt at skabe følelsen af frihed, forelskelse og flagren.
Dermed er det ikke sagt, at pladen er en happy-go-lucky hyldest til en tid, der ligger langt væk fra vores egen. Igennem hele produktionen ligger der et skær af mørke og længsel efter at komme væk fra “hende” eller så i hvert fald at tage “hende” med væk fra den omgivende verden. Hele temaet om kærlighed og mørke er ret gennemgående for pladen og skaber en virkelig god sammenhæng mellem sangene.
Problemet er, og det er desværre den helt store plet, at numrene lyder ens. Det er stort set den samme rytmestruktur, der bruges i alle numrene, og når pladen strækker sig over 14 numre, begynder trætheden at indfinde sig. Det virker, som om begejstringen var så overvældende, at Kristiansen ikke gad skære ned på sangene, og man ender med 14 numres velskabt ensformighed frem for 9-10 vidunderlige popperler.
Havde det sidste været tilfældet, var en ny dansk klassiker født. I stedet står vi med noget utroligt lovende dansk garagepsych, der mangler et hak med kniven for at nå et trin længere op, men med Sebastian T.W. Kristiansens talent er der ingen tvivl om, at han når derop på et tidspunkt.
